Spotifys indtog på det danske lydbogsmarked har de seneste uger skabt røre og en hel del uro blandt forfattere. Og med rette. For det er svært at gennemskue, hvad denne nye spiller på markedet kommer til at betyde for danske forfattere. For vores økonomi. Og for branchen som sådan.
I et svar til Kulturmonitor forsikrede Spotify i sidste uge, at de ikke anvender revenue sharing som afregningsmodel i Norden. Det er positivt. Men forfatterne mangler stadig indsigt i afregningen. Den forhandling foregår fortsat mellem forlag og streamingtjeneste – uden at forfatterne sidder med ved bordet.
Spotify kommer til Danmark med en målsætning om at udvide lydbogsmarkedet. At nå ud til flere – også til folk, som ellers ikke hører lydbøger. Det er også, hvad forlagene håber på: At Spotifys sagnomspundne algoritmer vil tilbyde læserne lige præcis de rigtige bøger – og på den måde løfte hele salget af lydbøger. Og at Spotify med sin uafhængighed af forlagsinteresser vil komplementere de eksisterende tjenester og dermed udvide markedet.
Men det er ikke ligegyldigt for forfatterne, hvor de nye lydbogskunder kommer fra. Hvis Spotify kan nå ud til folk, som ikke ellers læser bøger, så er markedet reelt blevet udvidet. Men hvis de nye lydbogskunder er folk, der før i tiden plejede at læse en papirbog, så er det dårligt nyt for forfatterne. For lydbøger afregnes – uanset afregningsmodel – stadig til en langt lavere pris end papirbøger.
En ny aktør på det næsten de facto monopoliserede lydbogsmarked kan altså godt blive positivt for forfatterne. Problemet er, at det ikke er os selv, der afgør, om det kommer til at gå sådan. Det forudsætter, at forlagene har taget ved lære – såvel af deres egne tidligere forpassede muligheder for at opnå bæredygtige aftaler som af det ræs mod bunden, som musikbranchen trådte ind i, da vi alle sammen vænnede os til at lytte til musik efter en all-you-can-eat-model.
Det danske lydbogsmarked har allerede vist os, at det samme kan ske for litteraturen. Læserne er ved at vænne sig til tre måneders gratis lytning, når de tegner abonnement på en ny tjeneste. Det er en forkert vej at tage. Og det er en tilgang til lydbøger, som på sigt kan risikere at undergrave hele vores branche, hvis ikke nogen hugger bremsen i. Som det er nu, er det forlagene, der har ansvar for den bremse. Det er dem, der sidder med ved forhandlingsbordet.
Forlagene er altså nødt til at bruge den nye, stærke aktør på markedet som en løftestang for at ændre magtforholdet mellem forlag og lydbogstjenester. Det er en bunden opgave, hvis vi skal sikre en bæredygtig branche. Og som forfattere må vi have forsikringer for at der bliver brugt gennemskuelige og retfærdige afregningsmodeller, og for at afregningen i det hele taget er rimelig.
Der er problemer med begge dele allerede i forhold til de eksisterende tjenester på markedet, og det er svært at se, hvordan en øget konkurrence kan blive til fordel for forfatterne. Det kræver, at forlagene er deres ansvar bevidst og tør stå fast overfor lydbogstjenesterne.
Når Dansk Forfatterforening stiller sig skeptisk overfor Spotifys tilstedeværelse på det danske lydbogsmarked, handler det altså ikke om, at vi er nogle sure, gamle kunstnere, som er imod al forandring. Det handler om, at vi kæmper for en bæredygtig bogbranche. Og hvis første led i hele den fødekæde, der er omkring bøgerne – nemlig forfatteren – ikke længere kan få økonomien til at hænge sammen, så kommer det i sidste ende til at gå ud over læserne. Af lydbøger såvel som af papirbøger.
Anne Sofie Hammer, forperson