Find oversætter

Hvorfor er det vigtigt at få opgørelse og royalties til tiden?

18. februar 2025

Du skal naturligvis have dine penge til tiden. Du regner med det, og du har krav på det. Og det er faktisk væsentlig misligholdelse fra forlagets side, hvis de ikke opgør og udbetaler royalty til tiden. Der gælder ingen gode undskyldninger i forhold til manglende betaling.

Derfor burde du roligt kunne afvente, at forlaget sender dig opgørelse og penge. Men, desværre kan det få kedelige juridiske følger for din mulighed for at få udbetalt de penge, som forlaget ikke har udbetalt til tiden, hvis du ikke selv rykker for det.

Manglende opgørelse og udbetaling kan være et tegn på, at forlaget mangler penge. Ender det med at forlaget går konkurs, så er sandsynligheden for at få dine penge meget ringe.

Pengekrav, der ikke er udbetalt til forfaldstid, er det der hedder simple krav i et konkursbo, og dem bliver der som oftest ikke penge til.

Ydermere kan du risikere, hvis du accepterer en afdragsordning med forlaget, at du skal tilbagebetale de afdrag du får udbetalt, hvis dette sker indenfor 3 måneder før konkursen.

Forsinkelse med betaling er væsentlig misligholdelse, der kan give dig ret til at ophæve kontrakten. Men kun hvis du er hurtig på aftrækkeren. Væsentlig misligholdelse skal påberåbes hurtigt efter det er konstateret, ellers kan du fortabe retten til ophævelse, men ikke retten til at få betaling (endnu).

Det er en psykologisk mekanisme, at jo længere du afventer svar fra forlaget, jo sværere bliver det at sende den rykkermail.

Jo længere tid der går fra du skulle have haft din opgørelse og penge, jo flere juridiske rettigheder  kan du miste.

Går der flere år uden du får opgørelser, kan du miste retten til dit krav helt!

Når der er gået 3 år efter du skulle have haft betaling, indtræffer der forældelse af økonomiske krav, som du kender til. Det er dog muligt at du kan gå 10 år tilbage, hvis du ikke kender til, at du har et krav. Det siger forældelsesloven. Desværre er der også nogle andre love om bogføring og skat, der siger at efter 5 år er forlag ikke længere forpligtet til at have bogføring for den pågældende periode.

Realiteten er, at hvis du venter længere end 3 år med at kræve oplysninger om salget, så har du meget ringe mulighed for at få de penge, du skulle have haft, først og fremmest fordi, det kan være svært at få de oplysninger du har brug for til at bevise dit krav.

Dette gælder også i forhold til de nye regler i ophavsretsloven, som skal sikre retten til et rimeligt vederlag også på lang sigt. Den ret man får i ophavsretslovens § 55 til ”et passende og forholdsmæssigt vederlag for udnyttelse af værket” betyder at man senere kan kræve et fremadrettet højere vederlag ved ”aftalejustering” jf. ophavsretslovens § 55b, hvis man kan bevise, at forlaget har tjent uforholdsmæssigt mange penge på udgivelsen af værket i forhold til forfatteren, oversætteren eller illustratoren – det gælder nemlig også ved engangsvederlag.

Det er forfatteren, oversætteren eller illustratoren, der skal bevise, at man har fået uforholdsmæssigt lidt i vederlag i fortiden. Det kan man kun, hvis man har sikret sig dokumentation fra forlaget, dvs. opgørelser.

Et eksempel vi tidligere har bragt, der viser vigtigheden af at have gemt dokumentation:

https://danskforfatterforening.dk/blog/100-000-kroner-til-forfatter-for-manglende-kreditering-i-8-aar/

Derfor er det også en central ret i ophavsretsloven, at både royaltymodtagere og modtagere af engangshonorarer har ret til at modtage oplysninger om den økonomiske udnyttelse af værket mindst 1 gang om året.

Det kan i en række tilfælde aftales, at der ikke er pligt for forlaget til at udsende opgørelser hvert år, men alle ophavere til bogværker har ret til at anmode om at få tilsendt en status 1 gang om året med henblik på at kunne have dokumentation til brug for en evt. aftalejustering, jf. ophavsretslovens § 55a og § 57.

Særligt om ret til information om salget for modtagere af engangshonorarer

Det er nyt at modtagere af engangshonorarer også har ret til information om salget. Reglerne i ophavsretsloven er suppleret i brancheaftalen indgået mellem Danske Forlag, DFF og Danske Skønlitterære Forfattere.

Danske Forlags medlemmer er således forpligtet til at sende honorarmodtageren information om salget for en periode på mindst 12 måneder efter udgivelsen. Denne information skal udsendes senest 24 måneder efter udgivelsen. Derefter gælder retten til at anmode om informationer 1 gang om året. Disse regler gælder for kontrakter indgået efter 6. juni 2023.

Hvilke oplysninger har du ret til at få fra forlaget?

Ophavsretslovens § 55 a, stk. 1, fastslår at ”Oplysningerne skal navnlig omfatte udnyttelsesmåder, udnyttelsesomfang, alle genererede indtægter og skyldige vederlag.”

I brancheaftalen er det specificeret i dennes § 2, at det betyder, at forlaget skal oplyse omsætning og antal ”solgte eksemplarer” (eller forbrug for digitale formater), der mindst skal opdeles i de pt. gængse bogformater – trykt bog, e-bog og lydbog. For de digitale formater skal forlaget specificere omsætning og forbrug på de pt. gældende omsætningsmodeller – styksalg (download), abonnement, biblioteksudlån, andet.

For fysiske eksemplarer skal forlaget kunne redegøre årligt for status på antal fremstillede og forbrugte eksemplarer. Forlaget behøver dog ikke at tage disse oplysninger med i den årlige redegørelse, men skal give dig disse oplysninger, hvis du anmoder om det.

Forlaget skal slutteligt også oplyse den omsætning der er på såkaldt ”sekundær” udnyttelse, herunder filmatisering, oversættelse (fordelt på lande) og salg af tekstbidder m.m.

Se hele brancheaftalen her:

https://danskforfatterforening.dk/wp-content/uploads/2022/10/221010-Ny-vejledende-brancheaftale-om-stoerre-transparens-i-oekonomien-bag-forlagskontrakter-1.pdf

 

 

2004 - 2025 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte