Find oversætter

Månedens BU’er: Sarah Engell

Navn: Sarah Engell.  Alder: 42.  Debutår: 2009.  Bopælsby: Tårnby
Primære målgruppe: Unge og voksne
Fun facts: Panisk angst for hvaler. Elsker pebermynteis. Uddannet drømmetyder

Af BU-gruppen - 12. april 2021

Hvordan blev du forfatter?
Jeg forelskede mig i litteraturen allerede som barn, lærte mig selv at læse og skrive, mens jeg gik i børnehave og lavede et hav af små hjemmelavede bøger. Mens andre interesser kom og gik i ungdomsårene, hang skrivningen ved. Jeg forestillede mig dog aldrig, at det kunne bruges til noget seriøst. Men en gang imellem fik jeg jo fristil for i skolen, og så gik jeg grassat i et af de linjerede, grønne kladdehæfter og stoppede først min historie, når der ikke var flere sider tilbage. Det var sådan, jeg blev præsenteret for det eksotiske ord forfatter: Fordi mine dansklærere gav mig troen på, at det jeg havde gang i faktisk kunne noget. Det er i høj grad deres fortjeneste, at jeg en dag tog mod til mig, printede et manus ud og cyklede ind og afleverede det hos et forlag.

Hvad arbejder du på lige nu?
Jeg har lige udgivet spændingsromanen ’Den kinesiske tvilling’ på L&R, så meget af min arbejdstid går i øjeblikket med pr og den slags. Derudover er jeg i gang med to skriv-sammen-projekter. Det ene er med Sanne Munk Jensen, som jeg har skrevet ’Tag gaden tilbage’ med. Vores samarbejde gik så godt, at vi nu har kastet os over en fortsættelse. Det andet projekt er med Glenn Ringtved og Tomas Lagermand Lundme, og ja, vi vil simpelthen gøre det halsbrækkende forsøg, om man kan være hele tre forfattere om at skrive en bog. Indtil videre er det virkelig sjovt. Sidst men ikke mindst har jeg netop færdiggjort et essay, som skal udkomme i en samling på Gyldendal. Den genre har jeg ikke prøvet før, så det var svært, men også fedt og spændende.

Hvilke overspringshandlinger har du?
Åh, alt for mange! Af de udmærkede slags: Hive bøger ud af reolen og bladre i dem, fodre fuglene i haven, høre musik, kigge ud ad vinduet og dagdrømme.
Af de knap så charmerende slags: Kigge i køleskabet for 117. gang, google efter ferier, jeg alligevel aldrig får råd til, få sukker-cravings og panik-cykle ud efter chokolade.

Lever du af at være forfatter? Hvis ja, hvordan får du det til at hænge sammen? Hvis nej, hvordan får du så økonomien til at hænge sammen?
Sådan da. De første syv romaner skrev jeg, mens jeg havde fuldtidsarbejde ved siden af. Ved bog nummer syv fik jeg endelig hul igennem og fik tilstrækkelig mange foredragsbookinger til, at jeg turde opsige mit job. De første tre år som fuldtidsforfatter var jeg dog nødt til at holde virkelig mange skrivekurser, lave manuskriptlæsninger og en masse andet betalingsarbejde, som gjorde, at jeg faktisk havde lige så lidt tid til at skrive, som da jeg arbejdede fuldtid. I 2018 var jeg så utrolig heldig og privilegeret at modtage statens treårige arbejdslegat, og det blev et kæmpe vendepunkt. Da kunne jeg for første gang sige nej til de dårligst betalte jobs, droppe weekendskrivekurserne – og ikke mindst endelig begynde at holde ferier. Nu er legatet dog udløbet, og jeg er igen nødt til at tage jobs. Især holder jeg mange foredrag.

Hvorfor henvender du dig lige præcis til børn og unge?
Egentlig landede jeg lidt tilfældigt i ungdomsgenren. Da forlaget i sin tid ringede til mig og sagde, at de havde læst mit manuskript og gerne ville udgive, sagde de: ”Men vi ved ikke helt, om det er en ungdomsbog eller en voksenbog, hvad synes du selv?” Jeg havde ikke skænket det en tanke, at der simpelthen skulle være nogle læsere og en såkaldt målgruppe, så vi snakkede lidt frem og tilbage og besluttede at udgive det som en ungdomsbog. Jeg forelskede mig i genren, og ja, resten af historie, som man siger.

Hvad vil du IKKE skrive om? Og hvorfor?
Historier jeg ikke selv kan mærke. Der er flere gange forlag der har henvendt sig til mig med idéer, som de mener virkelig kan sælge og tjene mange penge. Hvilket unægtelig lyder rart. Men hvis ikke jeg kan mærke den der indre ild eller nødvendighed, eller hvad man skal kalde det, så takker jeg altid nej og overlader opgaven og pengene til en anden.

Hvad er de vigtigste elementer i din arbejdsproces?
Helt klart omskrivning/redigering. Når jeg udgiver en bog på 300 sider, har jeg formentlig skrevet omkring 900 i alt, og altså kylet 600 i skraldespanden. Det gør naller, og jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det anderledes. Men jeg er nødt til at prøve ting af for at mærke, om de virker, og det betyder altså, at rigtig meget bliver skrottet.

Hvad kan du bedst lide ved skriveprocessen? Og hvad er det værste?
Jeg elsker at gå i gang med et nyt projekt. Det tidspunkt, hvor alt stadig ligger åbent, følelsen af et nyt land, der skal udforskes. De lykkelige dage og uger, hvor jeg bærer rundt på mit luftkastel i hovedet og endnu ikke er begyndt at skrive – og dermed smadre den geniale idé med mine ubehjælpsomme formuleringer.
Det værste er som regel den første redigeringsrunde. Det kan virkelig være et blodbad: Plothuller, hele og halve scener, der skal slagtes, ting der ikke hænger sammen, hiven sig i håret og en følelse af at være fuldstændig talentløs.

 

 

Har du testlæsere? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg er med i en skrivegruppe, men derudover bruger jeg som regel kun min redaktør. Til nogle bøger har jeg dog brugt testlæsere til at tjekke mere faktuelle ting eller beskrivelser af bestemte miljøer. Til ’Valget’ fik jeg for eksempel hjælp af en ungdomspolitiker, og ’Det øjeblik du tvivler’ blev tjekket igennem af nogle unge skatere.

Hvordan laver du research?
Research er begyndt at fylde rigtig meget i min skriveproces. For det første besøger jeg som regel de steder, jeg skal beskrive, tager billeder, skriver noter, indsnuser dufte og finder sjove detaljer. Jeg bruger også nettet meget, f.eks. har jeg flere gange oprettet mig anonymt i chatfora og facebookgrupper for at få et indblik i forskellige undergrundsmiljøer. Jeg finder også meget inspiration i sager fra nyhederne. F.eks. er ’Den kinesiske tvilling’ inspireret af en virkelig sag fra Rusland, hvor en mand gravede lig op fra kirkegården og tog dem med hjem i sin lejlighed, hvor han sminkede dem og holdt fest for dem.

Hvad er det hidtidige højdepunkt i din karriere?
Det var en kæmpe oplevelse og meget bevægende for mig, da jeg i 2018 modtog Blixenprisen for årets bedste ungdomsbog med ’Valget’. Vi var tre nominerede, og ingen af os vidste på forhånd, hvem der ville vinde. Jeg var fuldstændig sikker på, at det ikke blev mig, så jeg sad helt tilbagelænet med et glas champagne, klar til at klappe ad vinderen. Og pludselig dukkede mit billede så op på storskærmen. Der gik lige nogle sekunder, før jeg fattede, hvad der skete, og jeg kan stadig huske, hvordan min puls galoperede, mens jeg gik op mod scenen. Det var særligt rørende for mig, fordi netop ’Valget’ var en bog, jeg var blevet frarådet at skrive med det argument, at unge ikke gider at læse om politik, og at det derfor var spild af min tid. At modtage prisen var for mig en bekræftelse af, at man som ungdomsforfatter skal have tillid til de unge og ikke tro, man kan regne dem ud. At man skal skrive de historier man selv brænder for, også selvom det på papiret ligner en dårlig idé.
Et andet højdepunkt var selvsagt at modtage det treårige arbejdslegat, fordi det ændrede både mit og mine børns liv, i og med vi endelig kunne holde ferier og weekender sammen, fremfor at mor altid skulle holde skrivekursus. Og – ikke mindst – fordi det gav mig råd til at tage det kørekort, jeg havde ønsket mig lige siden jeg fyldte 18 år. Allerede dagen efter jeg modtog legatet, kontaktede jeg en køreskole og begyndte køreundervisning.

Er du med i en skrivegruppe/har du en skrivemakker? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg har i nogle år været i en skrivegruppe med Malene Sølvsten, Nanna Foss og Karen Vad Bruun. Jeg elsker den kollegiale sparring, at kunne vende idéer, dele op- og nedture og få super kompetent feedback på mine tekster.

Er du åben om igangværende projekter, eller afslører du først noget, når bogen er færdig?
Som regel skal jeg et godt stykke hen i processen, før jeg fortæller noget. Mest fordi jeg altid tænker, at jow jow, nu må vi først lige se, om jeg overhovedet kan finde ud af at skrive den her historie.

Hvad laver du i din fritid?
Det meste af min fritid går med at være sammen med mine børn; bygge lego, være på tur, lave bål, spille spil. Derudover elsker at jeg at tage ud med mine venner eller min mand, gå i teatret, være ude at spise, feste og danse. Jeg elsker også mit lille drivhus og min køkkenhave og har lige bestilt en flok høns, der snart flytter ind. Derudover bruger jeg meget fritid på at læse bøger, men ser til gengæld stort set aldrig fjernsyn. Jeg var formentlig den allersidste i Danmark, der fik Netflix og har nærmest ikke brugt det.

Hvad synes du er det vigtigste ved at være med i BU-gruppen?
At det giver kolleger i en ellers ensom gesjæft, nogen at spørge til råds, nogen der forstår, hvad man mener, uden at man behøver forklare så meget. Jeg elsker den støtte og opbakning, der er i gruppen, følelsen af at vi netop er kolleger og ikke konkurrenter. Derudover: At vi i fællesskab kan kæmpe for vigtige politiske sager og faktisk få gennemtrumfet ting. Sidst men ikke mindst har jeg haft enormt meget glæde af foreningens jurist, Anne Koldbæk. Hun er guld værd, når man, som jeg, ikke har råd til en agent, men selv står med alt det beskidte arbejde i forhold til kontraktforhandling mm.

Fotograf: Zafar Iqbal

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte