De vigtige vidnesbyrd, der er kommet frem om kulturen i dele af Lindhardt & Ringhof, betyder ikke, at første runde af MeToo-debatten i bogbranchen har været forgæves. Der er i dag en anden opmærksomhed end tidligere, og det kan godt være, det ikke egner sig så godt til de hurtige medier, men Dansk Forfatterforening vil forsøge at skærpe den opmærksomhed yderligere. Det skal ske på en måde, der giver mening i dag og ikke mindst med respekt for de bredere problemstillinger, som store dele af vidnesbyrdene har peget på. Det handler om udvidet arbejdsmiljø og litterær professionalisme. Og det handler om magt.
I de senere år har Dansk Forfatterforening arbejdet med retningslinjer for uønsket seksuel opmærksomhed, vi har foranstaltet anonyme, eksterne undersøgelser, en whistleblower-ordning og et dialogforum med forlæggerforeningen. Derudover har vi arbejdet internt i foreningen med køn og kultur på de områder, vi selv har direkte kontrol over, både i form af adfærdskodeks og undersøgelser af ulighed. Vi fastholder rigtigheden af de tiltag, men de har ikke været nok. Vi erkender, at MeToo skal ses som en iterativ proces. På baggrund af vidnesbyrd om forholdene i dele af Lindhardt & Ringhof er der i dag behov for et andet og mindre generaliseret syn på snitfladen mellem forlag og forfattere. Snitfladen er ikke længere aktuel som figur; vi taler om mennesker på arbejde. Der er behov for at skabe forandringer på et mere reelt mellemmenneskeligt plan. Det kræver samtaler og ikke slåskampe.
Derfor ønsker vi i dag på baggrund af de nye beretninger at åbne et samtalerum, der er mere konkret end de brede, eksterne undersøgelser og de abstrakte principerklæringer. Vi vil gerne medvirke til at flytte samtalen over i lidt mindre, men reelle arbejdssammenhænge, hvor det faktisk kan flytte noget at tale sammen, fordi dem, man taler med, også er dem, der har medindflydelse på ens arbejdsmiljø. Omvendt må det rum også være stort nok til, at der er plads til flere forskellige menneskers oplevelser. Det afleder opmærksomheden for meget fra sagens kerne, magtrelationerne i litteraturen, hvis vi skal bruge alle kræfter på enten at slå eller parere i en metadiskussion i stedet for at tage hånd om problemerne der, hvor vi står og reelt kan gøre noget. Hvis vi mener det alvorligt at ville ændre branchekulturen, må vi anerkende, at den er en diffus størrelse og kræver en åben og afsøgende tilgang i samarbejde med andre. Den kræver vedholdende opmærksomhed, især når der igen bliver lidt stille, og den brede offentligheds interesse for længst er kølnet. Vi ønsker et samtalerum med plads til flere stemmer og mere lytten på kryds og tværs.
Det kan være et svært rum at skabe, men vi tror på, at det er sådanne rum, forfatterforeningen kan være med til at åbne, hvis vi bruger den rigtigt. Som konstruktion har en forfatterforening visse svagheder, men blandt styrkerne er muligheden for føre samtaler på vegne af flere mennesker, end dem der råber højest eller har modet til at stå frem lige nu, og en kollektiv forpligtelse til at fastholde kulturelle ændringer over tid. Et slags omstillingsbord med lidt længere spiralkabler og flere kombinationer i pulten.
I Dansk Forfatterforening arbejder vi hver eneste dag på at forbedre forfatternes forhold. Fagligt, økonomisk, juridisk – og også helt praktisk arbejdsmiljømæssigt. Men vi tror ikke på, at branchekulturen kan ændres gennem proxy-bashing af de aktører, der stiller op, mens de mest direkte arbejdsgiveransvarlige for en problematisk kultur i dele af branchen bare dukker hovedet og lader mere nominelle repræsentanter stå for skud. Problemet her er ikke, at det er synd for de aktører, der kommer til at tage skraldet på den måde. Problemet er, at det afsporer diskussionen og gør den irrelevant for alle med en aktie i reel forandring. Man kan tæske nok så meget løs på den ene eller den anden brancheforening, og det kan føles godt, fordi det i det mindste siger smask og journalisterne siger hurra, men det ændrer ikke kulturen, førend vi begynder at tale om magtrelationer og gør det med dem, vi står i magtrelation til. Det gode er, at der er rigtig mange i branchen, både på forlags- og forfattersiden og midt imellem, der gerne vil det. Flere nu end tidligere, tror vi.
I den kommende tid vil Dansk Forfatterforening tage kontakt til en række forlag enkeltvist og indbyde dem til samtaler, ikke om det, der adskiller os, men om det, der er mellem os på godt og ondt. Vi er sammen om dette mellemværende – en gruppe mennesker i litteraturen, der bevæger sig frem og tilbage mellem roller og opgaver, der giver og tager, spiller med og mod, er noget og bliver noget, og nogen gange nogen steder bliver udsat for noget, som ikke må være prisen for at lave bøger. Vi vil tale med forlagene om magtrelationer begge veje. Vi mener, at moderne forlagsproduktion beror på en meget høj grad af flydende tilknytninger mellem mennesker og virksomheder, og vi vil gerne drøfte, hvordan dét arbejdsmarked kan blive omfattet af samme ansvar, etik og professionalisme som de store dele af den mere konventionelle forlagsverden, hvor kulturen er sund. Vi vil gerne tale med forlagene om magten i de løse arbejdsrelationer i randzonen af det klassiske arbejdsgiveransvar. Vi ser større forandringspotentiale her end i meningsløse debatter på den kulturelle sensationspresses betingelser.