Find oversætter

Formandens nytårshilsen 2024/2025

31. december 2024

Traditionen tro vil jeg gerne her på årets sidste dag ønske alle medlemmer af Dansk Forfatterforening et godt nytår. Jeg håber, at 2025 vil blive et år præget af tillid og courage. Et år med stærkt udbytte af det stille mod, vi lægger for dagen hver især, når vi skriver og tegner, arbejder og lever, som vi nu gør på hver vores måde i litteraturen. Og et år med tillid til, at det er gennem samarbejde og helhedsforståelse, at vi bedst kan forbedre vilkårene for vores stand.

Jeg synes, der har været for meget unødvendig strid og ubegrundet mistillid i 2024, men jeg tror ikke, det kommer til at vare ved næste år. Jeg mærker en langsomt voksende, men stadig skarpere opmærksomhed om nødvendigheden af at stå sammen mod de ødelæggende forretningsmodeller og teknologianvendelser, der truer dansk litteratur i form af kunstig intelligens og streaming. Det er udfordringer, vi kun kan klare sammen. Derfor har det også været virkelig glædeligt, at der har været høj grad af enighed i den ellers meget bredt sammensatte arbejdsgruppe, som kulturministeriet har nedsat til at udvikle en handlingsplan for litteraturen.

 

Til foråret skal arbejdsgruppen være færdig med sit bud på en styrkelse af dansk litteratur, og ingen ved endnu helt, hvad det kommer til at ende med af politiske tiltag. Men arbejdet har været præget af et ønske om undgå forslag, hvor de forskellige aktører og genrer blot tager fra hinanden og flytter de samme midler rundt i systemet. Det bliver et helt afgørende moment i 2025, når gruppen kommer med sine anbefalinger. Jeg tror godt, det kan blive ret afgørende.

For mig personlig bliver næste år også skelsættende i den forstand, at jeg har besluttet ikke at stille op til endnu en periode som formand og dermed træder af efter generalforsamlingen til foråret. Jeg har været på posten i en del år efterhånden, og jeg tror, det vil være sundt for en forening som vores med et skift. Det kan også være, at det vil være sundt for mig selv. Jeg glæder mig ikke til at stoppe, det gør jeg virkelig ikke, men jeg kan mærke tiden er inde. Ved at melde det ud til jer alle i god tid håber jeg at kunne give potentielle afløsere ordentlig mulighed for at overveje at stille op til foråret. Jeg forestiller mig senere at få lejlighed til at udtrykke min taknemmelighed for det job, I har ladet være mit siden 2017. For nu vil jeg blot ønske jer alle et rigtig godt nytår!

Mvh
Morten Visby, fmd. Dansk Forfatterforening

NB! Jeg håber, at vi ses til medlemsmiddagen den 25. januar 2025. Læs mere her: https://danskforfatterforening.dk/events/medlemsmiddag-og-fri-bar/

 

2004 - 2025 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte