Find oversætter

Tilbagefald af rettigheder – ændringer i Ophavsretslovens § 54

18. september 2023

”Alle rettigheder overdraget til forlaget efter denne kontrakt skal bringes til udnyttelse indenfor rimelig tid”, står der i den nyligt ændrede §54 i ophavsretsloven.
Medmindre andet fremgår af specifikke bestemmelser i kontrakten, så betyder rimelig tid, at hvis rettighederne til et specifikt format eller udnyttelseskategori ikke er bragt til udnyttelse af forlaget, inden der er gået 3 år efter udgivelsen af værket i det primære format, så kan forfatteren varsle rettighedernes tilbagegang, hvis forlaget ikke iværksætter udgivelse af den eller de pågældende rettigheder indenfor 6 måneder fra forfatterens henvendelse.

Bemærk, man godt kan have længere eller kortere frister i specifikke bestemmelser i kontrakten. De SKAL dog være ”rimelige”, da § 54 ikke kan fraviges til skade for ophavsmanden.

Sædvanen i forlagskontrakter er ifølge Dansk Forfatterforenings erfaring:

  • Første udgivelse af værket (i trykt eller digital form) – indenfor 12 eller maksimalt 18 eller 24 måneder.
  • Udgivelse af værket i øvrige bogformater – indenfor 1-3 år fra første udgivelse af værket.
  • Udnyttelse af øvrige rettigheder, herunder formidling af rettigheder til udgivelse i udlandet, filmatisering mv – indenfor 3 år fra første udgivelse af værket

Husk, at du altid kan søge råd og vejledning hos foreningens jurist Anne Koldbæk på jura@danskforfatterforening.dk

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte