Find oversætter

Månedens BU’er: Glenn Ringtved

Navn: Glenn Ringtved
Alder: 53
Debutår: 1995
Bopælsby: København
Primære målgruppe: Børn og unge
Fun fact: Tidligere bokser med murofobi

Af BU-gruppen - 14. juni 2021

Hvordan blev du forfatter?
Det skete forbavsende tidligt i betragtning af min skolegang, som ikke var særligt imponerende. Men jeg kunne godt lide at skrive. En dag blev jeg kaldt ind til en opbyggelig samtale, og min klasselærer sagde, at jeg skulle tage og blive forfatter, for hun syntes, at der i det mindste var én ting, jeg var god til. Det var i nok i sjette klasse, og det var lidt en åbenbaring for mig. At det faktisk var noget, man kunne blive. Derefter begyndte jeg at skrive lidt mere målrettet. I første omgang til skrivebordsskuffen, naturligvis, men jeg har en følelse af, at der fra det øjeblik ikke var nogen vej tilbage. Min første bog, som jeg sendte til Gyldendal og fik antaget, skrev jeg, da jeg var i starten af tyverne. Det var, også dengang, altid børnebøger, jeg havde i tankerne. Jeg tror, jeg havde en aversion imod alt, der var voksent. Det
hænger lidt ved …

Hvad arbejder du på lige nu?
Forskellige ting. En ungdomsroman sammen med Sarah Engell og Tomas Lagermand Lundme. Og en ny ungdomsserie for piger, om Ida, der er en pige- udgave af mit femtenårige jeg, med (lidt for) store kunstneriske ambitioner. Det er de to ting, der har fyldt det senest år.

Hvilke overspringshandlinger har du?
Mange, men jeg har fundet ud af, at det er okay. Jeg går lidt for meget ud for at ryge, og ellers læser jeg lidt avis på nettet. Men jeg skriver ofte i små energiske ryk, så jeg er nødt til at holde mange pauser – bilder jeg mig ind. Når jeg går ud, kommer jeg som regel tilbage med en idé eller en sætning eller to, som jeg så kan arbejde videre på. Det er, som om det altid lige løser sig med en tur op på volden. Så jeg har efterhånden accepteret, at de mange små pauser bare er en del af arbejdsprocessen.

Lever du af at være forfatter? Hvis ja, hvordan får du det til at hænge sammen? Hvis nej, hvordan får du så økonomien til at hænge sammen?
Ja, og jeg har stort set aldrig lavet andet. Jeg gik fra SU til at være forfatter, så den økonomiske del af overgangen til at være fuldtids var ikke så hård igen. Især fordi jeg fik mulighed for at oversætte lidt ved siden af. Jeg har altid levet ret spartansk, og det er en livsstil, som passer mig rigtig godt, fordi tid for mig er den vigtigste ressource. At have muligheden for at gå og dagdrømme mig frem til historierne.

Hvorfor henvender du dig lige præcis til børn og unge?
Det med aversionen er måske lige letkøbt nok, men der er en sandhed i det. Og så tror jeg bare, at det passer til mit sprog og min lidt utålmodige måde at skrive på. Jeg skriver meget på følelser og impulser, og når jeg en sjælden gange forsøger at skrive til voksne, finder jeg de følelser nærmest patetiske, hvorimod de følelser jeg henter, når jeg skriver til børn og unge, føles meget stærke og ægte.

Hvad vil du IKKE skrive om? Og hvorfor?
Umiddelbart kan jeg ikke se, at der skulle være temaer, jeg ikke skulle kunne skrive om. Jeg har jo været igennem mange barske emner, som f.eks. selvmord og seksuelt misbrug. Jeg vil gerne turde skrive om alt, fordi det jo findes derude. Men det er vigtigt, at historien kommer et ”ægte” sted fra, at jeg kan mærke den. Ellers er det uinteressant.

Hvad er de vigtigste elementer i din arbejdsproces?
Min arbejdsproces er lidt af en rodebutik. Det er meget forskelligt fra bog til bog. Jeg føler lidt, at jeg har glemt det hele, når jeg starter på noget nyt, og skal ligesom opfinde den dybe tallerken om og om igen. Men først og fremmest skal det være lystfyldt. Jeg skal glæde mig til at komme på arbejde og gerne have den der lidt nervøse, forventningsfulde fornemmelse i maven. Det betyder også, at jeg tit kommer på afveje i historien og går i stå undervejs. Fordi jeg insisterer på spontanitet og ikke at vide for meget på forhånd. Det er objektivt set måske lidt dumt, men jeg har lært at leve med kaosset og acceptere, at det nu engang er sådan, jeg arbejder bedst.

Hvad kan du bedst lide ved skriveprocessen? Og hvad er det værste?
Helt klart at skrive en person frem. Jeg ved ingenting om mine karakterer på forhånd, og så kommer de ligesom snigende ind på mig, udvikler sig og tager nogle gange styringen. Så føles det helt rigtigt. Jeg elsker at bygge universet op. Og så selvfølgelig at forsvinde helt ind i det. Det er fantastisk. Der sker så desværre det, at jeg altid går i stå, når der skal til at ske noget i selve historien. Det interesserer mig i virkeligheden ikke særligt meget. Det er den hårde del af processen. Ofte har jeg en halv historie liggende i årevis, fordi jeg har brug for en åbenbaring, for at kunne komme videre. Det kan slå ned som et lyn, mens jeg står i køen i Fakta, og jeg tænker: ’Nå ja, det er sgu da dét, den handler om.’ Det er altså ofte ret sent, jeg finder ud af, hvad det egentlig er, jeg vil med historien og har på hjerte.

 

 

Har du testlæsere? Hvorfor/hvorfor ikke?
Nej, meget, meget sjældent. Og det skyldes ganske enkelt blufærdighed. Jeg bryder mig i grunden ikke om at snakke om mine bøger. Så jeg sender mit manus til min redaktør, når jeg er færdig, og så må det briste eller bære.

Hvordan laver du research?
Jeg er ret dårlig til at researche. Det er nok fordi, jeg, når jeg får en idé, mest af alt har lyst til at komme i gang med at skrive og se, hvad der sker. Så min research, hvis der er nogen, kommer oftest undervejs. Og det er den dovne version, hvor jeg bare googler lidt. Jeg har lige skrevet en tegneserie om Jens Nielsen, der er den sidste dansker, der er blevet henrettet i fredstid, som snart udkommer på Gyldendal. Der var jeg bl.a. i rigsarkivet og i Horsens Statsfængsel, og det er jo spændende nok i sig selv, men jeg kan allerbedst lide bare at sidde i fred og ro og selv finde på det hele.

Hvad er det hidtidige højdepunkt i din karriere?
Der er selvfølgelig de helt åbenlyse, som når man vinder priser. Jeg synes, det var stort af få The Batchelder Award i USA for bedste udenlandske børnebog for ”Græd blot hjerte …”. Og det er stadig vildt at opleve, hvor meget den bog betyder for folk rundt omkring i hele verden. Jeg får mange henvendelser hele tiden, og den har klart gjort større indtryk andre steder, end her i Danmark. Det er jeg lidt stolt af. Og så er der de mere jordnære øjeblikke, i selve skriveprocessen, hvor man bare føler, at det hele går op i en højere enhed. Det er vel det, jeg skriver for. Den magi, der kan opstå. Det er i hvert fald et hverdagens højdepunkt, og det er bestemt ikke uvæsentligt at have dem også.

Er du med i en skrivegruppe/har du en skrivemakker? Hvorfor/hvorfor ikke?
Nej, det er nok igen det der med blufærdigheden. Jeg bryder mig heller ikke om at skulle læse andres ting og give kritik. Jeg tror, jeg er for konfliktsky til at være med i sådan en gruppe. Jeg ville jo ligge søvnløs i dagevis op til sådan et møde … Men jeg er sikker på, at det kunne være meget givende. Til gengæld har jeg jo skrevet bøger sammen med andre, bla. ”Dig og mig ved daggry” med Sanne Munk Jensen. Det var en anden proces og mindre blufærdigt, fordi man sætter sig et mål om at skrive den bedst mulige bog sammen og derfor må sluge alle kamelerne. I en så ensom branche er det dejligt at have nogle kollegiale fællesskaber. Jeg sidder i et kontorfællesskab på Christianshavn med nogle andre forfattere, og vi er ret gode til at snakke fagligt med hinanden.

Er du åben om igangværende projekter, eller afslører du først noget, når bogen er færdig?
Jeg bryder mig ikke om at tale om projekterne undervejs i processen. Det er, som om det mister magien og kommer til at lyde dumt og naivt. Så vil jeg heller gå rundt med min egen naive tro på, at dén her gang bliver det verdens fedeste bog. Man kan hurtigt nok komme ned på jorden igen …

Hvad laver du i din fritid?
Jeg ville ønske, jeg kunne finde på en masse spændende ting at sige, men der foregår egentlig ikke alverden. Jeg tror, der sker rigeligt i min fantasiverden. Men jeg kan godt lide at gå lange ture og kigge på mennesker. Og så se en AaB- eller Liverpoolkamp med mine voksne sønner.

Hvad synes du er det vigtigste ved at være med i BU-gruppen?
I starten tror jeg, det først og fremmest var for at mødes med nogle kollegaer. Men jeg synes ikke, jeg er specielt god til at bruge foreningen aktivt, selv om jeg har været medlem i 25 år og egentlig gerne vil deltage noget mere. Det må jeg øve mig på. Og så har jeg et par gange haft stor gavn af at snakke med foreningens jurist. Det er vigtigt, at vi har den mulighed, og så står man jo bare stærkere i en organisation, end man gør, hvis man er på egen hånd.

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte