Find oversætter

Månedens fagforfatter: Dan H. Andersen

Jeg forsøger at skabe en fortællebue i hvert kapitel, så det er en selvstændig fortælling med plot og personer.

Af De faglitterære - 1. marts 2022

Jeg har skrevet 10-11 bøger, de fleste om historie, men også et par romaner og nogle skuespil. Hertil kommer vel omkring hundrede artikler, både forskning og formidling. Jeg er historiker af uddannelse med en ph.d. fra Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze og Københavns Universitet. Jeg er 65 år gammel med bopæl i København.

Hvad udmærker dine bøger sig ved?

Tja, hvem vil ikke gerne sige, at man skriver levende, spændende og engageret? Men man skriver jo forskelligt efter emne og genre, om det er en bog eller en artikel. Alligevel: Min seneste udgivelse, et to-bindsværk om Store Nordiske Krig, som udkom i 2021, er resultatet af mine forsøg på at skabe et værk, som lever op til alle historievidenskabens krav om dokumentation, analyse og kildekritik samtidig med, at det er et litterært arbejde. Jeg holder meget af at bruge fiktionselementer i mine værker, og det lykkedes ret godt i Store Nordiske Krig. Intet er opfundet, alt kan dokumenteres, men der er fiktionstricks som tilbageholdt information, cliffhangers, skift i tid og perspektiv. I Store Nordiske Krig forsøger jeg at skabe en fortællebue i hvert kapitel, så det er en selvstændig fortælling med plot og personer. Jeg arbejder meget med sproget, ikke mindst at få det til at passe til situationen. Det skal være godt og flydende, poetisk og fortællende, hvor det passer ind, klart og distinkt, når det kræves, analytisk, når jeg stopper op og vil fremlægge en konkret problemstilling. Nogle gange skal man huske det gamle råd om, hvordan Hemingway beskrev, at solen stod op i øst. Han skrev: Solen stod op i øst. Jeg har gennem tiden vurderet mange manuskripter for forlag, mest spændingsromaner, og det er virkelig forfærdeligt at se, når en forfatter stopper op for at skrive POETISK og DYBT. Jeg er ikke af natur en stor sprogkunstner, så for mig kræver det sved og tårer at skrive. For ikke at tale om en god redaktør, og jeg har været velsignet med gode redaktører gennem hele min karriere.

Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?

Min vigtigste bog er for mig Store Nordiske Krig. Jeg vil aldrig mere kunne mobilisere så meget mental og fysisk energi, som de seks års arbejde krævede, og som jeg har skrevet ovenfor, er det værk kulminationen af en måde at skrive fortællende historie på, som jeg vil kalde min egen.

Hvorfor skriver du faglitteratur?

Det er mit erhverv, mit levebrød, som jeg tilfældigvis er ret god til. Jeg kunne være blevet så meget andet. Jeg har ikke nogen mission som faglitterær forfatter, men jeg kan lide at forske og fortælle. Jeg vil selvfølgelig gerne formidle min viden og alt det der, men man må være realistisk og indse, at man kan formidle alt det, man vil, på skrift, men de visuelle medier er så stærke og overbevisende, at de skaber en historisk ”sandhed”, som når et langt større publikum end bogen.

 

Hvilke forfattere inspirerer dig?

Der er ikke nogen speciel forfatter eller forfattere, som rigtig har inspireret mig. Nogle gange læser jeg en forfatter eller historiker og tænker, at sådan ville jeg gerne skrive, hvis jeg kunne. Stephen King gør mig grøn i hovedet af misundelse. Maria Hellebergs allerførste historiske romaner er uovertrufne i deres måde at vise fortidens fremmedhed på. Alfred W. Crosbys The Columbian Exchange åbnede et helt nyt verdenssyn for mig. Stella Tillyards bog om Caroline Mathilde A Royal Affair er et stykke fremragende narrativ historie i den engelske stil, og jeg nød Sebastian Olden-Jørgensens Svenskekrigene, ikke mindst hans måde fra tid til anden at bruge moderne og anakronistiske udtryk. Men jeg har ikke nogen enkelt forfatter, om hvem jeg kan sige, at herfra kom inspirationen.

Hvad arbejder du med netop nu?

Jeg skriver på en udgivelse af den første danske rejseberetning fra Konstantinopel 1757-58.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

Jeg har ikke nogen almindelig arbejdsdag. I begyndelsen af arbejdet på en bog dalrer jeg rundt, læser lidt, går lidt på Rigsarkivet, skriver lidt. Hvis man skal se det positivt, så er den langsomme start min måde at skabe mig et overblik på. Efterhånden kommer der mere styr på arbejdet, og i den sidste fase arbejder jeg i døgndrift, mens jeg venter på et tæskehold fra forlaget.

Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?

Der er ikke noget at håndtere. Jeg forsker, når der er brug for det. Skriver, når jeg kan og vil.

Hvad synes du om faglitteraturens stilling i dag?

Tja, jeg kunne slå ud med armene og råbe send flere penge, men det synes alle inden for kunstnerisk virksomhed jo. Hvis jeg holder mig inden for historie, så udgives der virkelig mange fremragende værker for tiden. De kan næsten kun skabes, hvis forfatteren/ne har et andet arbejde eller modtager støtte. Det er svært at leve som fuldtidsforfatter, og desværre bliver det endnu sværere i takt med, at bøger i stadig højere grad streames. Jeg har ikke nogen løsning.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte