Den 10. marts vedtog Europa-Parlamentet med et overbevisende flertal en resolution om “Copyright and Generative AI”. Resolutionen indeholder en række vigtige anbefalinger omkring forholdet mellem AI og ophavsret.
Anbefalingerne er et vigtigt skridt i retning af at finde en balance mellem teknologisk udvikling på den ene side og beskyttelse af de kreative brancher på den anden side, og de kan få stor betydning for EU-Kommissionens videre lovgivningsarbejde på området. Derfor er der et par punkter, som er værd at notere sig.
For det første slår rapporten fast, at ophavsretten stadig er gældende – også i forhold til AI. Det kan måske lyde som en selvfølge, men som både den eksisterende praksis og hele diskussionen om “fair use” viser, så er det pludselig ikke længere noget, vi kan tillade os at tage for givet. Derfor er det vigtigt, at det nu bliver slået helt fast over for europæiske lovgivere.
Rapporten understreger desuden, at vi som ophavsretshavere skal have adgang til oplysninger om, hvordan og i hvilket omfang vores værker er brugt til træning af generativ AI. Og at der skal kunne skrides ind overfor techvirksomheder, som ikke lægger disse oplysninger åbent frem. Detaljerede oplysninger om brug af ophavsretsbeskyttede værker er et helt nødvendigt grundlag for at sikre en mere bæredygtig lovgivning på området.
Alt dette er endnu blot hensigtserklæringer og anbefalinger, som for en stor dels vedkommende stadig mangler at blive udmøntet i egentlig lovgivning. Men de kreative brancher udgør en ikke ubetydelig del af Europas samlede økonomi, og rapportens anbefalinger sender et nu kraftigt signal om, at europæiske politikere også er villige til at beskytte denne del af økonomien via lovgivning.