Dansk Oversætterforbund uddeler inden længe sin årlige Ærespris, der har eksisteret siden 1945 og per kongelig fundats gives til en oversætter, der “ved fremragende gengivelse af et eller flere betydelige værker har beriget dansk litteratur.”
Om årets prismodtagere Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad udtaler priskomitéen:
Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2025 tildeles oversætterparret Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad for deres langvarige, vedholdende og sprogligt kompetente indsats med at gøre betydelige forfattere fra Central- og Østeuropa tilgængelige på kvalitetsdansk.
Parret har fra polsk oversat bl.a. Bruno Schulz og Olga Tokarczuk, fra tysk så prominente prosaister som Ingeborg Bachmann og Judith Hermann samt blandt klassikerne Johann Wolfgang von Goethe og Thomas Mann med henholdsvis Wilhelm Meisters læreår og de tidlige og sene fortællinger. I deres valg af oversættelsesopgaver har Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad og deres forlæggere vist bredde, hvad angår forskellige typer af litteratur, og stort mod, hvad angår sværhedsgraden. Produkter af deres indsats kendetegnes ved lydhørhed over for originalernes særlige tone og ved en holdning, som nok kan betegnes som ’’knaste-respekt’, forstået på den måde, at de to samarbejdende oversættere ikke forsøger at glatte ud i forhold til kildetekstens sproglige egenart, men tværtimod ærer den enkelte forfatters kunstneriske individualitet.
Bedømmelsesudvalget har derudover hæftet sig ved hele konstansen i makkerparrets bestræbelse på at gøre dansk litteratur mere europæisk og derved forhåbentlig være med til at rette op på den skævhed, som er i færd med at opstå i forhold til den internationale engelsksprogede kultur. At de samtidig har et ganske aktivt virke som mundtlige og skriftlige formidlere af og ambassadører for både deres egne oversættelser og den central- og østeuropæiske litteratur generelt, gør ikke deres indsats for litteratur og oversættelse mindre beundringsværdig.
Preis & Monrad modtog i 2014 det 3-årige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond.
Når Preis og Monrad ikke oversætter, arbejder de begge som gymnasielærere – dog på hver sin skole – og Monrad er desuden mangeårige litteraturanmelder på Weekendavisen. I oktober 2020 var de Månedens Oversætter(e) på tidsskriftet Babelfisken.
En samlet oversigt over deres imponerende virke kan ses her.
***
Æresprisens priskomité består af DOF’s formand, medlem af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur Lotte Kirkeby Hansen og oversætter, lektor og tidligere modtager af æresprisen Erik Skyum-Nielsen, og indstillingerne kommer fra DOF’s medlemmer, som på den måde hvert år hylder en dygtig kollega. Med æren følger 75.000 kr., sponsoreret af Statens Kunstfond.
Prismodtageren fejres ved en reception i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade 6 på Christianshavn d. 6. maj kl. 17-19, hvor motivationstalen holdes af litteraturredaktør på Information Peter Nielsen.
Alle er velkomne!
Illustrationer: Privatfoto