Charlotte Blay

Sidst opdateret: 21. september 2017
Charlotte Blay

Beskrivelse:

Jeg blev født i 1938 som datter af en skipper. Gennem hele min opvækst i Svendborg fortalte min far de værste skipperhistorier, når han kom hjem fra sine rejser over verdenshavene. Snart begyndte jeg også at fortælle. Især var jeg dygtig til at finde på de utroligste historier, når jeg kom for sent i skole eller ikke havde lavet mine lektier. Da jeg selv fik børn, blev jeg ved med at fortælle fantasifulde historier, og mange af historierne blev til børne- og ungdomsbøger. Og nogle få for voksne. Den første bog hed "Hyldehytten" og udkom i 1970. Over 80 bøger er det efterhånden blevet til. Jeg har også skrevet manuskripter til Danmarks Radio og et utal af sangtekster, især til Povl Kjøller (f.eks. Jeg har en rokketand). Af natur er jeg meget nysgerrig. Så snart mine tre døtre var flyttet hjemmefra begyndte jeg at se mig om i Verden. Jeg ville prøve, hvordan man levede andre steder på Jorden. Så jeg har boet hos masaikrigere i Afrika, og indianere ved Rocky Mountains. Jeg har fanget kvæg sammen med Cowboys på prærien og levet blandt gadebørn i Honduras. Jeg har spist myrer hos de indfødte i Australien, hundekød i Vietnam og kålsuppe i flygtningelejrene i Kroatien. Jeg har redet på hesteryg tværs over Island og kørt hundeslæde i Grønland. En af mine historier stammer fra et nomadefolk højt oppe i Himalayabjergene. Serien om Felix Fox er inspireret af bjerghulerne i Grækenland. Når jeg rejser bytter jeg historier med dem jeg møder. Det er nemt at blive venner - og svært at være fjender, når man kender hinandens historier. Noget af det der inspirerer mig, foruden at rejse jorden rundt, er at være sammen med børn. Derfor elsker jeg at tage ud på skolerne og fortælle. Jeg er også så heldig, at jeg efterhånden har fået 13 børnebørn, som er fulde af spilopper og fortællelyst. Mine børnebørn har givet mig ideer til nye fantastiske eventyr, spændende historier og sange. Nu bor jeg på Gjorslev Slot på Stevns. Det er Danmarks ældste beboede slot og det største middelalderslot i landet. Her sidder jeg bag tykke mure omgivet af voldgrave og skriver. Når jeg da ikke lige er ude og rejse eller holde foredrag. De tykke mure hvisker århundreders historier til mig. Og spøgelserne pusler rundt i krogene. Det er der selvfølgelig kommet en spændende gyserbog ud af. Klik på linket til Himmelborgens Hemmeligheder.

Kontakt Oplysninger:

Adresse: Gjorslevvej 20 C, Holtug, 4660 Store Heddinge Land: Danmark Tlf: 62633350 Mobil: 30915905 E-mail: Klik for at se e-mail

Medlem Af:

De skønlitterære, BU-gruppen, Haikugruppen

Online Referencer:

Flere referencer:

www.himmelborgen.dk

Besøg mig på:

Vandtyven – 12 fortællinger om verdens børn

På mine rejser jorden rundt, har jeg mødt et utal af herlige unger. Flere af dem har jeg allerede fortalt om. Men jeg går tit og tænker på de børn, som jeg ikke fik med i mine bøger.

Nogle af dem har jeg nu skrevet historier om. På min hjemmeside www.blay.com kan du læse første kapitel fra Vandtyven eller downloade Sneleoparden fra Kirgisistan, som giver en forsmag på romanen Fabians Feltdagbog, Krudtrøg fra Kroatien eller Regnbueslangen fra Australien

Bogforsidens illustrator: Tove Krebs Lange