Da regeringen, SF og Konservative for nylig gik ud med det, de kalder Sprogpakke 1, var det ud fra et ønske om at gøre en indsats for at sikre det danske sprog.
Faren var ikke mindst “fremmedord og engelske udtryk”, måtte man forstå.
Sprogpakken indeholder tre konkrete initiativer:
For det første skal Dansk Sprognævns formålsparagraf udvides, så nævnet fremover får en aktivt sprogbeskyttende rolle, fremfor den mere beskrivende funktion, som nævnet har i dag.
For det andet skal det i den kommende medieaftale betones, at det er en del af public service-forpligtelsen at “styrke og beskytte det danske sprog”.
For det tredje skal Dansk Sprognævn nedsætte et fagråd, som skal rådgive medierne om sprog og dermed “understøtte mediernes bidrag til dansk som et samfundsbærende sprog”.
Selvom det umiddelbart lyder positivt, at der fra politisk side er vilje til at gøre noget for det danske sprog i en presset global kontekst, vil vi som forfatterforening alligevel tillade os at betragte den konkrete pakke med en vis skepsis.
I Dansk Forfatterforening repræsenterer vi jo både de sprogarbejdere, som arbejder på at bevare sproget ved at respektere gængse regler og normer og rydde op i slappe formuleringer og dovne ”undersættelser” af udenlandske ord og fraser – og så dem, der omvendt arbejder på at udvide det eksisterende sprog, bruge det kreativt og fornyende og hele tiden skubbe til grænserne for, hvad man kan og må med ordene.
Vi vil vove den påstand, at begge dele er af lige stor vigtighed, hvis man ønsker at holde et sprog levende, brugbart og stærkt.
Desuden er denne kontrollerende tilgang til sproget nok i virkeligheden ikke det rette sted at sætte ind, hvis man gerne vil sikre det danske sprogs modstandsdygtighed i en globaliseret verden. For hvis man virkelig ønsker at styrke vores nationale sprog – ville det så ikke være bedre at bruge energi og penge på at sikre og forbedre de institutioner, hvor sproget lever og næres?
Med andre ord: Dansk Forfatterforening mener, at man ville styrke det danske sprog langt mere ved f.eks. at prioritere dansk som arbejdssprog på universiteterne, tilføre
midler til folkebibliotekerne, give større og mere langsigtede bevillinger til Det Kongelige Biblioteks formidling og Den Danske Ordbogs drift, bevare lektoratsordningen, som gør det muligt at undervise i dansk på universiteter i hele verden, sætte ind over for elendige maskinoversættelser i public service-medier – og ikke mindst investere i, at kreative forfatter- og oversætterhjerner får ordentlige vilkår til deres arbejde.
Et sprog, der står stærkt og får mulighed for at blomstre gennem forskning, oversættelse, fælles fortællinger, poesi og læring er nemlig ikke særlig udsat. Det trues ikke af, at nogen kalder deres venner for ‘shababs’, siger ‘slef’ i stedet for ‘selvfølgelig’ og kalder det at dukke pludseligt op for at ‘spawne’.
Tværtimod, vil vi nærmest sige.
I Danmark har vi ikke tradition for at styre sproget oppefra på den måde, som et politisk flertal nu lægger op til. Derfor er forslaget, hvor fredeligt det end ser ud, et temmelig radikalt brud med hele vores sædvanlige tilgang til sprog som noget, der udvikler sig.
Man kan godt frygte, at en anderledes kontrollerende tilgang til det danske sprog fremover – kombineret med utallige besparelser på mange af de institutioner, der understøtter det – kan få den stik modsatte effekt. Og måske få de unge generationer til at vende sig bort fra et utidssvarende modersmål og hen mod det engelsk, der konstant byder sig til på alle platforme og i altid nyere og sjovere formater.
Så i stedet for fra politisk side at spænde seletøj på det danske sprog, svinge pisken over det og tvinge det i en bestemt – og forudbestemt – retning, burde man måske indstille de evindelige besparelser på alle de institutioner, der kan få sproget til at næres og være levedygtigt – også i fremtidens globaliserede verden.
Anne Sofie Hammer, forperson DFF og Juliane Wammen, viceforperson DFF