Find oversætter

Seneste nyt om konkursbehandlingen i Forlaget Vandkunsten under konkurs

16. august 2024

Forlaget Vandkunsten gik konkurs i september 2023. Det betyder, at en advokat med speciale i behandling af konkursboer, advokat Anne Birgitte Gammeljord, blev udnævnt til kurator og dermed skal afhænde alle værdier i selskabet (aktiver) og fordele dem til de kreditorer, der har penge til gode (passiver) efter en prioriteret liste (konkursordenen). I konkursordenen kommer omkostninger til konkursbehandlingen og kurators salær først, derefter kommer andre prioriterede krav, og det der bliver tilbage fordeles ligeligt blandt resten af kreditorerne, hvoraf de fleste har almindelige (simple) krav. Alle krav på udestående royalties er simple krav.

Om restlageret af bøger

DFF’s jurist har siden forlaget gik konkurs i september 2023 modtaget henvendelser fra mange medlemmer, og en hel del ikke-medlemmer, herunder især om muligheden for at købe egne bøger fra forlagets varelager. Det skal understreges, at det er kurator i konkursboet, advokat Anne Birgitte Gammeljord, der råder over boet og varelageret og hvortil henvendelse derom skal rettes.

Kurator har dog i sin seneste statusrapport udsendt i juli 2024 til kreditorerne oplyst, at kurator pt. ikke kan afhænde bøger fra lageret, da distributøren DBK holder bøgerne tilbage til sikkerhed for økonomiske krav mod det konkursramte selskab. Det må forventes, at uanset om det er kurator eller DBK, der ender med at overtage bøgerne, så vil det primært være med henblik på at sælge restlageret til fulde eller i større bidder for at rydde lageret hurtigt, dvs. ikke til enkeltpersoner. Restlageret består ifølge kurator af ca. 90.000 bøger fordelt på ca. 250 titler.

Den enkelte forfatter, illustrator eller oversætter har ikke noget krav på at erhverve de trykte bøger, kun på betaling af royalties for det salg af bøger, der har fundet sted før konkursen indtraf. Kurator har dog også meddelt, at der ikke ses at være bogført i forlaget for 2023. Indtægter fra bøger, der sælges under eller efter konkursen, har ophaverne til de enkelte værker desværre ingen ret til andel af.

Anmeldelse af krav på ubetalte honorarer til medlemmer af DFF

DFF har i oktober 2023 anmeldt et estimeret krav på ubetalte royalties til de af vores medlemmer, der gennem de seneste 10 år har fået udgivet og solgt bøger hos Forlaget Vandkunsten på ca. 600.000 kr. i hele perioden. Beløbet er behæftet med stor usikkerhed. DFF har nemlig også været nødt til at skrive i anmeldelsen at det er ”DFF’s skøn baseret på adskillige års kendskab til forlagets praksis, at der ikke foreligger skriftlige udgivelseskontrakter for 50-75% af forlagets aftaler med oversættere, forfattere og illustratorer.” og det er næsten 100% sikkert, at hvis man ikke har fået en skriftlig forlagskontrakt, så har man heller aldrig modtaget royalties for solgte bøger. Alle honorarkrav, der er ældre end 10 år, er med sikkerhed forældede. Krav der er ældre end 3 år, er sandsynligvis forældede. Kender man hverken antallet af trykte eller solgte bøger, så har man ingen dokumentation for sit krav.

Alle rettigheder tidligere overdraget til Forlaget Vandkunsten er gået tilbage til ophaverne!

DFF har til gengæld gjort gældende over for kurator, at i alle de tilfælde, hvor der ikke ligger en skriftlig forlagskontrakt i konkursboets gemmer, så gælder det, at så er der alene overdraget rettigheder til at udgive værket i de udgaver, som kurator kan dokumentere, er blevet udgivet af forlaget Vandkunsten. Reelt drejer det sig efter alt foreliggende at dømme kun om den trykte originaludgave. DFF har gennem det forløbne års indsamling af historik fra ophaverne, endnu ikke stødt på krav relateret til andet end udgivelse på dansk i trykt form. I tråd hermed har kurator i sin redegørelse konkluderet ”Selskabet har ikke haft forlagsrettigheder.”

Det fremgår også af Kurators redegørelse, at alle tidligere (selskabs)inkarnationer af Forlaget Vandkunsten, siden dets stiftelse som Forlaget Vandkunsten ApS i 2003, er ophørte og indgået i det konkursramte selskab Vandkunsten 2 ApS.

Det vil sige, at alle forfattere, illustratorer og oversættere, der nogensinde er udgivet på Forlaget Vandkunsten, kan råde frit over alle de (egne) rettigheder, de i sin tid overlod til Forlaget Vandkunsten, uanset om der forelå en skriftlig kontrakt eller ej. Dette gælder også alle rettigheder til genudgivelse i trykt form.

Salg af trykfiler til andre danske forlag

Forfattere, oversættere og illustratorer kan opleve at blive kontaktet af andre forlag, der af kurator har købt trykfiler til bøger i håbet om at kunne erhverve rettigheder til genudgivelse. DFF er bekendt med at oversættere er blevet kontaktet af et forlag med forslag om indgåelse af en ny kontrakt om rettighederne til at genudgive oversættelser på den baggrund. Det er lidt af en lottokupon for køberne af trykfilerne, da disse intet er værd, hvis køberforlaget og ophaveren ikke kan blive enige. Ophaveren kan vælge at indgå aftale med en anden udgiver, der så kan fremstille en ny trykfil.

Om årsagen til konkursen

Den primære grund til at Forlaget Vandkunsten gik konkurs angives af kurator til at være manglende indsendelse af årsregnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for 2022. Dertil kommer den manglende bogføring i 2023, for når det kan konstateres, at der i perioden 2022-2023 har været udgivelser og bogsalg i forlaget med indtægter til følge, så resulterer det ubønhørligt ved selskabets konkurs i et stort krav fra staten på udestående skatter, afgifter og moms. Dette er foreløbigt opgjort af Gældsstyrelsen til over 1,7 mio. kr. Aktiverne i konkursboet er i juli 2024 af kurator værdisat til ca. 255.000 kr.  Restlageret af bøger har reelt ikke nogen værdi før det kan sælges, men realistisk set bliver der næppe meget (eller intet) at hente for kreditorerne i kategorien simple krav (konkurslovens § 97), hvor der samlet er anmeldt krav på ca. 2,9 mio.

Det kan endnu ikke konkluderes, om alle eventuelle krav på royalties er tabt, da det bl.a. afhænger af om kurator kan sælge restlageret. Næste orientering fra kurator følger senest om 6 måneder, hvis ikke boet sluttes inden da.

Skulle der sidde enkelte medlemmer derude, der har dokumentation for krav i konkursboet, som vi ikke allerede har hørt fra, så er det ved at være sidste chance for at kontakte DFF’s jurist, Anne Koldbæk på jura@danskforfatterforening.dk

 

 

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte