Find oversætter

Månedens BU’er: Martin Petersen

Navn: Martin Petersen
Alder: 71
Debutår: 1987
Bopælsby: Hjortshøj/Aarhus
Primære målgruppe: For tiden: voksne

Af BU-gruppen - 12. januar 2022

Hvordan blev du forfatter?
Spillede som ung i et amatørrockband, og da vores svenske lød forfærdeligt, blev jeg nødt til at prøve at oversætte nogle svenske rocktekster til dansk. Lidt senere fik jeg en tekst til en børnesang med på en plade (“Flyt dig”, ca. 1978). Sangteksterne ledte videre til digte, jeg slugte Nordbrandt og ville skrive lige så godt, hvilket ikke lykkedes, men en lille samling på 46 sider blev det da til – på et meget lille “garage-forlag”.
Landsdækkende salg: 64. Titel: “Gennemblæst”. Fra digtene røg jeg videre til noveller,
ungdomsromaner og voksenromaner. De sidste ofte med historiske motiver.

Hvad arbejder du på lige nu?
På en roman for voksne om en mand, der nørder vildt med det historiske, men glemmer at leve “det rigtige liv”.

Hvilke overspringshandlinger har du?
Checke mail. Gøre rent. Rydde op. Få sovet ud. Skrive kloge ord i mit “ide-dokument” i stedet for at at skrive manus-ord i selve manuskriptet. Beslutte mig for ufatteligt vigtige researchrejser. Læse tykke bøger og se film jeg betegner som “research”.

Lever du af at være forfatter? Hvis ja, hvordan får du det til at hænge sammen? Hvis nej, hvordan får du så økonomien til at hænge sammen?
De sidste 4-5 år har jeg levet af en kombination af forfatterindtægter, folkepension og
tjenestemandspension. Før det levede jeg udelukkende af forfatterindtægter i 19 år. Før
det var jeg også folkeskolelærer.

Hvorfor henvender du dig lige præcis til børn og unge?
Det gør jeg så heller ikke for tiden. Det er 6 år siden jeg har skrevet for især unge. Og det er her jeg har haft mest succes, med priser og rigtig godt salg i et par tilfælde. Tror ungdomsromanen appellerer til et enkelt og stærkt sprog, som jeg godt kan lide at skrive i. Måske overfører jeg noget af dette til voksenromanerne. Om jeg kommer til at skrive BU-romaner igen, ved jeg ikke. Mit princip er at skrive om noget der interesserer mig.
Om nogle personer og tematikker, jeg selv er engageret i. Skulle der dukke noget op, der kalder på en BU-bog, vil jeg da prøve den vej igen. Og så har jeg jo også et par børnebørn, der på en eller anden måde kunne finde på at bede om en bog …

Hvad vil du IKKE skrive om? Og hvorfor?
Jeg ville ikke skrive romantiske kærlighedshistorier fra 1700-tallet. Bare tanken om et sådant lyserødt cover, som dette kræver, giver mig ubehag …

Hvad er de vigtigste elementer i din arbejdsproces?
Det hele er jo vigtigt. Men det element jeg p.t. har sværest ved, er nok at udtænke en rigtig god ide. En historie der er udviklingsmuligheder i, en historie der siger mennesker af i dag noget.

Hvad kan du bedst lide ved skriveprocessen? Og hvad er det værste?
Det bedste: Når man glider helt ind i sit fiktive univers, og ordene bare kommer. Det værste: Når man ikke magter at glide ind i noget univers, og der derfor heller ikke kommer nogle ord. Eller: Når månederne går, uden at man får så meget som en lillebitte ide.

Har du testlæsere? Hvorfor/hvorfor ikke?
Som regel. På et tidspunkt er det ikke nok, hvad man selv synes om alle ordene. Det er vigtigt at vide, hvordan de virker på andre.

Hvordan laver du research?
Elsker at rejse steder hen hvor historien “foregår”. Og også at grave oplysninger frem gennem læsning, samtaler, billedkigning. Som regel er researchen ikke færdig, når jeg begynder at skrive. En del research bliver lavet “undervejs”.

Hvad er det hidtidige højdepunkt i din karriere?
Vel sagtens to priser: Kulturministeriets Børnebogspris 1999 for “Med ilden i ryggen” og den tyske Heinrich Wohlgast-Preis 2017 for den tyske oversættelse af “Exit Sugartown”.
Og alt det der fulgte i kølvandet på de to priser.

Er du med i en skrivegruppe/har du en skrivemakker? Hvorfor/hvorfor ikke?
Har været det tidligere. Men har ingen nu. Snakker dog af og til meget med forskellige kolleger om igangværende projekter.

Er du åben om igangværende projekter, eller afslører du først noget, når bogen er færdig?
Meget forskelligt. Man åbner og sætter jo ord på noget, der måske ikke kan tåle at få ord på, hvis man begynder at snakke alt for detaljeret om igangværende projekter.

Hvad laver du i din fritid?
Af og til noget med musik. Spiller, synger i kor.

Hvad synes du er det vigtigste ved at være med i BU-gruppen?
At man mærker, at der er nogle kolleger forskellige steder i landet.

 

Foto: Pia Sørensen
(Redigeret til formatet)

2004 - 2022 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte