Hvordan blev du forfatter?
I 80’erne var jeg meget aktiv i OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft). Det var der også mange børn og unge der var, men der fandtes ingen litteratur om atomkraft for den aldersgruppe. Så jeg besluttede at skrive en ungdomsroman om det værst tænkelige uheld på Barsebäck. Og efter rigtig mange afslag og omskrivninger lykkedes det i 1984 at få udgivet min første roman: De sa’ det ikke ku’ ske.
Hvad arbejder du på lige nu?
I januar 2021 udkom de to første bøger i min ny serie: Klimakrigerne. Nu er jeg i gang med at researche til en tredje bog i serien.
Hvilke overspringshandlinger har du?
En tur i ud haven for at se, om der er noget, der trænger til at blive gjort. Og det er der altid.
Lever du af at være forfatter? Hvis ja, hvordan får du det til at hænge sammen? Hvis nej, hvordan får du så økonomien til at hænge sammen?
Da jeg stoppede i TDC i 1999 efter 27 års ansættelse, fik jeg en rigtig god pensionsaftale, og den kombineret med bibliotekspengene gør, at min økonomi hænger fint sammen.
Hvorfor henvender du dig lige præcis til børn og unge?
Da den første bog om Barsebäck gik godt, var det naturligt at fortsætte med at skrive videre for børn.
Hvad vil du IKKE skrive om? Og hvorfor?
Der er som sådan ikke noget umiddelbart. Jeg har skrevet ret barske romaner om mobning, og jeg synes ikke, at romaner absolut skal ende godt, for det gør virkeligheden jo heller ikke. Men romaner, hvor det er hunde der er helte, kommer jeg aldrig til at skrive.
Hvad er de vigtigste elementer i din arbejdsproces?
Jeg tror det er struktur. Jeg planlægger ret meget, før jeg går i gang. Har hele handlingsforløbet på plads, karaktererne er beskrevet, der er udarbejdet tidsforløb og kapitelinddeling. Desuden ved jeg altid, hvad bøgerne skal ende med. Det er dog sjældent at planerne holder, da der hele tiden dukker nye (og bedre) ideer op. Men jeg starter altid med en plan.
Hvad kan du bedst lide ved skriveprocessen? Og hvad er det værste?
Når der opstår nye ideer, og hvis karaktererne tager over, udvikler sig og selv vil bestemme. Det værste er, når jeg er 80 % henne i forløbet og totalt mister troen på hele ideen. Og det sker stort set hver gang.
Har du testlæsere? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg brugte mine døtre, da de var teenagere. Det var fint.
Hvordan laver du research?
Jeg har desværre haft en tendens til at lave ”omvendt” research. Forstået på den måde, at jeg gætter på, hvordan tingene hænger sammen, og så først bagefter undersøger det. Det kan faktisk ikke anbefales. I en af mine bøger flygter to unge fra palmehuset i Botanisk Have i København for bagefter at gemme sig i det arktiske drivhus. Efter at have skrevet scenen, tog jeg i Botanisk Have for at tjekke, hvor langt der er mellem de to drivhuse, for blot at kunne konstatere, at det arktiske drivhus var nedlagt 8 år tidligere!
Men ellers har jeg både været i Grønland, på Island og på Færøerne, for at lave research.
Hvad er det hidtidige højdepunkt i din karriere?
Rigtige højdepunkter er der nok ikke, men mindre kan vel også gøre det. Min bog Tokes Maske blev i 2008 nomineret til Orla-prisen. Og min korte historie, Sokkeslugeren, som jeg skrev til ”Landet længere væk”, er senere kommet i tre andre antologier og til dato trykt i 210.000 eksemplarer. Men det var bestemt også et slags højdepunkt, da to piger skrev og spurgte, hvordan jeg kunne bære mig ad med at vide, hvordan piger på 13 år tænker?
Er du med i en skrivegruppe/har du en skrivemakker? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg har været med i den samme skrivegruppe i ca. 15 år. Og deres hjælp og støtte har været helt uvurderligt. Så tak til Ellen, Annette og Michèle.
Er du åben om igangværende projekter, eller afslører du først noget, når bogen er færdig?
Jeg er ret åben. Jeg forestiller mig ikke, at nogle løber med mine ideer, heller ikke selvom de skulle gå hen og være geniale.
Hvad laver du i din fritid?
Jeg har en ret stor have, hvor jeg bruger meget tid, selvfølgelig specielt fra marts til november, men også i vintermånederne. Det er meditativt at se planter vokse op og at luge mellem grønsagerne.
Hvad synes du er det vigtigste ved at være med i BU-gruppen?
At mødes med andre forfattere, der skriver børnelitteratur. Det er berigende at tale med nogen, der ved hvad det hele handler om, både når det gælder op- og nedture.