Vil du præsentere dig for os?
Egentlig ville jeg have været journalist, og den drift er intakt. Men det blev pædagogikken og didaktikken, uddannelse og undervisning. Jeg blev lærer og senere kandidat i pædagogik. Så ved siden af min forfattervirksomhed er jeg lektor på læreruddannelse og forskningsafdeling ved University College Lillebælt i Odense. Mit navn er Peter Brodersen.
Min lille familie, som favner Anne, tre børn/bonusbørn, to svigersønner og fire børnebørn, står mine hjertekamre nærmest. Dertil kommer den store familie og vennekredsen. Øvrige interesser er film, litteratur, samfundsforhold i bred forstand, løbeture, padeltennis og både naturen omkring Svendborg og kulturen i byen. Der er vand, hvor øjet kan vandre, og der er byens blikfang og ørehængere, som sætter scener og pladser. Svendborg ligger i den høje ende med kulturtilbud pr. indbygger.
Min kone er storforbruger af skønlitteratur, så vi sidder ofte og deler sproglige perler. Selv samler jeg faktisk på citater, fordi det gode citat bidrager til at indramme kernen i et fagligt, eksistentielt, socialt eller politisk tema. Tag fx Mark Twains ”Wagners musik er bedre end den lyder,” som ganske overrumplende kan sige noget om åbenhed og fordybelse.
Der stikker også en lille entreprenør i mig, jeg kan godt lide at få ting til at blive til noget, fx ved at sidde i bestyrelser og lave baggrundsarbejde, der bærer frugt. Det er nok den pædagogiske bagage, der slår igennem her og den journalistiske interesse for den gode historie.
Hvad udmærker dine bøger sig ved?
Det svar må andre om. Men nu drejer mine bøger sig om uddannelse og undervisning, og lærerens opgave er kort sagt at gøre det ukendte kendt for eleverne, så de som en slags pionerer gennem modtagelighed og selvvirksomhed kan indtage nyt land.
Det er vigtigt at forstå pionerens situation, og jeg får tilbagemeldinger fra læsere og anmeldere om, at sproget er tydeligt og billeddannende, og begreber fra den pædagogiske videnskab inviterer læseren til at forstå praktiske situationer i form af cases eller dilemmaer på en ny og handlingsorienteret måde.
Pioneren føler sig set på min scene. Siger de. Og det er en meget tilfredsstillende for fornemmelse for livsværk – på det punkt.
Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
Det har Oplevelse, fordybelse og virkelyst – noter til æstetik i undervisningen. Så absolut. En af mine vejledere på Danmarks Pædagogiske Universitet sagde: ”Du er jo æstetiker”. Det havde jeg ikke tænkt over. Men det er rigtigt.
Min lyst og vilje til form i hverdag, fest og profession er et gennemgående træk. Jeg begyndte at skrive om æstetik i 80’erne. Så bemærkningen fremkaldte noget, jeg nok godt vidste i forvejen, og den fodrede på den måde appetitten til et område med et netværk af begreber til at forstå æstetik og ikke mindst æstetik i undervisningen med. Min seneste bog om æstetik, Æstetik i undervisningen – kort fortalt, ligger også højt på mit eget barometer.
Betydningen af æstetik kan karakteriseres gennem begrebet en ”lysning”, altså det fænomen, vi møder gennem vandring i en skov, og netop der, hvor lyset pludseligt bryder gennem træerne og oplyser en selv og de andre på en særligt stemningsfuld måde. Det samme med æstetiske eller kunstneriske oplevelser, der får verden til at træde frem på en pirrende, smuk eller mærkværdig måde. Mærk-værdig er et godt ord.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Jeg har siden de første stile i skoletiden med dansklærere, der så mig, som sagt haft et journalistisk drive. Den energi muterede til faglitteratur – til essays, videnskabelige artikler, formidlingsorienterede artikler og bøger. Desuden er det en stor fornøjelse at skrive om noget, man selv har undervist og forsket i og så få det til at leve på tryk. Sende tekster ud i verden og se dem leve sit eget liv og blive overrasket over, hvad læsere og brugere lægger mærke til.
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Mange forskellige. Først vil jeg fremhæve betydningen af at være i kreative og stærke fagmiljøer, der tilbyder viden, indsigt og tankebaner, som man kan afprøve, stå af på eller videreudvikle. Og forfatterinspiration? Ja lige fra Jürgen Habermas’ analyser af de sociale mediers indflydelse på demokratiske viljedannelse til Jørgen Leths kortfattede indramninger om sport, jazz, dans og erotik.
På nærmeste hold har og er min chef fra forskningsafdelingen på UCL, Thomas Illum Hansen, en konstant stor inspirationskilde til pædagogisk filosofi og didaktik. I tekst, tanke og tale. I viden og sprog. En kort idéudveksling med ham åbner altid nye muligheder. En anden inspirationskilde er Donald Schön, hvor jeg atter har genlæst Den reflekterende praktiker – en pædagogisk bestseller der på en unik måde stiller praktikeres særlige viden frem og viser, hvordan den kan kvalificeres.
På den skønlitterære side vil jeg fremhæve Paul Auster. Han starter en af sine romaner sådan her: ”Jeg ledte efter et stilfærdigt sted at dø. En eller anden anbefalede Brooklyn, så den næste morgen tog jeg derned fra Westchester for at sondere terrænet.” (Fra Brooklyn Dårskab). Så er vi i gang. Paul Auster placerer ofte sine karakterer på et eksistentielt nulpunkt, hvorfra de skal kravle op til en mere fri udfoldelse. Det fascinerer mig.
Karl Ove Knausgård er jeg også storforbruger af. Knausgård har selv sagt, at god litteratur får en til at ”sænke paraderne over for selvet og lader noget andet, andres oplevelser og tanker fylde os.” Det gælder hans romaner, og hans små essays om årstiderne kan man blive ved med at hente inspiration fra. Det samme gælder Olga Tokarchuk, der forbinder skønlitteratur og essayistik på sin helt egen måde og derfor får Nobelprisen. Og læser jeg en enkelt side af essayisten, det amerikanske ikon, Joan Didion er jeg hooked og fyldt med billeder af forblæste byer, brugt liv og lavmælt sarkasme. Det lyder måske tørt men er sprængfyldt med dragende syner og intellektuel skarphed. Prøv selv med Slæber sig mod Betlehem.
Endelig er det et must at nævne den encyklopædisk lærde professor, Carsten Thau, hvis tekster om kunst og arkitektur trækker på filosofi, semiotik, historie, psykoanalyse og meget andet. Nogle af hans foredrag blev rene tilløbsstykker – ofte med ekstra stole og folk på trappen. Selv på TV fungerede hans format. Jeg var leder af pædagogiske konferencer ved University College Lillebælt i 00’erne, og jeg måtte selvfølgelig invitere Carsten til Odense som foredragsholder til et heldagsprogram om ”æstetisk dannelse”. Han kvitterede ved at guide os ind i en katedral af encyklopædisk viden om emnet.
Idet vi husker, at inspiration kommer af det latinske ”inspirare”, der betyder at indblæse. I hverdagssproget er inspiration ofte noget, der kommer indefra, men den ret beset et mellemværende med andre – et boost udefra. Carsten Thaus virke var på sit felt indbegrebet af inspiration.
Hvad skriver du på lige nu?
Jeg er netop gået i gang med en bog, der hedder Syv sider af god undervisning. Jeg er redaktør for en større forfattergruppe og skriver selv en indledning og et kapitel om lærerens autoritet. Det er spændende, når bogens idé og form dukker op allerede under bruseren og tager fart ved morgenkaffen.
Og nu kapitlet om autoritet? Jeg vil gerne indramme pointerne om lærerens autoritet med en case fra dagens folkeskole, hvor jeg netop har truffet aftale med en lærer i en 7. klasse i Odense, der vil lægge ryg til mine observationer og spørgsmål, og som skal ende i en case og nogle veje i lærerens arbejde med at opbygge en naturlig autoritet og derved beskytte undervisningens egenart og elevernes mulighed for vækst.
Desuden vender jeg løbende tilbage til idéer til bøger, der endnu blot er stikord, men som lag på lag toner frem og giver form som noget, jeg kan drøfte mulighederne i med min glimrende redaktør på Hans Reitzels forlag, Henrik Juul.
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?
Jeg læser og skriver et par timer og tager derefter ind på UCL til arbejdsfællesskaber, møder og undervisning. Idéer til nye tekster kommer og går. Jeg samler op, tager notater, arkiverer, polerer en sætning til den står rigtigt. Til undervisning kan jeg være timer om at lave en PowerPoint. Men så er den nok også slidstærk. Er den ikke det, så skal de studerende nok være der.
Når kapitler i mine bøger er ved at falde på plads, bliver min kone den første medlæser. Hun er meget lydhør for indholdets skarphed eller uskarphed og for den sproglige musik på en kærlig-kritisk måde. Sådan bliver nogle almindelige arbejdsdage også ualmindelige. Indlysende grunde til at holde af hverdagen for nu at parafrasere Dan Turèll.
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Det ligger i min metier at skulle afsøge teoretisk, empirisk og praktisk viden fra pædagogiske professioner i hverdagen. Så min ophobning af idéer trækker på alle tre områder. Dertil kommer skønlitteratur og film, den gode journalistiske historie, som jeg aldrig bliver træt af, og den konstante opmærksomhed på det gode citat, der samtidig er et ønske om at fastholde noget, der forsvinder om lidt.
Psykologer kan sikkert forklare, hvad det er for en trang hos, men Søren Ulrik Thomsen har nok sagt det ret præcist for mig og måske andre forfattere: at fastholde noget dyrebart i tiden, mens den går, gøre digtet eller teksten til noget objektivt uden for en selv og dermed, ”redde det ud af dødens hænder” – for ”et digt kan være som et stykke rav, hvor der er fanget et lille øjeblik af tid inden i det.”
Hvad tænker du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Den fysiske bog på mit område er presset på grund af piratkopiering, streamingmuligheder og mange læseres adgang til NOTAs tilbud. Også dem der ikke har læsevanskeligheder, men som låner deres login af lillebroren eller andre hælere. Det er en glidebane, som forfatterforeningen også har været i gang med at modgå, og her tænker jeg på det arbejde, som forfatterforeningens jurist, Anne Koldbæk, så glimrende har udført. Cadeau til Anne.
Til gengæld tror jeg ikke på den fysiske bogs snarlige død. Dertil overtrumfer den taktile glæde, den kognitive bekræftelse og den flerdimensionelle fornemmelse ved at bladre og fokusere på bogsider helt klart skærmens endimensionelle scrollen. Bogens medsyn og skærmens modlys. En forskel der gør – og vil gøre en forskel. Altid.