Find oversætter

Helge Kragh modtager Den Faglitterære Pris 2025

Forfatter og videnskabshistoriker Helge Kragh modtager fredag den 7.11. Den Faglitterære Pris 2025. Vær med til at fejre ham, prisen og faglitteraturen.

Af De faglitterære - 6. november 2025
Videnskabsformidling på højt plan

På forbilledlig vis formidler Helge Kragh gennem sit populærvidenskabelige forfatterskab komplicerede naturvidenskabelige teorier og skoler på en måde, så det ikke kun bliver forståeligt, men også vedkommende for et alment læsepublikum.

Med forfatterskabet bringes læseren til det mindste og det største – fx atomernes kvantemekanik, galakser, krumme rum, termodynamik og sorte huller. Det er et væsentligt bidrag, som Helge Kragh leverer til den sande oplysning om den verden, vi lever i.

 Helge Kragh demonstrerer ligeledes gennem et klart og imødekommende sprog, hvordan den faglitterære bog kan bygge bro mellem vanskeligt tilgængeligt stof og en alment interesseret læser.

 På vegne af Statens Kunstfond er det derfor en stor glæde for gruppen af Faglitterære Forfattere i Dansk Forfatterforening at tildele Helge Kragh Den faglitterære Pris 2025 på 75.000 kr.

Med prisen følger et håb om, at Helge Kragh vil fortsætte med sin gennemlysende formidling af den viden, vi har om det mindste og det største. Noget, som vi alle er afhængige af.

 

 

Prisoverrækkelsen finder sted fredag den 7.11. kl. 13.30 på Bellascenen i forbindelse med årets BogForum.

Kl. 14 afholder vi en reception i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag og fejrer Helge Kragh.

Alle er velkomne til at deltage!

Kl. 15.30 har Henrik Poulsen en samtale med Helge Kragh om kunsten at formidle kompliceret stof til et bredt publikum. Det sker på Dansk Forfatterforenings stand (C4-003), umiddelbart i nærheden af Bellascenen.

2004 - 2025 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte