Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Jeg startede med at læse russisk med det klare mål at jeg skulle ud at bruge det aktivt, i den store verden. Jeg havde ikke specifikt oversættelse i tankerne, men blev under mit studie grebet af at se på sprogforskelle, sprogenes forskellige grammatiske kategorier og hvad de betyder for hvordan vi udtrykker os, beskriver verden forskelligt på forskellige sprog. Samtidig var vores timer i oversættelse nogle af de bedste sprogtimer jeg havde. Min interesse for oversættelse kommer således fra en mere sproglig end litterær tilgang, om man så må sige.
Jeg blev så lokket af muligheden for at arbejde videre med lingvistikken i et ph.d.-forløb, forlod efterfølgende forskervejen og har så i en del år lavet noget helt andet, men forsøgt i de job jeg har siddet i, at få tiltusket mig hvad der måtte være af oversættelses- og mere generelt sproglige opgaver. For først for 5-6 år siden tog jeg så springet tilbage til sprog på fuld (freelance) tid, særligt med oversættelse for øje, og trods usikkerheden i den her branche (hvem er det lige man ringer til og siger “Har I ikke en bog jeg skal oversætte?”) er det en beslutning jeg ikke har fortrudt: Jeg synes det er en næsten fysisk fornøjelse at sidde og nørkle, lege, kæmpe med og bande over en tekst og dens oversættelse. På den ene side dejligt konkret: Du har en tekst, start til slut, bare gå i gang, og så på den anden alle de mange overvejelser, valg og fravalg man skal tage. Og så alle de ting man kan lære undervejs om verden, mennesker, teknologi, historie osv osv.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Helst skønlitteratur, og gerne noget hvor sproget ‘udfordrer’ oversætteren (og læseren). Men jeg er egentlig glad for at have en vis variation fra den ene opgave til den anden: Ved at skifte genre og sprog (jeg oversætter fra russisk, engelsk og lidt italiensk) bliver jeg hele tiden opmærksom på nye vinkler, nye udfordringer og nye udtryksmåder. Og det er godt at slappe med noget ‘lettere’ mellem de mere komplicerede tekster.
Rent sprogligt ligger vanskelighederne forskellige steder i arbejdet med de tre sprog. Når jeg oversætter fra engelsk synes jeg nogle gange den relative lighed mellem de to sprog kan være en udfordring: Er den her formulering rigtig dansk eller en anglicisme? Faren kan måske være at man kommer til at ‘overdrive’ det danske i forsøget på ikke at bruge engelske vendinger, formuleringer, ord. Fra russisk ligger der til gengæld et stort arbejde i at folde de russiske sætninger ud: Russisk har langt friere ordstilling, kasus og udbredt brug af participier der alt sammen gør det muligt at pakke en masse information sammen i relativt kompakte sekvenser. Det kræver ofte at man opløser til hoved- og ledsætninger på dansk – og gerne flere af dem! Mine oversættelser fra russisk ender faktisk ofte – rent anslagsmæssigt – at være 10-15% længere end originalerne.
Men disse forskelle giver mig jo alt sammen mulighed for at vende tilbage til spørgsmålet om hvordan sprogenes struktur indvirker på hvordan vi udtrykker os. Så jeg klager ikke!
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Jeg tror det har været brødrene Strugatskijs Picnic i vejkanten (Forlaget Kosmos, 2019), men det skyldes nok på mange måder at den kom efter et meget langt og hårdt år. Første del er nærmest en monolog, meget talesprogspræget, og jeg følte at det gav mig en større frihed: rytme, tone, lyd var vigtigere end at finde den nøjagtige, præcise glose. Efter en lang populærvidenskabelig bog om søvn, var det en lise.
Jeg fik for et par år siden tilbuddet om at oversætte en italiensk tekst for Teater Republique: Stefano Massinis Lehman Brothers – en slags langt prosadigt eller knækprosa. Teksten skulle bearbejdes/forkortes til den specifikke forestilling, så det var en anden proces end at sidde med en roman, biografi eller populærvidenskab. Rollen som oversætter blev en anden.
Bedste oversættelse du har læst?
Det ved jeg faktisk ikke. Jeg bange for at jeg, som mange andre, oftest lægger mærke til når oversættelsen halter … Og dog: Karsten Sand Iversens oversættelse af Virginia Woolfs Orlando – den var fantastisk, let og smittende.
Hvor oversætter du?
Jeg sidder hjemme. Har overvejet noget kontorfællesskab, men da jeg arbejder bedst når der er stille omkring mig, synes jeg ikke rigtig det giver mening at tage et andet sted hen og så lukke døren! Det er jo heller ikke gratis. Og efter i starten måske at have været lidt spændt på om jeg ville savne kollegaer i det daglige, må jeg nu erkende at jeg nyder kun at have mig selv at planlægge med. Jeg sætter så til gengæld stor pris på at komme ud i faglige/kollegiale/sociale sammenhænge på andre tidspunkter.
Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?
En ting jeg har set lidt på er hvordan jeg bruger ‘man’ vs. ‘de’, ‘du’, ‘en’ m.fl. når jeg oversætter til konstruktioner med et upersonligt/generaliserende pronomen på dansk. Det var et spørgsmål jeg pludselig stod over for da jeg skulle i gang med Hillary Clintons Hvad skete der (Rosinante, 2018) og det engelske ‘you’ og derefter en russisk roman Ved glemslens rand af Sergej Lebedev (Forlaget Palomar, 2018) hvor det russiske ‘ty’ (du) bruges lidt atypisk som upersonlig/ generaliserende pronomen. Det var ikke noget jeg havde fæstnet mig ved tidligere, så jeg gik tilbage og så på mine tre foregående oversættelser, og det viste sig at jeg her stort set udelukkende havde brugt ‘man’. Og jeg er ikke sikker på at det er helt dækkende for dansk sprogbrug! Så jeg skal læse noget mere dansk litteratur.
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Det er svært at sige, jeg tror der er mange tilgange. Men måske nysgerrighed? Over for teksten, over for det univers den beskriver, over for de ting man ikke ved noget om og må undersøge, og selvfølgelig over for sproget, både kilde- og målsproget.
Interviewet blev bragt første gang i tidsskriftet Babelfisken d. 23/5 2019. Dette er en let opdateret version.