Vil du præsentere dig for os?
Mit navn er Marie-Louise Svane. Jeg er lektor emerita fra Institut for litteraturvidenskab, Københavns Universitet. En del af jobkravet i den ansættelse er at forske og skrive artikler og bøger, og det har jeg gjort om litterære og kulturvidenskabelige emner gennem årene.
Når jeg kigger på bunken, kan jeg se at jeg er et typisk ’barn af min tid’, sikkert på både godt og ondt. Jeg nævner her fire sådanne bøger, som bærer tidens præg. I det hele taget er titlerne fra startfirserne fulde af referencer til tidens feminisme og interesse for kønnets politik. Jeg udgav i 1994 Set gennem kroppen, en bog om to kvindelige kunstnere fra det forrige århundredeskifte, Käthe Kollwitz og Paula Modersohn-Becker. Jeg skrev kapitler til Gyldendals Dansk litteraturhistorie bd. 5, der udkom i 1984, om borgerlig familiekultur og periodens kvindelige forfattere. Det var jo et progressivt projekt, sådan opfattede min generation det, nemlig at skrive de kvindelige forfattere og kunstnere, der var blevet udeladt af kanon, ind i historien igen.
Et andet spor i 90’erne var en revurdering af den romantiske tradition i litteraturen. På det tidspunkt var kulturstudierne meget centreret omkring modernisme og avantgarde, mens romantikken blev set som sentimental, støvet og uinteressant. Vi var så nogle, der tog os for at grave et andet billede af romantikken frem, ét der havde masser af aktuel æstetisk og kulturel relevans.
Jeg udgav i 2003 Formationer i europæisk romantik. Min seneste udgivelse (i to bind) er Orienten som horisont – i europæisk litteratur gennem det 19. århundrede fra 2023. Idéen er her, på tværs af genrer og nationale skel, at vise en meget varieret europæisk diskurs om ’Orienten’. Altså igen interessen i at grave et overset kulturelt lag frem, her et, som spiller med i vores europæiske selvforståelse og i nutidige definitioner af østlige kulturer.
Hvad udmærker dine bøger sig ved?
Ja, det er først og fremmest den historiske gravelyst, jeg lige har talt om. Jeg er altid meget glad, når jeg kan få den sproglige eller billedmæssige analyse til at spille sammen med den historiske kontekst. Så historie og formsprog oplyser hinanden. At et billedsprog i et digt fx øser af genstande og fænomener, der havde en tradition i samtiden, og sådan at de tidsafhængige associationer fra billedsproget føjer noget til digtets betydning. En slags tekstarkæologi, om du vil.
Ellers er det nok karakteristisk, at jeg kombinerer tekst og billede på mange planer. Jeg er et billedmenneske og interesseret i, hvordan de visuelle og de sproglige registre både oplyser hinanden og arbejder på hvert sit gebet. I bogen om de to tyske billedkunstnere ser jeg på deres billedværker og deres skrift i dagbøger og breve. I romantik-bogen skriver jeg om digtere og malere. Kleist læst op mod Caspar David Friedrich. Arabesken som litterær form. Keats som en visuelt registrerende botaniker og digter.
Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
Faktisk er det nok Set gennem kroppen om de to tyske billedskabende kvinder. Det var ikke en bunden opgave, som meget af det akademiske arbejde ellers er og også skal være. Der skal skrives litteraturhistorier, det er en af de opgaver, vi er ansat til at løse, og det er også en spændende opgave, der kan løses på mange måder. Men Set gennem kroppen startede med, at jeg blev grebet af et billede, jeg så på kunstmuseet i Hannover for over 30 år siden. Et selvportræt af min (nu) yndlingsmaler Paula Modersohn-Becker, som jeg ikke kendte dengang. Det maleri havde sådan en autoritet, det var ikke indsmigrende, det var sit eget. Var det en kvinde, der havde malet det? Ja det var det. Og så var der Käthe Kollwitz som havde en helt anden slags autoritet og voldsomhed. Så begyndte jeg at trevle alt det stof op, jeg kunne finde, om de to. Jeg rejste rundt i Tyskland, jeg gik i Modersohn-Beckers fodspor i Worpswede og talte med kenderne. – Jeg har for nylig haft den glæde at lære billedkunstneren Rikke Villadsen at kende. Hun har lige udgivet en stor graphic novel om Käthe Kollwitz. Min gamle bog var en af hendes inspirationer. Så var det ikke forgæves at skrive den bog!
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Det har jeg vel egentlig svaret på. For det første, af lyst til at gennemtrevle og forstå et stort sammensat materiale og dernæst til at fremstille det, så det også er interessant og relevant for andre. For det andet, for at løse de opgaver, som jeg har fået stillet i mit arbejdsområde gennem mine år på universitetet.
Hvad skriver du på lige nu?
Lige nu skriver jeg på en bog om den danske arkæolog P.O. Brøndsted, der forestod en ekspedition i det osmanniske Grækenland 1810-13. Jeg har i nogen grad sluppet de akademiske
tøjler og skriver i en form, der kombinerer fiktion og historiske data. Jeg kalder det en ‘animeret biografi’. Jeg har læst flere hundrede breve til og fra P.O.B. plus dagbøger, notesbøger mm. på Det kongelige Bibliotek. Plus al relevant litteratur af og om P.O.B. Ekspeditionen bestod af P.O.B. samt tre tyske billedkunstnere og en engelsk arkitekt, alle unge mænd i 20’erne, hvis historier jeg også fortæller. Der er meget dramatisk stof: skibbrud, røveroverfald, sygdom og død, sensationelle arkæologiske fund, som jeg trækker ud af de data, der findes. Det psykologiske og alt det mellem linjerne fortæller jeg som episoder i fiktiv form.
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
I forbindelse med Brøndsted-bogen er jeg inspireret af nyere historikere og litteraturhistorikere, som i højere grad dramatiserer begivenheder og skildrer situationsaspektet, hvor de før, i behandlingen af et emne, ville nøjes med det mere distancerede referat. Fx Ulrik Langen Revloutionens skygger om de franske emigranter i København under franske revolution; Andrea Wulf Die Abenteuer des Alexander von Humboldt om Humboldts rejser i Sydamerika. Jeg har også været optaget af Sigrid Combüchens biografiske roman Byron. Hun blander historie, breve, data med excentrisk lyrisk fabuleren, spændende, men for meget af det gode til mit brug. Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien rager op over de andre, det er ekspeditionsbogen over alle – Jeg var også meget glad for at høre Tom Buk-Swientys foredrag i Dansk Forfatterforening i november 2024. Meget inspirerende
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?
Her mens jeg skriver på Brøndsted-bogen begynder jeg typisk dagen med at læse mit manuskript, fx de sidste 2 kapitler, jeg har skrevet. Så er jeg optanket og parat til at tænke både fremad og tilbage i teksten. De næste timer foregår på Det kongelige Bibliotek i håndskriftafdelingen. Der dukker hele tiden nye breve og notesbøger op. Jeg fotograferer manuskripterne, når jeg finder noget, som påvirker min historie, og jeg husker (efterhånden) at fotografere titel, kode og nummer på arkivæsken. Ellers kan det være umuligt at finde tilbage til den passage, der var interessant. Den gotiske håndskrift kan være meget hård at afkode. Så er det bedre at sidde med skriftbilledet på skærmen hjemme og have god tid. Jeg finder løbende litteratur, bøger, aviser, billedværker eller andet. Det læser jeg når jeg har tid. Gerne i sommerhuset, når sæsonen er til det. Når det kan lade sig gøre, besøger jeg de steder, hvor historien har udspillet sig. I september var jeg på Égina i P.O.B’s fodspor. Det er en vigtig og magisk del af processen.
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Fordi materialet til Brøndsted-bogen er kæmpestort, har jeg ikke først lavet al research og så derefter skrevet teksten. Jeg har delt arbejdsgangen op i 4-5 faser, svarende til tidsrum i det biografiske forløb – og inden for hver fase læst håndskriftmateriale, sekundærlitteratur først, derefter skrevet, og tit med genlæsning af sekundærlitteraturen – fordi den ofte på dette tidspunkt afgiver andre interessepunkter, end da jeg læste første gang. Ligeledes med brevene. Jeg opdager også undervejs skjulte hemmeligheder eller sammenhænge. Det virker måske tilbage på den skrevne tekst og kræver måske omstruktureringer. Og det skærper, ikke mindst, både detektivlysten og skrivelysten.
Hvad tænker du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Der er to problemer, jeg særligt hæfter mig ved. Forskningsbaserede bøger, som dem jeg skriver, kan ikke regne med stort publikum og oplag, så forlagene udgiver derfor kun, hvis jeg som forfatter kommer med fondsstøtte til udgivelsen. Det er noget af et lotteri, og en barriere, der kan trække en udgivelse ud. Jeg er ærgerlig over, at forlagene ikke kan satse en større del af deres egen økonomi på fagbøgerne.
Hvis vi skal kunne skrive gode forskningsbaserede bøger på dansk til det danske publikum, som jo findes (Politiken-læserne), så må forlagene have en politik på det. Ellers bliver den opdeling skærpet mellem Gyldendal-litteratur (faghistoriske stjerner, Gyldendal tør satse på) og akademisk litteratur på engelsk(e forlag), som glider helt uden om den almene læsende offentlighed.
Det andet problem ligger i forlængelse af det første. Den seriøse faglitteratur bliver ofte ikke anmeldt, eller kun hvis udgivelsen handler om noget aktuelt eller er af en af de kendte stjerneforfattere. Så jeg tænker, at noget bør gøres.