Find oversætter

Månedens Fagforfatter – februar 2026

Det handler ikke om at gøre teksten subjektiv, men om at gøre den nærværende. Faglighed mister ikke sin styrke af at blive formidlet af et menneske – tværtimod. Her kan vi lære af skønlitteraturen – især modet til at bruge stemmen, rytmen og nærværet …
Stig Dankert Hjort

Af De faglitterære - 13. februar 2026
Vil du præsentere dig for os?

Mit forfatterskab begyndte ved et tilfælde. Jeg skrev en universitetsopgave og skulle bruge en 16 mm film med et interview, som lå på Borgens Forlag. For at få lov til at låne filmen insisterede Jarl Borgen på at læse opgaven, når den var færdig. Det gjorde han – og det blev begyndelsen på min første bog om den indiskfødte filosof Jiddu Krishnamurtis psykologi (1983).

Efter endt universitetsuddannelse og efteruddannelse har jeg arbejdet i selvstændig praksis med psykoanalytisk orienteret psykoterapi, som stadig er min primære beskæftigelse. Jeg har også undervist i psykologi på gymnasieniveau. Min faglige hverdag og min skrivning har altid været tæt forbundne og gensidigt inspirerende.

Hvad udmærker dine bøger sig ved?

Mit forfatterskab bevæger sig inden for tre hovedområder:

Dansk filosofi og psykologi samt psykoterapiens historie i Danmark
Mit bidrag omfatter artikler, essays samt to biografier om psykoanalysens danske pioner Sigurd Næsgaard (1989 og 2020).

Psykoterapi i teori og praksis
Her har jeg bl.a. bidraget til Psykodynamisk Leksikon (2002) og skrevet Hvad er psykoterapi (2008 og 2011). Min bog I begyndelsen var Freud (1991) udsprang af en række forelæsninger, jeg holdt om Freuds behandlingsmetode. Derudover har jeg skrevet en bog om hypnosens historie (1989) samt tre mere selvhjælpsorienterede bøger om den autogen træning (2015), selvhypnose (2012) og parforhold (2013).

Eksistentielle temaer
Jeg har især arbejdet med Søren Kierkegaards psykologisk-filosofiske univers — primært i artikler og essays. Jeg har også skrevet et skuespil, som er på vej til udgivelse.

Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?

Jeg har det i reglen sådan, at den bog, jeg er i gang med, er den, der betyder mest. Min senest udgivne bog De Døde går igen – og andre små-filosofiske essays (2024) betyder meget for mig, da den adskiller sig fra mine andre bøger ved sin mere personlige stil. Den kredser om nogle af de eksistentielle spørgsmål, der har fulgt mig gennem hele mit voksne liv – men som jeg her har behandlet i en friere og mere legende form.

Hvorfor skriver du faglitteratur?

Det udspringer af min medfødte nysgerrighed samt mine faglige interesser. At skrive giver mig mulighed for at fordybe mig og samtidig formidle viden på en måde, der skærper min egen forståelse. Der er noget særligt ved den proces, hvor faglig fordybelse langsomt bliver til klarhed – både for mig selv og forhåbentlig for læseren. Det er en tilfredsstillende måde at arbejde med mit fag på – både intellektuelt og menneskeligt.

Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?

Sigmund Freud var en fremragende formidler. Jean-Paul Sartres måde at formidle sine filosofiske overvejelser i skuespil og skønlitterært anlagte værker er også interessant for mig. I nyere tid har Irvin D. Yaloms eksistentielle værker inspireret mig med deres klare og pædagogiske stil.

Jeg henter også inspiration hos essayister som Suzanne Brøgger og Marilynne Robinson, der formår at forene refleksion, personlighed og sproglig præcision.

Hvad skriver du på lige nu?

Jeg skriver på en bog om mennesket i den algoritmiske tidsalder – et projekt, der optager mig meget. Det er et tema, der rejser både psykologiske og eksistentielle spørgsmål, og som muligvis vil føre mig i en mere skønlitterær retning denne gang. Formen får lov til at udvikle sig undervejs.

Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?

Jeg har to faste hele skrivedage om ugen, men arbejder også andre dage, når jeg har tid til det. Jeg begynder som regel med at gennemlæse det seneste kapitel og lytter ofte teksten igennem for at høre, hvor sproget ikke flyder. Hvis noget halter, retter jeg det med det samme, før jeg går videre.

Jeg skriver efter den frie indfaldsmetode: først et længere stykke, som jeg derefter gennemlæser eller lytter til og tilretter. Undervejs kan der opstå behov for at læse op på noget eller tjekke specifikke oplysninger.

Jeg holder som regel en pause hver time, hvor jeg rejser mig, går en tur eller drikker et glas vand. Hvis jeg går i stå, presser jeg ikke processen. Jeg har altid nogle længerevarende projekter, jeg kan tage frem. Dagen slutter som regel ved aftensmåltidet, men ved deadlines arbejder jeg gerne videre ud på aftenen.

Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?

Research er for mig både en faglig og en menneskelig proces. Jeg følger løbende med i den nyeste litteratur inden for mine hovedområder og er gennem årene blevet brugt flittigt som anmelder af ny faglig litteratur.

Jeg kan også lide at komme i kontakt med specialister. Da jeg skrev til Psykodynamisk Leksikon, korresponderede jeg bl.a. med Viktor Frankl, og til min første bog om Sigurd Næsgaard interviewede jeg en række mennesker, heriblandt flere kunstnere, der havde kendt ham. Researchen foregår både før og under skrivningen.

Hvad tænker du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?

Det faglitterære marked er presset af en digital kultur, hvor hurtige svar ofte vinder over grundig indsigt, og hvor gratis onlineviden, ændrede læsevaner og en kortere opmærksomhedsspænd udfordrer den klassiske fagbog.

Derfor mener jeg, at vi som fagforfattere er nødsaget til at arbejde endnu mere bevidst end før med formidlingsdelen. Det handler ikke om at gøre teksten subjektiv, men om at gøre den nærværende. Faglighed mister ikke sin styrke af at blive formidlet af et menneske – tværtimod. Her kan vi lære af skønlitteraturen – især modet til at bruge stemmen, rytmen og nærværet.

Jeg tror, faglitteraturen står stærkere, når forfatteren tør træde frem i teksten med sin nysgerrighed, sin tvivl og sin begejstring, uden at gå på kompromis med fagligheden. Når forfatteren tør være til stede som menneske – ikke kun som ekspert. For mig er det netop i mødet mellem faglighed og personlig stemme, at faglitteraturen bliver levende og vedkommende.

F-siden og min egen hjemmeside.

2004 - 2026 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte