Find oversætter

Mød dit styrelsesmedlem: Lise Bidstrup

I løbet af den næste tid vil du her på hjemmesiden have mulighed for at møde dine BU-styrelsesmedlemmer. Vi har rystet posen med spørgsmål lidt – men ellers er konceptet det samme, som du kender det fra “Månedens BU’er”.

Af BU-gruppen - 4. januar 2023

Vælger du selv fortællingen, eller vælger den dig?
Det er meget forskelligt. Nogle gange … især hvis der er noget i samfundet, der hidser mig op, så vælger jeg, at jeg vil skrive om det. Andre gange er der en ide eller som regel i virkeligheden et brudstykke af en ide, der dumper ned i mit hoved, og så går den ikke væk, før jeg begynder at arbejde med det.

Hvad gør du, når du går i stå i dit arbejde?
Jeg arbejder som regel på flere bøger på én gang, så hvis jeg går i stå ét sted, så tager jeg bare fat på en anden bog. Der er altid et eller andet, der skal redigeres eller gennemskrives, som jeg kan ordne, mens en ide eller et plothul bearbejdes i baghovedet. De sidste måneder har der været private omstændigheder, der har gjort, at jeg simpelthen ikke kunne koncentrere mig om skriveriet, og der var min tilgang faktisk at droppe at skrive, indtil jeg kom ovenpå igen. Jeg synes, min erfaring har vist mig, at det meget sjældent er en god ide at forcere skriveprocessen eller den kreative proces. Ting tager den tid, de tager. Lidt ligesom den der ost 🙂

Har du altid samme proces, når du arbejder, eller er den ny for dig hver gang?
Jeg arbejder meget ofte på samme måde: Ide -> Synopse -> Kapiteloversigt -> Skrive -> gennemskrive -> redigere -> redigere -> redigere -> hade processen -> spise en tudekiks -> redigere -> redigere -> fejre.
Nogle gange er der en bog, der vil skrives anderledes, f.eks uden synopse eller bagvendt eller noget, og så gør jeg det.

Hvorfor meldte du dig ind i styrelsen?
Jeg var sådan en type, der før jeg blev udgivet, gik rundt på BogForum og drømte om at komme ind på et forlag men også om at komme ind i Forfatterforeningen. Så var man ”rigtig” forfatter, og jeg er desuden ret social, så det der med at få kontakt til nogle kolleger var vigtigt for mig helt fra starten. Jeg tror, der gik 7 minutter, fra jeg fik udgivet min første roman, til jeg var medlem.

Hvad er det sjoveste ved arbejdet?
Uh! Jeg elsker elsker elsker at researche, og så er det helt fantastisk at være i ægte skriveflow. Der hvor tiden forsvinder ned i tasterne, uden man lægger mærke til det.

Vælger du selv din illustrator, eller vælger nogen for dig, og hvad vil du foretrække?
Nogle gange vælger jeg selv, og andre gange vælger forlaget. Jeg foretrækker ikke noget. Det er alt afhængigt af bogen.

Hvad er det fedeste ved at være medlem?
Det fedeste ved at være medlem er de andre medlemmer. Det er der ingen tvivl om. Jeg har både fået gode kolleger og gode venner gennem foreningen, og jeg synes altid, det er super hyggeligt at være sammen med de andre i gruppen. Desuden er det også virkelig tilfredsstillende at arbejde i styrelsen og vide, at man er med til at styrke det faglige, det sociale og det politiske i forhold til at være forfatter og illustrator.

Opfatter du dig selv som kunstner eller håndværker?
80% håndværker og 20% kunstner.

Hvor meget betyder en god redaktør for dig?
Det er forskellen på om en bog bliver virkelig god eller super god, så det betyder vildt meget.

Klæ’r du dig tit ud som pelsdyr?
Ikke tit. Men når jeg gør, så er det som en old english sheepdog, for der er man ret sikker på ikke at blive genkendt i S-toget.

Hvordan opfatter omgivelserne dig, når du siger, du er forfatter?
De lægger hovedet på skrå og venter på, at jeg siger noget interessant, for der er en tendens til at tro, at forfattere er sådan nogle helt vildt spændende personligheder… hvilket jo ofte er rigtigt 🙂

Er du neurotisk mht. din arbejdsplads (indretning, udseende osv.)?
Nej, det er jeg ikke. Jeg skriver helt vildt godt, når min hund ligger op ad mig og sover, og jeg har meget svært ved at skrive, når manden er hjemme. Men det er mest, fordi han har svært ved ikke at forstyrre.

Hvad er din yndlingsoverspringshandling?
Desværre noget så banalt som Netflix… Det ville være sejt at kunne sige, at det var free diving eller mountain biking i Pyrnæerne, men nej, jeg tænder for fjernsynet, hvis jeg skal springe over. Alt andet: Gå med hunden, handle, lave mad, vaske tøj… det er jo ikke rigtig overspring, for det skal gøres under alle omstændigheder, og om det er kl. 11 eller kl. 14.43, det kan jo være ligegyldigt.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte