Find oversætter

Den nye regerings litteraturpolitik

Den nye SSFMR-regering har medtænkt kulturlivet i sit regeringsgrundlag. Det handler bl.a. om at styrke ophavsretten og det danske sprog i relation til AI, styrke børn og unges læselyst og give bedre adgang til barselsdagpenge for kunstnere og andre freelancere.

Af 3. juni 2026

Det bliver op til kulturminister Zenia Stampe (Radikale Venstre), at gøre regeringens kulturprogram til virkelighed. Her er nogle af de løfter, der har særlig relevans for litteraturen.

Bedre rammer for brugen af kunstig intelligens

På den ene side ønsker regeringen at sætte turbo på brugen af AI, både i det offentlige og i erhvervslivet. På den anden side må udviklingen ikke udhule det kulturelle kredsløb, men skal foregå på en måde, der »respekterer skabere, rettighedshavere og demokratiske værdier, så menneskelig skaben fortsat anerkendes som en grundlæggende forudsætning for AI-tjenester og digitale platforme.«

Forperson Anne Sofie Hammer er godt tilfreds med, at regeringen også vil understøtte udviklingen af europæiske platforme og danske sprogmodeller. Selv når det går stærkt, skal rettighedshaverne tænkes med.

»Det er vigtigt, at man ikke går på kompromis med ophavsretten, fordi man skal skynde sig at skabe alternativer til de amerikanske og kinesiske techgiganter,« udtaler hun til Kulturmonitor.

Litteraturhandlingsplanen kun delvis med

Tidligere i år udsendte Kulturministeriet en litteraturhandlingsplan med otte konkrete forslag til at styrke læsekulturen og det litterære kredsløb.  Det første af dem var at øge støtten til levende litteraturmøder mellem børn og unge, men det er ikke nævnt i regeringsgrundlaget. Det er dog stadig en af de ting, Dansk Forfatterforening fortsat vil arbejde for.

Anne Sofie Hammer nævner også forlagskontrakterne og siger til Kulturmonitor, at ikke mindst processen omkring mulige standardaftaler mellem forfattere og forlag er vigtig. Her lægger Litteraturhandlingsplanen op til at invitere Danske Forlag og forfatterforeningerne til et møde, hvor parterne kan påbegynde dialogen om nye standardaftaler for honorering og salg af bøger.

Hun glæder sig desuden over, at regeringen vil styrke samarbejdet mellem biblioteker og folkeskoler, om end det ikke fremgår nærmere hvordan. Desuden peger hun på, at den fysiske bog også kan spille en rolle uden for kulturlivet, fx når det handler om børns læring og trivsel.

Bedre barselsvilkår

Endelig lover regeringen at forbedre vilkårene for kunstnere med kludetæppeøkonomi, når de skal på barsel. Her har kunstnernes organisationer arbejdet sammen om et oplæg til politikerne, der skal sikre, at flere såkaldte kombinatører, som har både A- og B-indkomst, kan få barselsdagpenge. Det er der blevet lyttet til nu.

 

Regeringsgrundlaget kan læses i sin helhed her.
Artiklen i Kulturmonitor kan læses her.

2004 - 2026 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte