Vil du præsentere dig for os?
Mit navn er Helle Hinge. Jeg er forfatter til en række fagbøger, især for børn og unge. De fleste er udkommet i serien De store fagbøger, andre i serien De små fagbøger – begge på Gyldendal. De to serier henvender sig til forskellige aldersgrupper.
Hvad udmærker dine bøger sig ved?
Mange af mine bøger har fokus på samfundsaktuelle emner. Formålet er at formidle viden til børn og unge, så de kan forholde sig til det omgivende samfund, men også reflektere over eget liv. Hver bog anskuer et tema fra flere vinkler, så læseren bliver præsenteret for flere holdninger, for eksempel til populisme og nationalisme. Håbet er, at læseren via et nuanceret indblik kan opøve en kritisk sans. Bøgerne har således et dannelsespotentiale.
Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
Bogen Kærlighedens historie er mit hjertebarn. Den handler om kærlighed i idehistorisk perspektiv – et emne, som er positivt i sig selv. Den bog har været den dejligste at skrive. Jeg skrev den i forlængelse af bogen Ondskab, hvilket gjorde det tydeligt, hvordan man påvirkes af de temaer, man skriver om.
Forleden fik jeg øje på min bog Overvågning på et folkebibliotek, som havde en udstilling om overvågning. Som forfatter betyder det noget at se ens bøger ude i virkeligheden. Det tydeliggør, at bøgerne er til for at oplyse andre, eksempelvis om overvågningssamfundets fordele og ulemper.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Pædagogen Jerome Bruner mente, at alle kan lære noget om alt, hvis bare det foregår på deres niveau. Det gælder også børn. Jeg skriver, fordi børn skal have adgang til viden på deres niveau. De skal kunne finde en faglig indføring i et aktuelt emne, eksempelvis på skolebiblioteket. Jeg skriver også, fordi jeg kan lide at gøre komplekse emner letforståelige.
Alle har ret til viden, og den skal formidles til dem på en passende måde. Også voksne læsere, herunder svage læsere, som vil have en hurtig introduktion til et emne, læser bøgerne i serien De store fagbøger. Det er godt at vide som forfatter.
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Eftersom jeg skriver om mange forskellige emner, hvor forskellige forskningstraditioner og forfattere er på banen, har jeg ikke bestemte forfattere som inspirationskilder. Min research til bøger handler heller ikke kun om at læse bøger og andre tekster. Jeg henter også inspiration fra film, udstillinger, politiske høringer og ikke mindst samtaler med mennesker, der på egen krop
har erfaret det, som jeg vil skrive om. Jeg har lavet kvalitative interviews med unge hjemløse, transpersoner, personer med flydende identitet, en tidligere pusher og indsat og mange andre.
Hvad skriver du på lige nu?
Jeg er i gang med to bøger, som begge udkommer på Gyldendal i år. Dels en bog om magt, dels en bog om venskab. Begge bøger behandler de interpersonelle relationer såvel som de moderne magtteknologiers indflydelse på vores liv.
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?
Når jeg skriver på fagbøgerne, gør jeg det ofte flere dage i træk fra morgen til aften. Jeg skriver ikke på dem hver dag, for jeg har valgt også at være manuskriptredaktør for forlag og sproglærer. Jeg kan godt lide balancen mellem at være ude og arbejde med mennesker – og sidde og skrive for mig selv. Når jeg skriver på en fagbog, har jeg kun fokus på den og kommer virkelig ind i stoffet. Der er mange fordele ved at fordybe sig i ét emne.
I de senere år har jeg skrevet nogle bøger med en medforfatter. Det er sjovt at være to om at skrive, for det kan ellers være en ensom proces. At introducere en medforfatter til, hvordan man skriver fagbøger for børn og unge, er også en måde at give et håndværk videre på.
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Inden jeg går i gang med en bog, orienterer jeg mig: Hvad er der tidligere skrevet om emnet – for forskellige målgrupper? Hvem bør jeg kontakte for at få mere at vide? Det kan være alt fra græsrodsbevægelser til forskere. Ingen skriver ud af ingenting, vi mennesker står på skuldrene af dem, der kom før os.
I researchfasen tager jeg noter. Men når jeg begynder at skrive, researcher jeg ikke længere. Der kan dog opstå spørgsmål i skriveprocessen, hvor jeg må grave lidt for at finde svar. Det kan også blive nødvendigt, hvis jeg i skriveprocessen finder ud af, at et kapitel skal handle om noget andet end det oprindeligt planlagte.
Hvad tænker du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Faglitteraturen er et oplysningsprojekt, hvilket vi har en lang tradition for herhjemme. I dag handler det, for fagbøgers vedkommende, ikke kun om at oplyse, men om at fremstå som et pålideligt alternativ til falske nyheder og anden utroværdig information, eksempelvis fra digitale sprogmodeller. Det er vigtigt, at bøger, der udgives på forlag, fremstår som troværdige alternativer.
Link til min hjemmeside.