Find oversætter

Den internationale oversætterdag fejres

Den 30. september fejres Hieronymusdagen, den internationale oversætterdag, over hele Europa og dele af resten af verden.

DOF er i år medarrangør af to begivenheder i København og Aarhus.

Af Oversættere - 14. september 2021

Den Internationale Oversætterdag – også betegnet Hieronymusdagen – er en global markering og anerkendelse af vigtigheden af oversættere og deres arbejde. Først som en officiel UNESCO-dag, og siden 2016 også som en officiel FN-dag.

I Aarhus fejres dagen under overskriften Litteraturens mellemled – oversættelse i dialog og handler om oversætterens rolle som fortolker af en andens værk. Der vil være samtaler mellem oversætterne Nanna Kalkar, Kim Lembek, Juliane Wammen og Birgitte Steffen Nielsen om, hvilken rolle køn, alder og baggrund spiller i oversættelse, og om hvordan det er at finde en fælles oversætterstemme sammen med en anden.

Arrangementet finder sted d. 30. september kl. 16-19 i Vogn 1, på Godsbanen, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C. Der er gratis adgang uden tilmelding. Se det fulde program her.


Hieronymusdagen i Aarhus er blevet til i et samarbejde med Aarhus Litteraturcenter og er desuden støttet af Folkeligt Oplysningsforbund, Aarhus Kommune og Statens Kunstfond.

 

 

 

I København bliver der tale om et tværfagligt arrangement (i samarbejde med Københavns Universitet, Forum for Billedmedieoversættere og Forbundet Kommunikation og Sprog), i år med jubilæumstema: Det skal fejres, at det i år er 10 år siden, vi første gang var med til at stable et sådant arrangement på benene.

Under overskriften ”10 år med Hieronymus – Vi ser tilbage for at se frem” diskuteres tre aktuelle og relevante temaer, nemlig ”Maskinoversættelse og automatisering”, ”Oversættelse, identitet og faglighed” og ”Vilkår for fremtidens sprogarbejdere”. Paneldeltagere er bl.a. Signe Lyng, Claus Thornby Larsen, Morten Visby, Tina Paulsen Christensen, Lisbeth Verstraete-Hansen og Iben Hendel Philipsen.

Som en udløber af coronatiden bliver arrangementet streamet. Linket bliver aktiv på selve dagen og vil kunne findes her: Linket vil blive tilgængeligt på dagen og vil kunne findes her: Online salon.

Arrangementet afholdes ligeledes d. 30. september kl. 14-18 på Søndre Campus, KU, Karen Blixens Plads, 2300 Kbh. S. Det fulde program kan ses her, hvor man også kan tilmelde sig dagen. Der er gratis adgang.


Hieronymusdagen i København er foruden DOF støttet af Statens Kunstfond, FBO, Kommunikation og Sprog , Dansk Journalistforbund, Subline og Københavns Universitet.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte