Journalister og politikere har styrtet rundt om hinanden, efter at tallene fra den nyeste PISA-måling blev offentliggjort for nylig. For hvor gik det egentlig galt?
Er det skærmenes skyld?
Er det skolereformens skyld?
Er det forældrenes skyld?
I Dansk Forfatterforening er vi ikke eksperter i hverken pædagogik eller hjernens udvikling. Men det er vores klare overbevisning, at det ville være godt for rigtig mange ting, hvis børn og unge læste noget mere. Man bliver bedre af at træne, det er der vist ikke to meninger om. Og de mange sideeffekter af læsning er også til at få øje på – lige fra udvidet ordforråd og viden og empati – til slet og ret fantastiske oplevelser.
Men hvorfor så ikke se på, hvad der egentlig virker, når det gælder om at få poderne til at samle en bog op og åbne den? Der findes nemlig masser af vellykkede forsøg rundt omkring, hvor skoler, biblioteker og forældre har tænkt ud af boksen og givet læselysten et ordentligt nøk opad.
Et nyligt eksempel er et pilotprojekt, hvor skolebiblioteket på en københavnsk folkeskole med hjælp fra Københavns Biblioteker har gennemgået og opdateret bogsamlingen og gjort biblioteket mere overskueligt og inspirerende med nye udstillinger og bedre adgang til bøgerne.
Projektet har tydeliggjort, hvordan skolens og bibliotekets kompetencer supplerer hinanden.
Skolen arbejder med elevernes læseudvikling og læring. Biblioteket bidrager med indgående viden om litteratur, genrer og aktuelle bøger samt erfaring med at matche den enkelte læser med den rigtige bog.
Projektet blev kombineret med et læseforløb for 4. årgang, og derfor er det svært at pege på den præcise effekt af samarbejdet mellem folkebiblioteker og skolebiblioteker – men udlånet på skolebiblioteket er steget med 127 %. Læseglæden er øget på alle klassetrin, og andelen af elever, der læser ugentligt i fritiden er steget med 8 procentpoint.
Det er da nogle resultater, der er til at få øje på.
Det burde være indlysende, men nu siger vi det lige igen: Bibliotekerne kan noget, når det kommer til at øge læseglæden og få folk – børn og unge såvel som voksne – til at læse. Og når man læser – ja, så træner man sin evne til både læsning og fordybelse. Og ja. Så bliver man bedre til det.
Læsning, læseevne og evne til fordybelse er vigtigt, det står klart oven på den panikagtige stemning, som PISA-målingerne har sat i gang. Derfor kunne man måske forvente, at vi som samfund satsede benhårdt på at styrke både folkebiblioteker og skolebiblioteker i hele landet.
Det er desværre langt fra tilfældet.
I samme uge som de rædselsvækkende PISA-tal ramte overskrifterne kunne man således læse, at Bornholms Regionskommune planlægger at lukke to biblioteker og omlægge tre såkaldte kombi-biblioteker (kombinerede folke- og skolebiblioteker) til kun at være skolebiblioteker fremover. Hvis dette spareforslag vedtages, vil der fremover kun være to folkebiblioteker på hele øen.
Når folkebiblioteker rundt omkring i landet lukker, er det ikke, fordi man anser dem for uvigtige, eller fordi de ikke bliver brugt. Begrundelsen for lukningen er altid besparelser. Man har ikke råd til at holde dem åbne.
I lyset af PISA-målingerne er det måske på tide, at vi som samfund begynder at spørge os selv, om vi har råd til at lukke dem.