Find oversætter

Månedens fagforfatter – august 2026

… Helt ærligt? Jeg er gnaven! Over offentligt støttede bogfestivaler, som ikke har én eneste fagbog med. Over, at vi end ikke har et radioprogram om faglitteratur … og selvfølgelig også over, at vi i Danmark ikke har en faglitterær forfatterskole endnu.

Sisse K. Ibsen

Af De faglitterære - 27. august 2026

 

Vil du præsentere dig for os?

Selvfølgelig! Mit navn er Sisse K. Ibsen. Jeg har skrevet en enkelt fagbog om emnet gode begravelser. Udgivelsen betød, at jeg blev debattør, foredragsholder og tilrettelægger af konference og workshops om emnekredsen. Sammen med en ikke-forfatter er jeg derfor blevet det, vi kalder begravelsesaktivist.

Jeg er også aktiv i DFF. Sidder i styrelsen for F-gruppen, bl.a. for at arbejde for en dansk faglitterær forfatterskole. Styrelsesarbejdet betyder, at jeg har været tovholder på et workshopforløb for fagbogsforfattere ( givende at se andres bøger tage form) og nu er tovholder for Dansk Forfatterforenings stand på Bogforum 2026.

Hvad udmærker dine bøger sig ved?

Som sagt: Er foreløbig en enkeltværksforfatter, til bogen Begravelse for begyndere – en jordnær guide. Bogen stiller sig utvetydigt på de pårørendes side og er grafisk tilrettelagt, så den også kan speedlæses i en akut situation. Udgivelsen har til stor overraskelse for mig fået en kreds af ´ambassadører´. Folk, som forærer den til alle familiens voksne børn eller venligt trykker den ind i hånden på den næste, som står i situationen …

Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?

Se mine to svar på spørgsmålet ovenfor 🙂

Hvorfor skriver du faglitteratur?

Groft sagt: Fordi viden er vigtigere end underholdning … Men jeg tager hatten af for forfattere, der kan kombinere de to, fx krimiforfatteren Pernille Schou og Niels Krause-Kjær i Ude for uden.

Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?

Generelt er jeg inspireret af forfattere, der kan massere viden ind og gøre en tyk fagbog til én fortløbende, lækker læseoplevelse. De bedste får jo stoffet til at føles … lifligt, fristes jeg til at sige.

 

 

Eksempler er for mig Jens Andersens biografi om Astrid Lindgren og René Karpantschof værker om vores historie, set gennem de stridbare eller ekstreme …

Hvad skriver du på lige nu?

Hm. Punktet ´lige nu´ er vidtstrakt. Jeg arbejder på to bøger:

a) En opdateret udgave af Begravelse for begyndere. Nye muligheder er kommet til, andre arbejder man på, fx formuldning, som kan sænke vores sidste klimaaftryk. Bogen kommer også til at rumme en guide til at klare sig uden at hyre en bedeperson.

b) En fagbog til børn om, hvad en god begravelse historisk set bestod af.

Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?

Av! Både forfatterskab og begravelsesaktivismen er fritidsaktiviteter, mens mit erhvervsarbejde i perioder er ret så omsiggribende. Men jeg bestræber mig på at have en brief daily writing session hver morgen, hvor jeg producerer ny manustekst. Inden morgenkaffe. Inden indbakker.

Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?

Med mit evige emne, gode afskeder (og dermed også de skrækkelige), så må jeg konstatere, at jeg aldrig selv bestemmer, hvornår jeg pludselig researcher. Museumsbesøg udløser uventet ny viden om fortidens urner og kister, en massageaftale, en beretning, som må med … Jeg har derfor et skema, hvor jeg systematiserer opsamlede pointer – også fra nyhedsformidling og andres fagbøger – så det kan indgå i de planlagte interviews og nye manuskripter.

 

Hvad tænker du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?

Helt ærligt? Jeg er gnaven! Over offentligt støttede bogfestivaler, som ikke har én eneste fagbog med. Over, at vi end ikke har et radioprogram om faglitteratur … og selvfølgelig også over, at vi i Danmark ikke har en faglitterær forfatterskole endnu. Når nu faglig, velfunderet viden om danske forhold eller set fra et dansk perspektiv er mere truet nu end nogensinde …

foto: Henriette Dan Bonde

2004 - 2026 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte