Find oversætter

Månedens fagforfatter: Jens-Emil Nielsen

Jeg går ikke og venter på inspiration, men sætter mig og skriver. Så skal den nok komme.

Af De faglitterære - 1. februar 2020
Vil du præsentere dig for os?

Jeg er journalist, forfatter og forlægger og er lige fyldt 71 år.

Hvad udmærker dine bøger sig med?

Som ung journalist skrev jeg sammen med en kollega mine første fagbøger i 1975 og 1976 om hhv. unge mænd, der havde været anbragt i døgninstitution, og om såkaldte sociale tabere fra Kofoeds Skole. Som gammel journalist er jeg vendt tilbage til det sociale og samfundsrelevante (for nu at bruge et rigtigt 70´er udtryk) med ”Mennesker på sindssygehospital” om psykiatri-historie i 2018 og ”Doktor Leunbach” med undertitlen ”Abortlæge, idealist og seksualoplyser” i 2019. Indimellem har jeg især skrevet bøger om eller til unge. Først oplysende bøger om alkohol, narkotika og aids. Senere 7 bøger om at være ung i det 20. århundrede og 7 bøger om dansk rockmusik 1956-2000. Mine bestsellere har været bøgerne om at være ung i 50´erne, 60´erne og 70´erne. De udkom i starten af årtusindet, da skoler og biblioteker stadig købte mange bøger, hvis de fik en god lektørudtalelse.

Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?

Som regel den seneste, men ellers vil jeg nævne ”100 års kærlighed” med undertitlen ”En krønike om kærlighed, seksualitet og moral i det 20. århundrede”.

Hvorfor skriver du faglitteratur?

Som helt ung drømte jeg om at skrive generationsromanen. Jeg har altid været glad for at læse gode romaner, men nu er jeg nået dertil, hvor jeg især genlæser gamle klassikere. Med alderen er jeg blevet gladere og gladere for at læse og skrive faglitteratur, men egentlig skelner jeg ikke så meget mellem skønlitteratur og faglitteratur. Det handler om at fange opmærksomheden med et emne og en form, så læseren finder det interessant eller spændende. Mange fagforfattere bruger skønlitterære virkemidler, og mange romanforfattere er mindst lige så research-ivrige som fagforfattere.

Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?

Jeg har nok været meget inspireret af Paul Hammerichs måde at skrive journalistisk danmarkshistorie på.

 

Hvad skriver du på lige nu?

Det er et stort privilegium at blive gammel som selvstændig skribent. Man kan blive ved, så længe man har lyst, og det skal selvfølgelig være lysten, der driver værket. Måske kommer min næste bog til at hedde ”Marie og revolutionen” og til at handle om Marie Nielsen. Den unge, fattige pige fra landet, der kæmpede for at blive lærer i storbyen. Den unge socialdemokrat, der var med til at stifte Danmarks Kommunistiske Parti, hvorfra hun senere blev ekskluderet ikke mindre end tre gange. Kvinden, der kom i fængsel for sine revolutionære artikler og derefter blev fyret som lærerinde. Den enlige kvinde, som senere kæmpede for fri abort og seksualoplysning i skolen… Jo, lysten er der. PS: Både som forfatter og forlægger ved jeg alt om, hvor svært det kan være at få en bog til at give overskud. Derfor har jeg været meget taknemmelig for at få støtte fra Autorkontoen i Dansk Forfatterforening.

Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud?

Populært sagt fra 9 til 16, men jeg skriver bedst om formiddagen. Det sker en sjælden gang, at jeg ligger vågen om natten og må skrive en formulering ned for ikke at glemme den.

Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?

Jeg har altid fundet researchdelen lige så spændende som skrivedelen. Indimellem leger man jo detektiv med gamle bøger lånt via bibliotek.dk, gamle avisartikler fra Mediestream og gemte eller glemte dokumenter på Rigsarkivet og Det Kongelige Bibliotek. Som skribent er jeg opdraget som journalist. Jeg går ikke og venter på inspiration, men sætter mig og skriver. Så skal den nok komme. Jeg er opdraget til at levere nogle linjer her dag, og det gør jeg så i mine skriveperioder. Jeg betragter det at skrive som et håndværk, og det skal altid være ordentligt håndværk. Hvis det nogle gange bliver mere end det, kan man jo kun være glad.

Hvad synes du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?

Den er undervurderet hos medier og anmeldere, men heldigvis ikke hos læserne.

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte