Find oversætter

Forlag måtte trække bog tilbage efter redigering uden oversætterens godkendelse

18. februar 2025

Et forlag skulle genudgive en udenlandsk roman og købte derfor ret til genudgivelse af oversættelsen fra det forlag, der tidligere havde udgivet romanen i Danmark. Oversætteren fik den del af honoraret, som oversætteren havde ret til iht. oversættelseskontrakten. Men da den oversatte roman udkom, viste det sig, at det nye forlag havde sat en redaktør til at ”opdatere” teksten, eftersom romanen udkom første gang for snart 40 år siden. Redaktøren havde foretaget 2000 rettelser, uden oversætterens vidende, ligesom oversætteren ikke var blevet tilbudt selv at revidere teksten. Omfanget og arten af de sproglige rettelser indbefattede ikke kun ændret retskrivning, men også semantiske og stilistiske ændringer. Det ville oversætteren ikke lægge navn til, og ændringerne udgjorde en krænkelse af oversætterens ophavsret.

Forlaget havde tilmed begået den fejl at inkludere redaktøren i bogens kolofon med en formulering, der gjorde det uklart, om redaktøren ville blive anset som medoversætter i forhold til bibliotekspenge. Medlemmet søgte hjælp hos foreningens jurist.

 

Forlaget måtte trække bogen tilbage fra handelen (så vidt muligt) og destruere alle eksemplarer. Håndteringen af bibliotekssalget og registreringen i Nationalbibliografien var en saga for sig. Mange omkostninger og meget arbejde for forlaget. Oversætteren tilbød at redigere sin egen oversættelse til mere nutidigt dansk, endda uden at kræve yderligere honorar end den allerede modtagne andel. Det var forlaget forhåbentlig taknemmelige for, de tog i hvert fald imod tilbuddet.

Bogen udkom så igen – næsten 12 måneder efter den krænkende genudgivelse og mange måneder efter, at oversætteren havde afleveret sin opdaterede oversættelse. Hvorfor der skulle gå så lang tid, vides ikke.

Husk, at du som medlem altid kan søge råd og vejledning på jura@danskforfatterforening.dk

 

2004 - 2026 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte