Hvordan blev du forfatter?
Jeg er uddannet journalist og har derfor skrevet millioner af ord i mit arbejdsliv. Men aldrig noget skønlitterært til børn. Indtil jeg på et tidspunkt sad på min altan med min gode ven og nabo Thorbjørn Christoffersen, som er animator og tegnefilmsinstruktør (men som aldrig havde illustreret en bog på det tidspunkt). I en eller anden form for uskøn blanding af storhedsvanvid og rødvinsbrandert blev vi enige om, at vi faktisk godt kunne lave en skidegod bog til børn. Så gik der lige et år, hvor jeg ikke rigtigt kunne finde den rigtige idé, men så kom ‘Dengang Sallys far var dreng’, og forfatteriet gik i løbet af ret få år fra at være et hobbyprojekt til at være min primære beskæftigelse.
Hvad arbejder du på lige nu?
Alt muligt. Der skulle gerne udkomme to Sallys far-bøger i år og også gerne to Eddie- bøger – det er en spin off på Sallys far til yngre børn. Derudover har Thorbjørn og jeg gang i en ny serie, der hedder ‘Anton og farmor’. Første bind udkommer snart, og jeg sidder og fedter med bind 2. Jeg er også ved at redigere tredje bind i en serie, jeg skriver med Sophie Souid, og så fungerer jeg som ghostwriter på en serie, der hedder ‘Er du rigtig klog’, hvor jeg lige nu arbejder på en bog om evolution sammen med Eske Willerslev og en om vikinger med Jeanette Varberg. Derudover er der et endnu hemmeligt tv-projekt i støbeskeen. Så jeg keder mig ikke. Og jeg betragter det i øvrigt som en stor luksus at være i gang med flere projekter på én gang, jeg er fuld af beundring over forfattere, der kan sidde og skrive på én roman i årevis. Det har jeg slet ikke temperament til.
Hvilke overspringshandlinger har du?
Utallige. At gå ud og ryge, at snuppe en powernap, overveje hvilken plade jeg skal høre og selvfølgelig at lave kaffe. Jeg har for nylig købt mig sådan en fancy espressomaskine med mælkeskummer og alting, og så kan simpel kaffebrygning fint blive et projekt, der tager ti minutter. Når det så er sagt, har jeg efterhånden lært, at jeg får langt flere og bedre idéer, når jeg går en tur/er i bad/slår græs/tømmer opvaskemaskine, end når jeg sidder og glor desperat ind i et tomt Word-dokument.
Lever du af at være forfatter? Hvis ja, hvordan får du det til at hænge sammen?
I store træk ja. Jeg har dog en nebengeschæft som filmanmelder for Berlingske, men sammen med royalties, bibliotekspenge, foredrag og et heldigt legat i ny og næ, hænger det fint sammen. Jeg har også været meget heldig, idet jeg var freelancejournalist førhen og derfor bare kunne skrue mere og mere ned for den del af butikken i takt med, at forfatteriet fyldte mere og mere – frem for at skulle sige et fast, velbetalt job op.
Hvorfor henvender du dig lige præcis til børn og unge?
Det falder mig bare mest naturligt, muligvis fordi jeg ikke er specielt voksen indeni. Og så kan jeg godt lide, at især yngre børn jo er ret ekstreme litteraturforbrugere. Hvis de keder sig, gider de ikke engang at høre en bog færdig, men hvis de omvendt godt kan lide den, kan de godt finde på at få den læst højt 20 aftener i træk.
Hvad vil du IKKE skrive om? Og hvorfor?
Jeg gør mig klart mest i sjove bøger, men hvis idéen og intentionen er rigtig, kan jeg ikke forestille mig noget, jeg ikke vil skrive om.
Hvad er de vigtigste elementer i din arbejdsproces?
De indledende øvelser hvor jeg får selve grundidéen. Jeg er vildt fascineret af sådan nogle forfattere, der ligesom bare åbner et dokument og så skriver historien frem. Det kan jeg slet ikke. Ikke at jeg plotter alting minutiøst, men jeg skal helst have en eller anden idé om, hvordan universet er, hvad der skal ske, og hvor det hele skal bære hen, inden jeg går i gang med at skrive.
Hvad kan du bedst lide ved skriveprocessen? Og hvad er det værste?
Jeg synes egentlig, at det bedste og værste ved skriveprocessen sker flere gange dagligt. I hvert fald for mig. Jeg veksler mellem at synes, at det jeg skriver på lige nu, er totalt genialt og fuldstændigt ligegyldigt. Og tilbage igen. Det kan sagtens ske flere gange i løbet af en time. På den måde tænker jeg nogle gange, at jeg hellere ville være elektriker eller postbud eller noget andet, hvor arbejde måske mere bare er noget, man gør – i stedet for at sidde og skabe sig i en evig cyklus mellem selvhad og megalomani.
Har du testlæsere? Hvorfor/hvorfor ikke?
Ikke rigtigt. På de bøger, hvor Thorbjørn er illustrator, er han tit med allerede i idéfasen og læser og kommenterer første udkast. Og så har vi en fin regel om, at jeg lytter til alt, hvad han siger, men ikke nødvendigvis retter mig efter det. På samme måde må jeg gerne mene noget om hans illustrationer, uden at han behøver at tage det alvorligt. Nogle gange læser min kone med, men ellers sender jeg egentlig bare teksten til min redaktør, når jeg synes, den er ved at være der. Men hun er også sygt dygtig, og vi har et virkelig godt samarbejde.
Er du med i en skrivegruppe/har du en skrivemakker? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg er ikke med i en skrivegruppe, men jeg synes, det er enormt sjovt og givende at skrive sammen med nogen. Både at skrive serien ‘To på ti’ med Sophie Souid og det der førnævnte tv-projekt, hvor jeg også skriver sammen med en anden, har været virkelig gode oplevelser, så det satser jeg på at gøre mig mere i.
Er du åben om igangværende projekter, eller afslører du først noget, når bogen er færdig?
Jeg er ret åben – altså hvis nogen spørger. Det er ikke sådan, at jeg antaster tilfældige venner og bekendte og begynder at fortælle om, hvad jeg skriver på lige nu. Men jeg er ikke udpræget blufærdig og sender gerne noget, der selv med rigtig god vilje højst kan kaldes en halvfærdig skitse, til min redaktør, hvis jeg har brug for indspark eller bare nogle friske øjne.
Hvad laver du i din fritid?
Jeg har ikke nogle spændende hobbyer som sådan. Jeg synes – som så mange andre – at der er for få timer i døgnet, hvis man både skal skrive, være sammen med sin kone, børn og venner, ordne huslige pligter og så også lige opleve lidt kultur. Jeg synes altid, at jeg har en bunke ulæste bøger på natbordet, nogle plader, jeg har købt, men ikke hørt endnu, et par podcasts jeg har i kø på telefonen og et par serier, hvor jeg mangler at se den nyeste sæson. Jeg føler mig altid lidt bagud. Og er helt med på, at det er et kæmpe I-lands-problem.
Hvad synes du er det vigtigste ved at være med i BU-gruppen?
Helt banalt bare en følelse af fællesskab. Uanset hvor meget man samarbejder med redaktører, illustratorer og så videre, er det jo grundlæggende lidt ensomt at være forfatter.