Find oversætter

Forfattere skal kunne skrive skønlitteratur uden at frygte retsforfølgelse

5. januar 2026

Forfatter Thomas Boberg og forlaget Gyldendal er frifundet i injuriesagen anlagt af en restauratør fra Fejø, der har sagsøgt Boberg i forbindelse med hans udgivelse ‘Insula’, hvor restauratøren mente at kunne genkende sig selv.

Sagens afgørelse glæder forperson for Dansk Forfatterforening, Anne Sofie Hammer, som siger:

“En væsentlig del af Dansk Forfatterforenings formål er at forsvare forfatteres ytringsfrihed, og derfor er vi lettede over afgørelsen i Insula-sagen. Vi er lettede over, at danske forfattere fortsat kan skrive skønlitteratur uden at behøve frygte retsforfølgelse, hvis nogen ikke bryder sig om det, de skriver.

Retten har med afgørelsen i dag bekræftet, at det er tilladt at skrive fiktion, som er inspireret af verden omkring forfatteren. Og at omverdenen hverken har krav på at kunne genkende sig selv eller ikke at kunne genkende sig selv i forfatterens bog. Der er vide rammer for ytringsfrihed i litteraturen. Og sådan synes jeg også, det skal være. Nogle gange kan en bog vække anstød, men vi behøver ikke se særlig langt ud over Danmarks grænser for at konstatere, at  det så absolut er at foretrække, at bøger gerne må det.”

 

2004 - 2026 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte