Jeg er uddannet journalist, så mit liv har altid handlet om kommunikation. Jeg begyndte i det små at skrive undervisningsbøger til folkeskolen i 90’erne, men det var først, da jeg blev tilrettelægger i DR, at jeg begyndte at skrive bøger, der lænede sig op ad de programmer, jeg selv var programmedarbejder på. Ideen var, at når jeg havde grundresearchen til en programrække, så kunne jeg videreudnytte materialet til også at skrive en bog (fx DR2 programrække ’Danske Vidundere’ og den tilhørende bog ’Danmarks 7 Vidundere’). Og da DR på det tidspunkt havde eget forlag, skrev jeg fire bøger på den led.
Hvad udmærker dine bøger sig ved?
Jeg synes, at forcen ved mine bøger er, at jeg skriver til en bred kreds. Jeg har mange cases med, og det har altid været – og er – et meget stort privilegium, at jeg som journalist får lov til at komme helt tæt på mennesker med henblik på at formidle deres historie. Jeg har altid været fascineret af, at mennesker vil give så meget – det kræver til gengæld af mig, at jeg skal være ydmyg og ’passe på’ mine kilder. Det kan være sårbare mennesker, jeg taler med, og jeg skal have deres historie uden at gå på kompromis med etik. Jeg har også tit eksperter med i mine bøger, og det har været både udfordrende og lærerigt at finde en tone for ofte knudrede fagtermer, så stoffet bliver spiseligt for en bredere målgruppe.
Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
For knap fire år siden stoppede jeg i DR, og det første jeg gik i gang med, var at skrive en bog sammen med min datter, Ida, som også er uddannet journalist. Vores mor/mormor havde fået Alzheimers, og vi var begyndt at blogge om livet som pårørende. Jeg deltog i et fantastisk kursus, der hed ’Fra idé til færdig bog’, hvor jeg pitchede min idé: At skrive en positiv bog om at være pårørende til et menneske med demens. Det blev til bogen ’Momse med demens – sådan skaber du lyse stunder i en svær tid’ (Forlaget Pressto), hvor vi beskrev, hvordan vi forsøgte at få det bedste ud af den tid, vi havde tilbage med vores mor/mormor. Den blev startskuddet til, at jeg kom til at dykke endnu mere ned i demens-problematikker og arbejde med områder, jeg aldrig tidligere havde beskæftiget mig med – fx foredrag- og undervisningsvirksomhed.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Jeg blev mere og mere optaget af demens og ældreomsorg, så jeg blev også medforfatter på bogen ’Omsorgsmanifestet – hvordan vi skaber fremtidens plejehjem’ (Grønningen 1) i samarbejde med plejehjemsleder, May Bjerre Eiby.
Jeg har altid, når jeg skriver artikler, fået at vide, at jeg skriver for langt. Jeg elsker at skrive langt, det modsatte giver mig nærmest stress. Så når jeg skriver bøger, får jeg muligheden for at folde stoffet helt ud. Jeg er vild med at balancere med meget stof – hvor skal vi have hvilke elementer med, så det giver det bedste flow osv. Der er meget musik i dét at skrive bøger. Det skal tilrettelægges som et stykke musik, og det er en fantastisk spændende proces, når man forsøger at bytte små dele rundt for til sidst at ramme den udgave, der swinger allerbedst. Det er meget tilfredsstillende arbejde.
Hvilke forfattere inspirerer dig?
Som journalist sætter jeg pris på, at man har blik for, at stoffet skal kunne læses af alle. Gennem mit arbejde som sundhedsjournalist har jeg ofte oplevet, at mange kilder/fagfolk har en tendens til at skrive til hinanden – som om man er bange for, at hvis man går efter mere enkle måder at formulere sig på, så vil man blive taget mindre alvorligt. Jeg kan godt lide, når fagfolk kan se pointen med at gøre svært materiale tilgængeligt for mange, uden at det bliver underlødigt. Udfordringen er så, at det ikke må kamme over og blive for poppet. Jeg har tidligere arbejdet sammen med journalist og læge, Peter Qvortrup Geisling, han har en fantastisk evne til at gøre svært stof tilgængeligt – også i bøger.
Det arbejder jeg med netop nu?
Jeg blev medlem af Forfatterforeningen i sommer, fordi jeg gerne vil skrive flere bøger. Jeg har mange ideer til nye sundhedsbøger. Jeg mødte en fantastisk dygtig demenspsykolog, og vi fandt hurtigt ud af, at vi ville skrive en bog sammen. Vores idé, synopsis og prøvekapitel har været rundt på en håndfuld forlag, og vi har fået super god respons.
Men! For der er et men – alle siger samstemmende, at bøger om demens ikke sælger ret godt, så vi skal søge finansiering ude i byen. Det arbejde er jeg i gang med nu, det er ikke noget, jeg er ekspert i, men da min mavefornemmelse for projektet er så stærk, er jeg nødt til at lære mig selv at være fundraiser. For bogen skal ud. Vi er nødt til at få et nyt syn på de mennesker, der er så uheldige at få en demenssygdom. De skal inkluderes, og det handler vores bog om. Når jeg har følelsen af, at mit engagement nærmest giver mig blodsmag i munden, så er det, fordi der er noget, der må og skal formidles.
Hvordan ser min arbejdsdag ud?
Jeg synes selv, jeg er meget disciplineret. Jeg sætter mig til computeren hver dag klokken 9.00, og så har jeg up front listet, hvad jeg skal have gjort. Nogle dage kan det være at skrive ansøgninger, andre dage er jeg ude og interviewe, mens andre dage igen er afsat til at skrive artikler (eller på bøger). Når jeg er i selve skriveprocessen af en bog, så skriver jeg non stop. Jeg kan godt have dage, hvor min inspiration ikke er så stærk, men det lever jeg med, jeg skriver alligevel. Andre dage kan jeg slet ikke slippe mit stof, så kører det – også om natten, hvor jeg ellers burde sove.
Hvad synes du om faglitteraturens stilling i dag?
Jeg er ny i den her sammenhæng, men har da allerede erfaret, at pengene til de her bøger ikke hænger på træerne. Meget af det, jeg skriver, kan bruges i undervisningsøjemed – men i stedet for at købe bøger, så googles der, og man finder artikler og udskrifter fra nettet, som man bruger i stedet for at købe en bunke bøger til en klasse eller et skolebibliotek. Det er selvfølgelig øv, men for mig er udfordringen fremover at finde synergi mellem min bogudgivelse og andre digitale platforme, så det hele spiller sammen. Ikke at jeg har de vises sten, men måske finder jeg dem en dag.
Foto: Claus Peuckert.