Find oversætter

Månedens læser – maj 2025

Hvad læser du?
I en ny månedlig enquete vil vi spørge en række mennesker omkring litteraturen,
hvad de læser i øjeblikket – af ren lyst og nysgerrighed. 
Måske kan det inspirere.
Af De faglitterære - 13. maj 2025

Thomas Rafn, centerleder på Hald Hovedgård

Hvilke bøger læser du i øjeblikket?
Jeg læser tredje og sidste bind af Anne-Marie Mais Hvor litteraturen finder sted (Gyldendal) samt billedkunstneren Christian Vinds cykelrejseessay Lolland I-III (Antipyrine).

Hvorfor læser du netop disse ?
Anna-Marie Mais litteraturhistorie er først og fremmest professionel/faglig læsning – men hun er jo en fantastisk skribent/formidler, så det glider lidt over i fornøjelseslæsning. Christian Vinds cykelrejseessay er ren fornøjelse og Ole Wormsk løssluppenhed; som kunstner bor han i et lidt særligt cross-over eller spil-over felt mellem billeder og tekst, som jeg er meget fascineret af og har fulgt i mange år efterhånden.

Er der en særlig fagbog/nonfiktion-titel, du har læst gennem tiden, som betyder noget særligt – og som du gerne vil anbefale vores medlemmer?
Jeg vil til enhver tid anbefale V.J. Brøndegaards Folk og flora + Folk og fauna (Rosenkilde & Bagger 1978-80). Det er et ubegribeligt gennemresearchet livsværk på samlet set 6 bind, der med sine etnobotaniske og -zoologiske sammenkædninger af natur, folklore, videnskab og sprog viser sammenhænge, hvor ingen havde troet dem mulige. Hele verden åbner sig i noget så uskyldigt som et ahornblad – eller en hummer. Værket er nyligt blevet gjort tilgængeligt online af Kungliga Skogs- och Landbruksakademien, så man behøver ikke (længere) købe sig fattig for at anskaffe sig værket.

 

 

2004 - 2025 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte