Brevet skal både ses som en tak og et opråb. En tak til alle de danske kulturforbrugere, som gennem deres kulturforbrug, har været med til at sikre et levende dansk kunst og kulturliv. Men brevet er samtidig også et opråb til de danske politikere,
om ikke at tage det vi har for givet. Kunst- og kulturområdet har gennem en årrække været hårdt ramt af 2 pct. Besparelser, og der bliver i alt i aftaleperioden (fra 2016-2022) igen sparet på kunst og kultur.
I modsætning til andre store områder har kunst og kulturområdet været særligt ramt, fordi området i forvejen er præget af meget små budgetter,
hvor der har skullet prioriteres skarpt på de enkelte museer, uddannelsesinstitutioner, teatre, spillesteder mm.
Det har længe haft negative konsekvenser for de enkelte museer, teatre og landets spillesteder. Formand i Dansk Kunstnerråd Jørgen Thorup udtaler:
”Det er afgørende, at politikerne bliver bedre til at skelne mellem udvikling og innovation og den drift som også er forbundet med et levende kunst og kulturliv. Det giver ingen mening at bede borgerne forholde sig til, om de ønsker behandling for en livstruende sygdom eller koncert og teateroplevelser.
De er ikke hinandens modsætninger – og det er ikke en farbar sammenligning. I Dansk Kunstnerråd ser vi gerne at 2 pct. besparelserne langt om længe bliver taget af bordet.”
Susi Hyldgaard, som er formand for DJBFA, der er en af kunstorganisationerne under Dansk Kunstnerråd og initiativtager til annoncen, finder det utroligt, at vi ikke er nået længere i prioritering af kunst og kultur:
” Regeringens eget vækstteam har netop fastslået, at de kreative erhverv omsætter for 234 mia. og at der ligger et kæmpe potentiale i at understøtte en fortsat vækst. Alligevel prioriterer vi ikke området i form af investeringer. Det er kun lommeuld, der kommer af ingenting. Vi gambler med et kæmpe potentiale i de danske kreative erhverv, og vi risikerer at Danmark bliver overhalet indenom af de andre lande. Det er torskedumt.”
Bag kunst og kulturorganisationernes fælles opråb ligger et håb om, at man fra politisk side, vil tage emnet op på tværs af partierne. Vores kunst- og kulturliv skaber hver dag indhold og oplevelser. Det binder os sammen som folk og bidrager aktivt til samfundsøkonomien, lyder det fra organisationerne.
Bag brevet står flg. Kunst og Kulturorganisationer
DJBFA – Komponister og Sangskrivere
Dansk Musiker Forbund
Dansk Artist Forbund
Billedkunstnernes Forbund
Dansk Skuespillerforbund
Danske Populærautorer
Danske Skønlitterære Forfattere
Danske Filminstruktører
Foreningen af Danske Dramaturger
UKK – Unge Kunstnere & Kunstformidlere
Uafhængige Scenekunstnere
Tegnerne, Tegnerforbundet af 1919
Foreningen af Danske Sceneinstruktører
DJ Fotograferne
Danske Tegneserieskabere
Danske Scenografer
Danske Kunsthåndværkere og Designere
Danske Bladtegnere
Dansk Solist Forbund
Dansk Organist og Kantor Samfund
Dansk Kor Forbund
Dansk Komponist Forening
Dansk Filmfotograf Forbund
Dansk Kapelmesterforening
Dansk Forfatterforening
Danske Dramatikere