Vil du præsentere dig for os?
Jeg hedder Lene Krüger. Min faglige bagage er uddannelse og erfaring som bibliotekar, håndarbejdslærer og pædagog. Min baggrund for at skrive om strik er en umættelig og snart 50 år gammel passion for strikning, faglighed på området og så selvfølgelig lysten til at formidle min viden videre til andre strikkeinteresserede.
Jeg skriver og udgiver bøger om strik og strikkeopskrifter på indieforlaget Knitters Agenda, som jeg etablerede i 2015. Jeg skal ikke leve af det, men skriver og udgiver, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg holder af de afvekslende arbejdsopgaver, der hører med til at skrive og udgive en bog. Foruden at skrive står jeg for layout og opsætning i InDesign, og på den seneste udgivelse var jeg også fotograf.
Jeg sætter en stor ære i at levere et professionelt produkt, og det indebærer samarbejde med en hel del mennesker som f.eks. teststrikkere, opskriftskyndige, betalæsere, forfatterkolleger, redaktører, korrekturlæsere og naturligvis trykkeri og distribution. Skriveprocessen kan være en ensom affære, så dialogen og samarbejdet med andre bogfolk omkring en udgivelse oplever jeg som en kærkommen variation.
Hvad udmærker dine bøger sig ved?
Jeg tror først og fremmest, at mine strikkebøger skiller sig ud ved, at der ikke f bøger med et lignende indhold på markedet på udgivelsestidspunktet. I mine strikkebøger kombinerer jeg strikning og mindfulness og formidler emnet i både teori og praksis. Bøgerne udmærker sig ved at være god kvalitet, hvad angår både indhold og form. Bøger skal være indbydende, og det skal være en dejlig oplevelse alene at bladre og kigge i dem.
Desuden adskiller jeg mig nok fra de fleste strikdesignere og strikkebogsforfattere ved at prioritere strikkeprocessen lige så højt, og nogle gange højere, end det færdige strikkede arbejde. At strikke er i høj grad en sanselig oplevelse. En oplagt mulighed for at være til stede i nuet, at opleve flow og afstresning. Får man et dejligt slutprodukt ud af processen, er det selvfølgelig et plus, men det er absolut ingen betingelse for at få glæde af strikningens afslappende indvirkning.
Endelig tror jeg, at mine bøger udmærker sig ved, at jeg som forfatter ikke er sponsoreret af en garnproducent. Det stiller mig friere, og det har afgjort betydning for min tilgang til emnet, til hvad og hvordan jeg skriver.
Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
Min første selvudgivelse Strik en Pause: din guide til mindful strik er indtil videre den af mine bøger, der betyder mest for mig, netop fordi det var den første selvudgivelse. Det tog mig fem år at skrive den, og jeg var så spændt på modtagelsen, fordi jeg stod med hele ansvaret alene. Alt pegede tilbage på mig, hvis den blev en fiasko. Det blev den ikke, den kunne stå distancen.
Det gjorde mig selvfølgelig stjerneglad, da den fik en god lektørudtalelse og blev omtalt i blade og magasiner i både ind- og udland. Ikke for omtalen i sig selv, men fordi omtalen betød at læseren fik øje på den og begyndte at låne og købe bogen. Senere udkom den som lydbog og punktbog via NOTA. Og nej, det blev ikke en bestseller, men mindre kan også gøre det, og nordjyden er bestemt tilfreds. Så tilfreds, at jeg skrev og udgav en bog mere og nu har en tredje på vej.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Jeg skriver faglitteratur, fordi jeg har faglig viden, praktisk ekspertise og erfaring, som jeg ønsker at dele. Helt grundlæggende ønsker jeg at bidrage til at føre en lang håndarbejdstradition videre, og så håber jeg selvfølgelig, at jeg kan tilføre mine læsere ny viden og ikke mindst dejlige oplevelser med strikketøjet.
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Jeg er meget inspireret af den nordiske strikketradition. Min reol bugner af skandinavisk strikkelitteratur, som jeg har samlet gennem mange år. En dansk klassiker, som jeg er særligt glad for, er Strik med nordisk tradition af kunsthåndværker Vibeke Lind. Jeg købte bogen i 1990, og det er stadig den bog i min samling, som jeg har haft størst udbytte og fornøjelse af.
I mine egne strikkebøger kobler jeg strik og mindfulness sammen. Her har en stor inspirationskilde været Jon Kabat-Zinn. Det samme har andre forskere og sundhedspersonale fra primært USA og Storbritannien. Deres resultater og erfaringer i relation til strik og afstresning underbygger min egen praksis og det, jeg skriver om.
Hvad skriver du på lige nu?
I et par år har jeg skrevet på en kollektivroman, der indtil videre har arbejdstitlen Strikkeklubben. Genren vil jeg beskrive som grotesk socialrealisme. Den handler om en gruppe mennesker, hvis liv ændrer sig på flere plan, da de bliver medlemmer af en kommunal strikkeklub.
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?
Ingen af mine arbejdsdage ligner hinanden så meget, at jeg kan kalde dem almindelige. I så fald vil det almindelige være, at jeg skriver på alle tider af døgnet, hvor koncentrationsevnen og tiden tillader det. Det kan være alt fra timer til sekvenser på få minutter af gangen.
Mine skriverutiner varierer afhængigt af, hvad jeg skriver på. Da jeg skrev mine strikkebøger, lagde emnet og researcharbejdet op til at arbejde struktureret og fokuseret. Nu hvor jeg skriver skønlitteratur, oplever jeg skriveprocessen langt mere legende og ukompliceret.
Jeg skriver alle ugens dage. For tiden er jeg mest effektiv i de tidlige morgentimer eller i kortere tidsrum om natten (når min hund synes, at den skal en tur i haven). Uanset genre arbejder min hjerne på manuskripterne døgnet rundt, så egentlig går ingen tid til spilde. Mobilens notesblok bruger jeg flittigt, så de ideer, der dukker pludseligt op, kan blive indtalt med det samme. Det værste jeg ved er at glemme en ide, en god dialog eller en formulering af en sætning, der måske har drillet længe.
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Min første bog Strik en pause: din guide til mindful strik krævede en del research, og den var derfor fem år undervejs. I praksis researchede og skrev jeg sideløbende. Nogle kapitler krævede, at jeg havde researchdelen helt på plads, før det var muligt at konkludere, skrive og formidle indholdet. Andre kapitler kunne jeg skrive umiddelbart med baggrund i mine mere end 40 års erfaring på området.
Min anden bog HALS: mindful og bæredygtig strik har et indhold og en form, der krævede et minimum af research. I hvert fald en helt anden type research, der var knap så tung at arbejde med. HALS er skrevet med baggrund i mit eget designarbejde og min eksisterende viden og erfaring med strik og mindfulness.
At skrive om et praktisk fag, som f.eks. strikning, kræver desuden en betydelig mængde praktisk research, hvor man helt konkret tegner, designer, strikker, tester teknikker, tjekker mønstre og farver, formulerer opskrifter og så videre. Alt dette arbejde er af logiske grunde nødt til at gå forud for selve skrivningen og er nok den del af mit arbejde, som jeg holder mest af.
Hvad tænker du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Hvad angår mit eget fagområde, er det min oplevelse, at der er lyse tider. Interessen for håndværk og håndarbejde blomstrer op i krisetider, vi får behov for det nære og rykker tættere sammen i bussen. Vi finder tryghed og mening i at genopdage, dyrke og heldigvis også nyfortolke traditionelle håndarbejdsdyder som strikning, hækling og broderi, bare for at nævne nogle eksempler.
Generelt er jeg overbevist om, at der altid vil være behov for grundig og saglig faglitteratur skrevet af velkvalificerede fagfolk.
Link til min hjemmeside.