Find oversætter

Autorkontoens fremtid

6. december 2024

Autorkontoen er i årtier blevet uddelt af Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere i fællesskab. Sammen har vi hjulpet tusindvis af forfattere, oversættere og illustratorer med små, men afgørende arbejds- og rejselegater. Danske Skønlitterære Forfattere har ønsket at udtræde af det samarbejde og selv varetage en særskilt del af midlerne, og fra og med 2025 vil legaterne fra den resterende del af Autorkontoen alene blive uddelt af Dansk Forfatterforening.

I forbindelse med Danske Skønlitterære Forfatteres udtræden har det været nødvendigt at splitte midlerne op og fordele dem mellem de to foreninger frem for som hidtil at fordele alle pengene til forfattere i fællesskab. Fremover vil der være to legatjuryer, to bogholderifunktioner, to ansøgningsmekanismer, to administrationer og to ansvarshavende bestyrelser. Derfor har Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere siden begyndelsen af 2024 forhandlet om fordelingen af autorkontomidlerne, som kommer fra AV-området under Copydan.

Efter en lang forhandling er der landet et forlig, hvor DSF de kommende 3 år modtager 20 % af midlerne og DFF 80 % af midlerne. Midlerne til rettighedshaverne fordeles som hidtil via Forfatternes Forvaltningsselskab, men fremover er det altså kun 80 % af restmidlerne, der går tilbage til Autorkontoen.

Formand Morten Visby udtaler: ”Det er uendeligt trist, at to små forfatterforeninger i en tid med så store fælles udfordringer i den virkelige verden ikke har kunnet bevare den gensidige tillid til at kunne stå sammen om noget så fint som at uddele legater til skabelse af ny litteratur. I mere snæver forstand er det også bare brandærgerligt, at vi som repræsentanter for en økonomisk presset forfatterstand påfører os selv unødvendige ekstraomkostninger til administration. Ikke mindst i lyset af, at der desværre ikke er kommet flere nye penge, men tværtimod tegner til at blive færre. Men jeg er dog glad for, at det nu er lykkedes at finde en løsning, som kan fungere for begge parter. Og så ser jeg frem til i 2025 at kunne uddele næste portion legater fra Autorkontoen.”

Legatmidlerne kommer fra de penge, der bliver uddelt via Forfatternes Forvaltningsselskab, når en forfatter, oversætter eller illustrator har optrådt på TV. Fra Forfatternes Forvaltningsselskab går restmidlerne så videre til Autorkontoen, der kan søges til glæde og gavn for alle landets forfattere, oversættere og illustratorer, uanset om de er medlem af en forfatterforening eller ej. Til og med 2024 har Dansk Forfatterforening stået for administrationen af Autorkontoen, og Danske Skønlitterære Forfattere har siddet med i udvalgsarbejdet for indstillinger til legater til skønlitterære forfattere og lyrikere. Med Danske Skønlitterære Forfatteres ønske om at træde ud af den aftale, er det altså fremover Dansk Forfatterforening, der alene uddeler midler fra Autorkontoen.

 

 

2004 - 2025 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte