Find oversætter

Tværmediale teknikker

Hvordan kan man brede sit virke ud på flere medier? Hvilke synergier, udfordringer, modsætninger og sammenfald opstår, når man skriver til lyd, til film og til bøger?

På kurset vil Kim Fupz Aakeson og Eva Maria Fredensborg fortælle om deres erfaringer med at skrive til hhv. bøger, film og lyd. Der vil være øvelser og mulighed for at stille spørgsmål undervejs.

Underviser(e)

Kim Fupz Aakeson

leverer både kvalitet og kvalitet, hvilket et hav af vundne priser og flotte anmeldelser vidner om, hans forfatterskab demonstrerer også en utrolig bredde. Det viser ikke mindst nogle af hans seneste udgivelser, som spænder fra sjove billedbøger med lykkelige slutninger til den barske ungdomsroman Pragtfuld, pragtfuldt!

Efter at moren har drukket sig ihjel, mener Mortens far pludselig, at det er på tide, at Morten får gjort noget ved den bil, som har stået gemt under en pressening, siden han fik den af faren til sin konfirmation. I takt med at Morten sætter den i stand og bliver en dygtigere mekaniker, finder han langsomt et ståsted i tilværelsen og modet til at begynde at sige fra over for faren. Ikke mindst da faren, som altid har haft en løs hånd og en noget brutal idé om moral, i vrede og fuldskab en sen nat gør noget helt utilgiveligt under et skænderi med den polske assistent på værkstedet, som faren aldrig kalder andet end Polak. Det ændrer magtforholdet imellem far og søn og åbner op for en ny relation. 'Pragtfuldt, pragtfuldt!' fortælles nådesløst tæt på både hovedpersonen og et autoværksted i provinsen, og den kryber næsten umærkeligt ind under huden på læseren.

Så er tonen noget lettere i den fantastisk populære serie af billedbøger om drengen Vitello. I Vitello gør en god gerning er Vitellos kammerat er blevet spejder, og da Vitello hører, at spejdere får en kniv, vil han også være med. For at spare tid går han straks i gang med at gøre nogle gode gerninger, for det har han hørt, at sådan nogle spejdere skal, men som sædvanlig er det ikke sikkert, at de voksne helt kan få øje på det gode i Vitellos gerninger. Bogen vandt Orla-prisen i 2014.

Fupz Aakeson modtog i 2011 Kulturministeriets Børnebogspris for sin novellesamling 'Jeg begyndte sådan set bare at gå', og i 2013 blev billedbogen Søndag nomineret til Nordisk Råds Børnelitteraturpris. Han har derudover modtaget Børnebibliotekarernes Kulturpris, Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris, Allen-prisen og Gyldendals Børnebogspris.

Kim Fupz Aakeson har opnået national berømmelse via sine populære børnebøger og succesfulde filmmanuskripter, mens hans produktion af voksenlitteratur ikke er helt så kendt. Her har Aakeson skrevet romanerne 'X' (2003) om forviklinger, savn og håb, 'Kommando Villavej' (2006) om tre mænds protest mod livet og overflodssamfundet, 'Jonna er 54' (2009) om en ensom og barsk kvindelig pantefoged og 'Bådens navn' (2018) om en fængselspræst og hendes 'forliste' ægteskab.

Tekst og fotografi venligst udlånt af Litteratursiden

Eva Maria Fredensborg

er født 1969 i Härnösand, Sverige, og har arbejdet som strategisk planner i reklamebranchen. Hun er en af Danmarks mest succesfulde selvudgivere. Hun udgav således selv sine to første romaner, Én gang morder (2013) og Min mund er lukket (2014). Efter at have oplevet overvældende succes på egen hånd, skiftede hun i 2014 til Politikens Forlag, hvor I blinde, tredje og sidste bind i serien om Robert Strands opklaringsenhed, udkom samme år. I 2020
afsluttede hun trilogien Akademiet, der er skrevet direkte til lydformatet for streamingtjenesten Mofibo.

Fotografi venligst udlånt af forfatteren

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte