Find oversætter

Månedens fagforfatter: Sanne Udsen

Jeg sætter en ære i at kunne tage et vanskeligt tilgængeligt stof og formidle det, så alle kan forstå det.

Af De faglitterære - 1. februar 2021
Vil du præsentere dig for os?

Jeg er økonom af uddannelse og har en Ph.D-grad, så jeg er forskningsmæssigt uddannet, og det præger selvfølgelig min tilgang til det at skrive faglitteratur. Men jeg nyder at skrive lettilgængeligt, også selv om stoffet er komplekst, og jeg husker tydeligt, hvor sjovt det var ikke at skrive med fodnoter og henvisninger, da jeg skrev min første ”populære” fagbog, som hedder ”Håndbog for karrierekvinder”. Den udkom i 2000, og jeg har siden udgivet en række andre fagbøger, som har meget forskellige emner.

Hvad udmærker dine bøger sig med?

De udmærker sig først og fremmest ved at være skrevet, så de er til at læse også for læsere, som ikke nødvendigvis har egentlige forudsætninger for at kunne forstå emnet. Jeg sætter en ære i at kunne tage et vanskeligt tilgængeligt stof og formidle det, så alle kan forstå det.

Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?

Alle mine bøger har selvfølgelig betydning for mig, men skal jeg pege på en bog, der har haft stor gennemslagskraft, så er det ”Psykopater i jakkesæt”, som udkom i 2006 og som stadig er i print, hvilken jo i sig selv er bemærkelsesværdigt. Den har haft mange læsere.

Hvorfor skriver du faglitteratur?

Jeg skriver faglitteratur, når jeg bliver grebet af et emne, som jeg har lyst til at vide mere om. Den bedste måde at sætte sig ind i et emne på er ved at lave research til en bog om emnet. Jeg skriver faktisk også skønlitteratur, og der skal man selvfølgelig også lave noget research, men der bruger man det mere til baggrund. Jeg kan virkelig godt lide den fordybelse, som er nødvendig for at kunne skrive en faglitterær bog om et emne. Mens jeg skriver, bilder jeg mig ind, at det er verdens mest spændende emne, og jeg driver formentlig mine omgivelser til vanvid, når jeg taler om det. Her er processen faktisk meget anderledes i forhold til skønlitteratur, for når man skriver skønlitteratur, er man typisk meget mere privat i løbet af selve skriveprocessen.

Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?

Jeg kan godt blive meget inspireret af forfattere, der formår at bruge sig selv og egne oplevelser i bogen og skrive sig selv ind i teksten og derigennem udvide bogens emne. Men det er en hårfin balance, for forfatteren skal ikke fylde for meget og på den måde stå i vejen for sin egen bog. Når jeg læser et vellykket eksempel, som fx Plum Johnsons ”They Left Us Everything”, så tænker jeg, at det vil jeg også prøve. Men det har jeg endnu til gode. Så er jeg imponeret af Michael Lewis, der skriver faglitterære bøger, som bliver til spillefilm. Jeg har et par af hans bøger, som jeg godt nok ikke har fået læst endnu. Endelig må jeg indrømme, at jeg har en nærmest pinlig fascination af true crime-bøger.

Hvad skriver du på lige nu?

Jeg har netop udgivet en bog, der hedder ”I bankernes vold”. Det er en biografi, som jeg har skrevet i samarbejde med hovedpersonen, og det er første gang, jeg har prøvet at arbejde på den måde. Det har været rigtigt interessant, men også meget anderledes. Nu skal jeg så fortsætte med at skrive på en bog om tøjindustriens globale miljø- og klimamæssige påvirkning. Emnet er ikke blevet mindre aktuelt, efter at nedgangen i tøjforbruget under coronakrisen har påvirket hele industrien negativt. Forhåbentlig kan det give anledning til at gentænke vores tøjforbrug.

Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud?

Man kan egentlig ikke sige, at jeg nogensinde har en ”almindelig” arbejdsdag. Op mod en deadline arbejder jeg selvfølgelig helt koncentreret på bogen, men undervejs i processen kan der godt gå længere perioder, hvor jeg ikke får skrevet en linje, hvilket kan være ret frustrerende. Det er derfor, det er så godt at komme på skriveophold.

Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?

Det synes jeg faktisk er noget af det skønne ved at skrive faglitteratur – at man med god samvittighed kan sidde og researche. Jeg plejer at forsøge at tage ét emne ad gangen: lave research og derefter skrive, og så lave research og skrive. Da jeg fx skrev min bog ”Verden vil bedrages”, skrev jeg om forskellige former for svindelnumre, såsom pyramidespil, investeringssvindel, osv., og jeg lavede research på én form for svindel og skrev så om den, og gik så videre til den næste type svindelnummer. Og samlet set bliver man jo hele tiden klogere på det overordnede emne – i det her tilfælde hvordan svindlerne narrer deres ofre.

Hvad synes du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?

Faglitteraturen er så bred, at jeg ikke synes, man kan tale om den i bestemt form. Der bliver skrevet rigtigt meget god faglitteratur, men også en del, som måske ikke er så vigtig.

 

Foto: Morten Andersen.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte