Man kan nemt komme til at føle et vist ubehag, når man hører biblioteker og litteratur omtalt i new public management-sprog, som var bøger blot varer på linje med møtrikker eller havemøbler, og bibliotekerne strømlinede forhandlere af disse.
Derfor er et nyt “investeringsforslag”, som netop er blevet førstebehandlet i Københavns Kommune, heller ikke læsning for sarte sjæle.
Forslaget beskriver en investering på 4,7 mio. kr. i et nyt styringskoncept “med inspiration fra ‘ABC-metoden’ fra traditionel lagerstyring”. I forslaget drages direkte paralleller mellem bibliotekernes formidling af bøger – og så “lagerstyring i virksomheder med et stort varesortiment”.
Tanken er, at Københavns Kommunes 100.000 voksentitler i det digitale bibliotekssystem skal opdeles ud fra forskellige genrekvaliteter, som derefter kan behandles nøjagtigt som på et hvilket som helst andet lager, hvor varerne “opdeles efter popularitet, hvor de mest efterspurgte i forskellige varekategorier bliver gjort nemt tilgængelige for kunderne og markedsføres mest”.
Målet med en sådan øvelse er ikke blot at spare medarbejderressourcer til formidling, men også at blive bedre til at forudse, hvor meget den enkelte titel vil blive udlånt – og dermed blive i stand til at indkøbe det helt rigtige antal eksemplarer.
Forslaget skal bygge videre på de centralt styrede bogudstillinger, som er blevet indført de senere år, og som har “øget produktiviteten og udlånet betydeligt”. I bedste vækst-terminologi skal dette forslag nu føre til “et endnu mere produktivt og målrettet bibliotekstilbud” ved at stille et omfattende statistisk materiale til rådighed, som skal “understøtte den strategiske styring”.
Systemet skal spare “1,0 årsværk i 2027, stigende til 1,5 årsværk i 2029” (ud af i alt ca. 50 årsværk) og skal samtidig muliggøre “et mere målrettet indkøb af bøger”, som skal sikre en besparelse på 0,2 mio. kr. årligt fra 2028.
Hele denne strømlining minder til forveksling om de algoritmer, vi allerede kender så godt fra internettet, hvor vi konstant præsenteres for mere af det samme, som det, algoritmen kan se, at vi i forvejen godt kan lide.
Ingen synes at stille sig selv spørgsmålet: Er det det, vi ønsker, at vores biblioteker skal kunne?
Eller: Er det overhovedet det, der står i biblioteksloven, at bibliotekerne skal?
Biblioteksloven arbejder med tre kriterier: Kvalitet, aktualitet og alsidighed. Det nye forslag fra Københavns Kommune fokuserer udelukkende på aktualitet, når algoritmen til indkøb af bøger styrer i retning af det i forvejen mest søgte – samt det, som algoritmen forudsiger vil blive morgendagens mest søgte.
Det levner ikke megen plads til hverken genrehybrider, overraskende nye indsigter eller til at tage en chance med noget, som ikke ud fra beregningerne burde slå bredt igennem. Netop de områder af arbejdet, som dygtige bibliotekarer og formidlere forstår. Og som gør biblioteket til et sted, hvor vi møder nye indsigter – og ikke kun bekræftes i de allerede kendte.
Der er noget grundlæggende forkert ved tanken om at forsøge at tvinge et uden tvivl effektivt lagerstyringssystem ned over bibliotekernes indkøb og formidling af bøger. Det strider imod forståelsen af bøger som andet og mere end møtrikker og havemøbler. Som ånd, som viden, som kunst og som oplevelser, der langt overskrider den reelle fysiske hyldevare.
Noget helt andet er så, om sådan et system overhovedet er billigere, end det er at have en bibliotekar til at udføre arbejdet. I beregningerne ser det ud, som om systemet ret hurtigt vil tjene sig selv hjem. Som om det aldrig skal rettes til eller opdateres af konsulenter med væsentligt højere timeløn end bibliotekarer. Og som om det ikke vil kræve løbende efteruddannelse af biblioteksmedarbejderne at bruge systemet.
Det er muligt, at beregningerne faktisk holder stik, og at systemet således ikke kun betyder en forringelse, men også en faktisk besparelse. Det strider bare imod al tidligere erfaring med nye IT-systemer.