Find oversætter

DFF’s jurist fik en bog ændret i 2. oplag pga. injurier rettet mod en anden forfatter

13. september 2023

Bogen udkom i foråret 2023 på et mindre forlag. Det er en debatbog, der ifølge forfatteren skulle nuancere debatten om det forhold bogen handler om. Bogen blev allerede udsat for stærk kritik i offentligheden da den udkom, af flere af de personer, den handlede om og angav som kilder. En af hovedpersonerne, som kun i meget begrænset omfang har medvirket til bogen, er forfatter og medlem af Dansk Forfatterforening.

Dansk Forfatterforenings jurist gennemgik bogen nøje og kunne konstatere, at forfatteren 4 steder i bogen brugte ord som ”løgn”, ”fordrejede sandheden” og ”falsificerede”, der direkte beskyldte vores medlem for at tale usandt. Det var DFF’s jurists vurdering, at de 4 udsagn var klare injurier, dvs. ikke underbygget af dokumentation, og at de var egnede til at skade vores medlems omdømme som debattør og fagbogsforfatter, hvilket er hans levebrød.

 

 

Som følge heraf rettede vi henvendelse til forfatteren til bogen og forlaget, og i 2. oplag af bogen, der netop er udkommet, er disse udsagn blevet fjernet og erstattet af mere retvisende udtryk for forfatterens teorier. Viser det sig med tiden, at det kan dokumenteres at vores medlem har lidt et økonomisk tab som følge af injurierne, så vil et erstatningskrav kunne komme på tale.

DFF har også opfordret forlaget og forfatteren til at undskylde over for vores medlem offentligt og gøre opmærksom på rettelserne, men denne opfordring er endnu ikke blevet imødekommet.

DFF fører som udgangspunkt ikke injuriesager, men her var der tale om en sag, der kan medføre stor skade på et medlems professionelle karriere

Husk, at du altid kan søge råd og vejledning hos foreningens jurist Anne Koldbæk på jura@danskforfatterforening.dk

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte