Dansk Forfatterforening indgiver den 18. august 2025 konkursbegæring mod Historia Group ApS.
Samtidigt indgiver kurator for konkursboet efter Superlux (Short Stories ApS under konkurs) konkursbegæring mod Hoi Forlag ApS.
Under forudsætning af at Sø- og Handelsrettens skifteret afsiger konkursdekreter, så lukker vi dermed alle forlagsaktiviteter i Hoi Publishing Danmark.
Dansk Forfatterforening repræsenterer adskillige medlemmer med økonomiske krav mod de to selskaber. I januar skulle Hoi Forlag ApS og Historia Group ApS udsende opgørelser og betaling af royalty for 2024. Enkelte fik opgørelser, vi har ikke hørt om nogen, der fik betaling. De fleste fik ingen opgørelser og kender dermed ikke deres royaltykrav, og så kan man f.eks. ikke tage kravet til inkasso eller indgive en konkursbegæring. Det bemærkes at Hoi Forlag ApS og Historia Group ApS i over 1 år har haft samme ledelse og samme adresse.
Der er dog enkelte forfattere i de to selskaber, som fik opgørelser for 2024 og disse krav har Dansk Forfatterforening haft til inkasso for medlemmerne i foråret 2025. Det udløste ikke nogen betaling, den daværende direktør svarede vores inkassoadvokat, at selskaberne ikke kunne betale. Kort tid efter forsvandt begge selskaber for en tid – bogstaveligt talt, og så kunne vi ikke forsætte de retslige procedurer.
Den 3. maj fandt vi i Dansk Forfatterforening ud af, at Hoi Publishing på deres svenske moderselskabs hjemmeside havde offentliggjort den glædelige nyhed, at de havde sat pris på den danske direktørs arbejde indtil 1. maj 2025. Nu var en svensker ved navn Mikael Palmqvist blevet direktør og fra d. 1. juni ville selskaberne have ny adresse i København. Ny direktør og ny adresse fremgik dog ikke af det danske selskabsregister. Vi kontaktede den tidligere direktør, som bekræftede sin opsigelse, at de tidligere adresser var afviklet og at hun havde afleveret alt og sagt til den nye direktør, at han skulle kontakte Dansk Forfatterforening. Den nye adresse i København kendte hun dog ikke.
Vi ventede forgæves på at høre fra den nye direktør frem til 1. juni, hvorefter vi skrev til direktør Mikael Palmqvist og bad ham redegøre for hvor selskaberne var flyttet hen og for hvornår de havde tænkt sig at sende opgørelser og betaling.
Den 17. juni afgav vi i Dansk Forfatterforening første gang konkursvarsel ift. Hoi Forlag ApS og Historia Group ApS ift. betaling af dokumenterede krav fra 7 medlemmer for 201.000 kr. inden d. 23. juni 2025. Tidsfristen omfattede også krav om at udsende opgørelser til samtlige forlagets forfattere og komme med en betalingsplan.
Kort før fristens udløb bad Hoi Publishing Danmark om en længere frist, da de allerede havde skaffet 100.000 kr. Da Dansk Forfatterforenings primære interesse er at sikre at alle de ramte medlemmer får deres penge, gav vi dem på baggrund af det løfte en forlængelse af fristen til 31. juli 2025.
Den 3. juli skrev direktør Mikael Palmqvist til Dansk Forfatterforenings jurist Anne Koldbæl og forperson Anne Sofie Hammer:” Mange tak… Vi udbetaler den første del, der er aftalt i e-mail, senest den 31. juli 2025, hvilket beløber sig til 201.007,38 kr. Vi vil også sammenstille og sende dere et udkast til de udestående royaltybeløb sammen med et forslag til betalingsplan, som vil være tilgængeligt i forbindelse med vores udbetaling af ovenstående beløb.”
Den 1. august var der hverken indgået penge eller noget svar på de stillede krav.
Den 8. august modtog Dansk Forfatterforening 35.000 kr. fra Hoi Forlag ApS og intet fra Historia Group ApS. Samtidig modtog vi Hoi Publishings forslag til en afbetaling af den samlede gæld, som hidrører fra salg af bøger i 2024. Deres forslag indebar, at gælden først ville være betalt endeligt med udgangen af marts 2026. Det vurderer Dansk Forfatterforening som meget problematisk, idet begge forlag i januar 2026 skal opgøre og betale royalty af bogsalget i 2025.
Det er på den baggrund Dansk Forfatterforenings samlede vurdering at ingen af de to selskaber er i stand til at fortsætte virksomheden med andet end løbende at sælge ud af de bøger, som allerede er udgivet og trykt. Dette baserer vi også på oplysninger om afskedigelse af medarbejdere, udnævnelsen af en ny direktør, der bor i Sverige og intet ved om forlagsdrift, samt flytningen af selskaberne til en adresse i København, hvor der ifølge virk.dk bor over 200 virksomheder. Der er næppe andre penge på kontoen en de månedlige indtægter fra det løbende bogsalg, og muligvis har de 1 medarbejder tilbage i Danmark. Selskabernes danske hjemmesider har også været nede siden slutningen af juli.
Derfor tror vi ikke længere på, at der er udsigt til at alle forfattere med bøger hos Hoi Forlag ApS og Historia Group ApS får deres penge, hverken for bogsalg i 2024 eller for bogsalg i 2025.
Med de indgivne konkursbegæringer håber Dansk Forfatterforening på, at vi endeligt kan få stoppet Hoi Publishing koncernens helt igennem uanstændige behandling af danske forfattere igennem mere end 18 måneder i forlagene Superlux, Historia og Hoi Forlag.