Hvordan blev du forfatter?
Som barn elskede jeg at skrive og fortælle historier, og jeg plejede at sige, at jeg ville være forfatter – og hvis jeg ikke kunne blive forfatter, ville jeg være journalist. Jeg blev så journalist.
I mange år skrev jeg slet ikke noget skønlitterært, men da jeg fik børn, begyndte jeg at fortælle dem historier, som jeg selv fandt på – og senere skrev ned. Så mit forfatterskab er vokset ud af mundtlig fortælling, hvor historierne blev improviseret frem, mens børnene lyttede på.
Hvorfor henvender du dig lige præcis til børn og unge?
Tjah… Det falder mig åbenbart bare lettere at finde på historier til børn end voksne. Måske fordi børn bliver fanget ind af en eventyrverden og fantasi, der også appellerer til mig. Jeg har også været helt vild med at lave skattejagter for børn. Men efterhånden har jeg også fået lyst til at prøve kræfter med at skrive til voksne.
Hvilke overspringshandlinger har du?
Jeg prøver ihærdigt at undgå overspringshandlinger og i stedet holde pauser, hvor jeg helt bevidst og med god samvittighed lægger arbejdet væk og fx går en tur. Nogle gange gør jeg det med et ur, så jeg skal arbejde koncentreret i 25 minutter og derefter holde 5 minutters pause. Men en gang imellem falder jeg selvfølgelig også i og opdager lige pludselig, at jeg har brugt en masse tid på at læse nogle meget mærkelige nyheder på nettet.
Lever du af at være forfatter? Hvis ja, hvordan får du det til at hænge sammen? Hvis nej, hvordan får du så økonomien til at hænge sammen?
Jeg er selvstændig og lever både af at være forfatter og freelance journalist. I forfatterdelen kommer en stor del af indtægten fra foredrag og optrædener på skoler og biblioteker – og så bibliotekspenge, royalties og legater. Efterhånden ville jeg faktisk godt kunne leve udelukkende af forfatterdelen, men jeg synes også, det er sjovt at være journalist. Det er en god afveksling, at jeg som journalist ikke selv skal finde på, men derimod spørge andre mennesker om deres liv og tanker.
Hvad kan du bedst lide ved skriveprocessen? Og hvad er det værste?
Det bedste er at være fuldstændig i flow, så historien bare kommer af sig selv. Som forleden hvor jeg skrev udenfor. Da det begyndte at regne, tog jeg computeren i tasken og gik videre, og så var det bare som om historien fortsatte inde i hovedet og jeg måtte finde ly i et bådeskur og skrive videre. Det værste er omvendt at gå i stå med fornemmelsen af at det aldrig nogensinde vil lykkes.
Har du testlæsere? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg kan godt lide at prøve historierne af på børn og se deres reaktion. De kan ikke sige, hvad du skal gøre anderledes, men du kan se om, det virker eller ej. Tidligere brugte jeg især mine egne børn, men nu er de ved at være store (13 og 15 år). Heldigvis har jeg nogle små niecer og et bonusbarnebarn på snart 1,5 år.
Hvordan laver du research?
Mest ved bare at søge på nettet. Jeg har fx set en hel masse YouTube i forbindelse med min romanserie De Hemmelige Youtubere. Men nogle gange laver jeg også en slags interviews. Da jeg skrev ’Danmarks bedste band’ om MGP, besøgte jeg fx nogle børn, der havde været med i MGP for at høre om deres oplevelser.
Hvad er det hidtidige højdepunkt i din karriere?
Det må enten være, da jeg fandt ud af, at en helt fremmed pige fra Jylland havde klædt sig ud som en af mine karakterer til fastelavn. Eller da min debutbog ’Farvel sut, sagde krokodillebarnet’ blev oversat til svensk, norsk og finsk og uddelt i op mod en kvart million eksemplarer igennem et nordisk læsefremme-projekt.
Er du med i en skrivegruppe/har du en skrivemakker? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg har aldrig været med i en rigtig skrivegruppe, måske fordi jeg i starten havde alt for travlt med små børn og fuldtidsjob. Men jeg har et meget tæt sparrings-samarbejde med min gode kollega Birgitte Bregnedal. Det startede under corona-nedlukningen, hvor vi gik ture sammen og talte i telefon, og så er vi fortsat. Det handler ikke så meget om at læse hinandens tekster – mere om alt det andet rundt om forfatterskabet: Hvad skal jeg sige til denne her kontrakt? Hvordan får jeg presse på min næste bog? Hvilke opgaver skal lige nu prioriteres højest? Og om at dele op- og nedture, fejre og græde ud.
Er du åben om igangværende projekter, eller afslører du først noget, når bogen er færdig?
Jeg er ret åben, og måske synes min mand og børn også, at jeg er FOR åben. Jeg kan i hvert fald godt lide at snakke med dem om, hvad der sker i arbejdsprocessen.
Hvad synes du er det vigtigste ved at være med i BU-gruppen?
At være del af et fællesskab og få mulighed for at deltage i kurser og arrangementer.