Find oversætter

Månedens Fagforfatter – januar 2023

I Danmark er vi faglitterære forfattere stedbørn i det litterære parnas. Med Wikipedia og sociale medier er der mere brug for den gennemarbejdede faglitteratur end nogensinde, men ikke desto mindre er de faglitterære forfatteres forhold elendige.

Af De faglitterære - 29. december 2022
Vil du præsentere dig for os?

– Jeg hedder Charlotte Langkilde og trådte mine barnesko i det fynske land mellem Odense og Fåborg. Siden blev jeg uddannet cand.ling.merc. og tog en uddannelse i statsvidenskab fra Paris. I mange år brugte jeg min uddannelse til at oversætte, typisk kontrakter, domme, stævninger og andet juridisk og økonomisk stof. I en årrække var jeg fast tolk for regeringen samtidig med, at jeg byggede en oversættelsesvirksomhed op med en del medarbejdere. Gennem mit arbejde mødte jeg mange af de mennesker, der sad øverst i vores pyramider, og lærte på godt og ondt meget om verden og om livsvilkårene for os, der lever på denne klode.

Bag det hele havde jeg fra et tidligt tidspunkt en drøm om at skrive. Jeg havde altid læst et væld af bøger og tænkte, at det måtte jeg også prøve af en dag. Da jeg manglede et enkelt år af min uddannelse, overvejede jeg at springe til litteraturstudiet, men orkede ikke tanken om at have spildt så mange år.

På grund af mit arbejde varede det længe, før jeg kom i gang med at skrive. Men efterhånden er det blevet min hovedbeskæftigelse, og jeg elsker det. Somme tider forestiller jeg mig den yderste dag og tænker på, hvordan jeg ville have det, hvis ikke jeg var kommet i gang med at skrive. Og så tænker jeg Yes, det lykkedes! Og så bliver jeg endnu gladere for, at jeg kom i gang.

Hvad udmærker dine bøger sig ved?

– Det gør mig interesseret i et emne, når jeg fornemmer, at der gemmer sig en historie bagved, som er anderledes end den gængse forestilling. Når min research så bekræfter det, er jeg hooked. Det kan godt udvikle sig til en dramatisk proces, når bogen udkommer og går imod den gængse opfattelse. Det har jeg oplevet flere gange.

Da jeg skrev Bedraget om Nordisk Fjer, vidste jeg, at der sad nogle svindlere derude, der burde have været straffet, og nu kunne de læse om deres rolle i min bog. Den værste af dem alle sammen havde endda russiske forbindelser. Så i de første måneder efter udgivelsen kiggede jeg mig over skulderen, når jeg gik uden for havelågen.

Da det gik op for mig, at den færøske historieskrivning om forholdet til Danmark i de afgørende år omkring grundlovens vedtagelse ikke holdt vand, skrev jeg en bog om, hvad der i virkeligheden skete. På Færøerne var det især en historiker, der også sad i Lagtinget som medlem af løsrivelsespartiet, der havde skrevet historiebøgerne, og hans forestilling om de onde danske koloniherrer skinnede igennem. Men arkiverne viste, at han skrev på myter og ikke havde konsulteret arkiverne, som han burde.

Det ærgrede mig både fordi det var falsk, og fordi færinger og dansker af sind og kultur er hinandens nærmeste. Hen mod udgivelsen jokede jeg med, at jeg ville blive skubbet ud over klipperne af løsrivelsesfolkene, næste gang jeg besøgte øerne, og jeg blev da også svinet helt ubeskriveligt til. Det var jo heller ikke så smart, at historikerne blev grebet i ikke at have læst kilderne. Men efterhånden som andre får tjekket arkiverne, bliver mine udlægninger bekræftet. Min værste modstander har senest hårdt presset udtalt, at man jo ikke kan vide, at det, andre har skrevet tidligere, ikke er rigtigt.

Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?

– Den jeg arbejder på til enhver tid. Bogen om Nordisk Fjer blev et vendepunkt for mig, fordi den blev en dundrende succes. Det var ligesom Lord Byron, der sagde, at ”I woke up one morning and found myself famous.” Bedraget blev indstillet til adskillige priser inklusive Cavlingprisen, nomineret til Weekendavisens Litteraturpris og omsat til et skuespil på Det Kongelige Teater, som kørte for fulde huse i tre måneder.

Men de to efterfølgende bøger har også betydet meget for mig. Bogen om Oluffa Brandt, der var gift med grundlæggeren af Brandts Klædefabrik, skrev jeg for at komme ud af uhyggen omkring Nordisk Fjers univers, som stadig sad i mig. At skrive om Oluffa gav mig en kæmpe glæde, både fordi hun var en modpol til svindlerne i Nordisk Fjer, og fordi hun var et enestående menneske. Og bogen om Færøerne åbnede øerne for mig på en måde, så jeg føler, det er mit andet hjem.

En dag besøgte jeg en af de gamle færøske kirker i en bygd sammen med en lille gruppe danske og færøske venner. Organisten kom forbi, og så gik han de få trin op til orglet og spillede Se nu stiger solen af havets skød. Og vi sang med alle sammen, på dansk og på færøsk. Samme melodi, samme kultur, to beslægtede sprog. Det var en stærk oplevelse.

Hvorfor skriver du faglitteratur?

– Det ligger godt for mig. Jeg har jo også altid i mit arbejde skullet være saglig, så sagprosa er naturligt blevet min hjemmebane. Jeg har selvfølgelig nogle gange overvejet at springe ud som skønlitterær, men når jeg bliver fanget ind af et godt plot fra virkelighedens verden, vinder sagligheden alligevel. Den slags kan jeg ikke forsvare over for mig selv at digte om. Det handler jo om virkelige mennesker og begivenheder.

Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?

– Det er meget bredt. Alt fra Gösta Berlings Saga og Fra Piazza del Popolo til Svetlana Aleksejevitj, Albert Camus, Per Pettersson og Alice Munro. En overgang læste jeg alle Simone de Beauvoirs bøger. En af de bøger, der har gjort størst indtryk på mig i nyere tid, er Philippe Sands’ blændende bog Fra Øst-Vest Gaden til Nürnberg, der handler om jødeforfølgelserne og Nürnberg-opgøret. Hans metode ligner min egen, og det gjorde selvfølgelig bogen ekstra interessant for mig.

Siden jeg begyndte at skrive faglitteratur, har jeg været nødt til at lægge den skønlitterære læsning delvis til side, fordi mine fortællinger kræver enormt meget baggrundslæsning for at kunne udfoldes. De sidste år har jeg læst alt, hvad jeg har kunnet finde om Polen og 1. verdenskrig.

 

 

Hvad skriver du på lige nu?

– Historien om Waleria, der var født i 1898 og kom til Danmark fra Polen i 1926 som såkaldt roepolak. Ukendt for alle bar hun 1. verdenskrigs og Polens grusomme skæbne på sine skuldre, men formåede alligevel ikke bare at blive ualmindelig afholdt, men også den, omgivelserne gik til med deres problemer. Men hendes børn oplevede hendes mørke sider.

Waleria kom i mit hjem de fleste dage igennem min barndom, og jeg blev ligesom alle andre meget knyttet til hende. Ved nogle utrolige sammenfald opdagede jeg, hvilken gru hun havde gennemlevet i Polen, og som end ikke hendes børn havde kendt til. Det er den historie, jeg nu udfolder, sammen med fortællingen om, hvordan hun på trods af sin fortid fandt en vej i livet. Det er en eviggyldig historie om krigens kvindelige ansigt, som jeg folder ud i tæt samarbejde med Walerias familie, der jo ikke har kendt hendes skæbne, med hendes gamle kolleger og deres efterkommere og kontakter og arkiver i Polen og i Danmark. Det er i sidste øjeblik, for mens jeg har skrevet, er adskillige af vidnerne døde. Det er et eksempel på, hvad faglitteraturen kan – åbne for en ukendt og anonym indvandrers skæbne og gennem hende trække linjerne op til verdenskrig, storpolitik og følgerne for de mennesker, der gennemlever det.

Walerias historie er et godt eksempel på en fortælling, der skal fremstilles dokumentarisk og ikke skønlitterært. Jeg kan ikke byde Walerias familie eller mig selv at digte om hendes liv. Det er alt for alvorlig en historie – for Waleria, hendes familie, Polen – til at jeg kan tage mig digteriske friheder. Det virker også stærkere, når man ved, at det er faktabaseret.

Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?

– Jeg er så langt fremme med historien, at jeg nu er kommet til den bedste del, som består i redigering og tjek af baggrundsoplysninger. Nogle dage læser og redigerer jeg mit manuskript med en pen, flytter rundt og skærer til, andre dage retter jeg til på skærmen, og hele tiden læser og genlæser jeg baggrundsstof for at lukke de sidste huller.

Jeg har også stadig de sidste besøg med højtlæsning til gode hos historiens vidner, for det er vigtigt for mig, at de ved, at jeg bruger deres oplysninger loyalt og ikke udleverer dem. Jeg har også brugt en del tid i arkiverne, ikke bare i Danmark, men også i Krakow, Warszawa og Wien. I Slovenien tilbragte jeg fire dage sammen med Walerias barnebarn. Det har været et vidunderligt arbejde, fordi det har betydet gensyn med så mange dejlige mennesker, jeg kendte som barn og ung. Og også fordi jeg er oprigtigt taknemmelig over, at det er faldet i mit lod at rejse et mindesmærke over et exceptionelt menneskes liv, og fordi udfoldelsen af hendes historie har betydet heling for hendes familie. Jeg har også en tæt kontakt til den polske ambassade, som er meget berørt af Walerias historie.

Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?

– Hver gang jeg finder noget relevant, skriver jeg det ind i det, der lidt efter lidt bliver til et manuskript. I begyndelsen består arbejdet mest af baggrundslæsning, interviews og arkivarbejde, men efterhånden opstår der øer af historien i manuskriptet, som jeg så kan begynde at binde sammen.

På det tidspunkt kan det være svært at se skoven for bare træer, og jeg ved heller ikke, hvad der ender med at være relevant. Men jo længere frem jeg kommer, og jo bedre historien bliver bundet sammen, jo mere kan jeg flytte mig op i helikopteren og se den oppefra. Noget bliver slettet, nogle afsnit må redigeres og skrives om utallige gange, før de falder på plads.

For at gøre mine bøger læseværdige og skabe en balance til de nødvendige faktabaserede beskrivelser, og fordi jeg ikke kan lade være, bruger jeg alle de skønlitterære virkemidler. Jeg udfolder karaktererne og bygger historien op med crescendo, spænding, følelser og cliffhangers. Men jeg forlader ikke det dokumentariske. Som sagt, jeg kan ikke digte om Waleria, det ville ikke være værdigt.

Mange læsere tror, at jeg skriver romaner. Det er det på sin vis også, fordi historien et langt stykke af vejen fortælles som i en roman. Forskellen er, at den kan dokumenteres.

Hvad tænker du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?

– Uha. I Danmark er vi faglitterære forfattere stedbørn i det litterære parnas. Med Wikipedia og sociale medier er der mere brug for den gennemarbejdede faglitteratur end nogensinde, men ikke desto mindre er de faglitterære forfatteres forhold elendige.

Vores biblioteksafgift pr. side ligger langt under andre forfatteres, vi får færre foredrag til lavere honorarer, og Statens Kunstfond ser ud til at holde igen med tildelinger til os. Vi får færre anmeldelser og mindre omtale. Til historien om Waleria har jeg fra Statens Kunstfond fået – siger og skriver – 17.000 kr. til dækning af rejseudgifter og ikke en krone i arbejdslegat, selv om jeg har søgt siden 2019. 17.000 kr. forslår som en skrædder i helvede, jeg har rejst for mange gange det beløb og brugt adskillige år på at skrive historien. Tilmed bliver faglitteraturen sjældent oversat til andre sprog, og spin-off indtægter som filmindtægter er en sjældenhed. Det meste af faglitteraturen bliver heller ikke indtalt, så der mister vi også indtægter sammenlignet med skønlitteraturen.

Det betyder, at jeg må skaffe indtægter på anden vis, og det går fra den tid, jeg kunne bruge på at skrive. Ultimativt ender det med, at jeg udgiver færre værker, end jeg ellers kunne have gjort. Når jeg fortsætter alligevel, er det, fordi jeg brænder for det, jeg laver, og så må jeg finde andre løsninger. Men det ville gøre godt med noget mere medvind nogle gange. Det er et problem, mange faglitterære forfattere tumler med. En prisvindende forfatter fortalte mig, at han havde måttet sælge sin lejlighed for at få råd til at afslutte sit værk.

Alt dette undrer mig, også fordi jeg jo kan se, hvordan faglitteraturen er værdsat og blomstrer i andre lande. Jeg ved ikke, hvad der er gået galt i Danmark. Det er som om det hos os er finere at være skønlitterær forfatter og allerfinest at være lyriker. Jeg håber oprigtigt, at de aktuelle planer i Forfatterforeningens faglitterære styrelse om at sætte fuldt tryk på udfoldelse af faglitteraturen i 2023 vil slå hul i de indgroede forestillinger. Det er på høje tid.

2004 - 2023 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte