Find oversætter

Anthropic-sagen og erstatning til forfattere/oversættere

17. december 2025

Mulig erstatning til danske forfattere og oversættere efter amerikansk AI-retssag

For noget tid siden endte det med et forlig i retssagen Bartz vs. AI-tjenesten Anthropic. Forliget betyder, at Anthropic skal betale erstatning for download af piratkopierede bøger til træning af kunstig intelligens. Bøgerne er blevet downloadet fra to forskellige ulovlige samlinger af piratkopierede bøger, Library Genesis (LibGen) og Pirate Library Mirror (PiLiMi). Ifølge forliget skal der betales ca. 3.000 dollars per titel. Det gælder i princippet også danske titler og muligvis oversættelser til/fra dansk.

Det skal dog på det kraftigste understreges, at der er en række skrappe krav, der skal være opfyldt for at få andel i erstatningen. Og at der i øvrigt hersker stor usikkerhed om, hvorvidt og hvordan danske titler reelt er omfattet. Forliget og det system, der er sat op til at håndtere erstatningerne, er meget uklart. Dansk Forfatterforening kan ikke påtage sig ansvar for andet end at videreformidle muligheden, men her er, hvad vi ved og har kunnet vurdere i samarbejde med danske og europæiske partnere.

For overhovedet at komme i betragtning til erstatningen skal:

  1. Din bog være downloadet af Anthropic fra LibGen eller PiLiMi (se ovenfor)
  2. Bogen skal have ISBN-nr. eller Amazon Standard Identification Number (ASIN); ISBN er typisk opfyldt for danske bøger
  3. Bogen skal være registreret hos United States Copyright Office inden for fem år efter udgivelsen
  4. Bogen skal være registreret, inden den blev downloadet af Anthropic (datoen er 10. august 2022) eller inden for tre måneder efter udgivelsen
  5. Det er helt afgørende, at bogen indgår i listen over omfattede bøger, som kan søges på https://secure.anthropiccopyrightsettlement.com/lookup I praksis kan listen være rigtig svær at søge i. Den er ikke særlig brugervenlig. Det er muligt at få tilsendt et Excel-ark, som er nemmere at bruge. Skriv til katheryn@oandzlaw.com eller maureen@oandzlaw.com
  6. Fristen for registrering af erstatningskrav er 30. marts 2026

Der hersker blandt andet stor uvished om, hvorvidt forliget kun omfatter dansksprogede originalværker, der måtte indgå i forliget. Eller om det også omfatter danske værker udgivet på engelsk af amerikanske forlag og engelsksprogede titler udgivet i dansk oversættelse. Det har også været uklart, om det var forlagene eller forfatterne og oversætterne selv, der skulle undersøge dette, men det må formodes, at forlag og forfattere/oversættere skal gøre det hver for sig. Et eventuelt erstatningsbeløb vil blive splittet 50/50 – man skal altså ikke forvente ’royalties’ af beløb, som forlagene måtte indkassere.

Læs mere om forliget her: https://www.anthropiccopyrightsettlement.com. Og har du spørgsmål, som ikke besvares her på hjemmesiden, kan du kontakte info@AnthropicCopyrightSettlement.com

 

2004 - 2026 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte