Ane Riel

Sidst opdateret: 27. februar 2019
Ane Riel

Beskrivelse:

Jeg har været medlem af Dansk Forfatterforening siden 1995, hvor jeg fik udgivet min første børnebog, en undervisningsbog om malerkunst (i samarbejde med Maria Friberg Busch). Siden er det blevet til en række undervisnings/børnebøger om bl.a. arkitektur, Storm P, skilsmisse, venskaber og ballet. Bemærk, at de fleste af disse er udgivet under mit ungpigenavn Ane Brahm Lauritsen. I 2013 udkom min første voksenudgivelse, romanen ’Slagteren i Liseleje’ og i 2015 fulgte romanen ’Harpiks’. Begge bøger er skrevet og præsenteret som romaner/skønlitteratur, men er ikke desto mindre blevet præmieret af krimigenren.

SLAGTEREN I LISELEJE (Tiderne Skifter, 2013) – min debut som romanforfatter – er en skæv og temmelig grum sag om en ældre dame, der viser sig at rumme meget mere, end hendes venlige ydre afslører. Den blev af Det Danske Kriminalakademi kåret som årets bedste danske krimi/spændingsdebut. Bogen er udkommet i 6 oplag og solgt til Norge og Tyskland. Da der i foråret 2015 blev afholdt 'European First Novel Festival' i Budapest, repræsenterede jeg Danmark med den.

HARPIKS (Tiderne Skifter, 2015) handler om en lille piges opvækst hos en mor, som er for stor til at forlade soveværelset, og en far, som fylder hjemmet op med skrammel. Romanen fik en usædvanlig fin modtagelse, da den udkom i Danmark. Siden er den blevet solgt til foreløbig 20 lande herunder England, Tyskland, Frankrig, Italien, Japan og Kina. Også i udlandet får den opmærksomhed. Den britiske avis The Guardian havde Harpiks (Resin) på listen over Årets Bedste Bøger 2018. Det samme havde The Daily Express, hvor den blev omtalt som en 'close runner-up' til årets bedste thriller.
Bogen har vundet den helt store nordiske pris GLASNØGLEN, som gives for Nordens bedste spændingsroman. Derudover har den vundet tre andre priser og været nomineret til endnu to. Helt usædvanligt er det, at Harpiks – som på ingen måde blev skrevet eller præsenteret som en krimi, men som ’skønlitterær roman’ – har vundet de fire store krimipriser i Skandinavien.
Filmselskabet Zentropa har købt rettighederne til HARPIKS. Filmen baseres på et filmmanuskript af Bo Hr. Hansen, new zealandske Daniel Borgman instruerer, og på rollelisten er bl.a. Sofie Gråbøl, Peter Plaugborg, Ghita Nørby og det unge stortalent Vivelill Søgaard Holm. Filmen er indspillet og under færdiggørelse. Den får premiere i biograferne i januar 2020.

MODTAGNE PRISER:

For forfatterskabet:
NIELS-PRISEN 2016 / tidl. kulturminister Niels Matthiasens Mindelegat

For 'Slagteren i Liseleje':
DET DANSKE KRIMINALAKADEMIS DEBUTANTPRIS 2014 (Årets bedste debut)

For 'Harpiks':
GLASNØGLEN 2016 (Nordens bedste spændingsroman)
HARALD MOGENSEN-PRISEN 2016 (Bedste danske spændingsroman)
DEN GYLLENE KOFOTEN (Bedste til svensk oversatte spændingsroman)
THE GOLDEN BULLET (Bedste til norsk oversatte spændingsroman)

Nomineringer for Harpiks:
DR Romanprisen 2016 (finalist)
Læsernes Bogpris 2016

Min næste roman BÆST udkommer på forlaget Lindhardt & Ringhof i efteråret 2019.

Kontakt Oplysninger:

Adresse: Klokkevangsvej 4, 3360 Liseleje Land: Danmark Mobil: 25793671 E-mail: Klik for at se e-mail

Medlem Af:

De skønlitterære, BU-gruppen

Online Referencer:

Udgivelser

Flere udgivelser

Seneste udgivelse: Harpiks
Forlag: Tiderne Skifter
Udgivelsesår: 2015

.

ROMANER

* Bæst (Lindhardt & Ringhof – planlagt udgivelse i efteråret 2019)
* Harpiks (Tiderne Skifter, 2015)
* Slagteren i Liseleje (Tiderne Skifter, 2013)

BØRNEBØGER / UNDERVISNINGSBØGER
* Ind i maleriet (Forum 1995)
* Arkitektur – Værd at kigge efter (Forum 1996)
* Storm P. – Indenfor og udenfor (Forum 1998)
* Da mor og far blev skilt (Klematis 2000)
* Da Mikkel fik en ny familie (Klematis 2001)
* Sylfeden – et balleteventyr (Halfdan 2001)
* Ferie med gys (Gyldendal 2000)
* Vild med Julie (Alinea 2003)
* Sig ja, Julie (Alinea 2005)
* Magien i Kunsten (Forum 1996) – oversættelse fra engelsk

Bidrag til antologi
* Skubopperne – Landet Længere Væk (Høst & Søn 2002)

.