Find oversætter

Månedens fagforfatter: Anette Harbech Olesen

Jeg synes, faglitteraturens stilling er udfordret. Kampen om vores dyrebare tid til fordybelse er blevet hårdere.

Af De faglitterære - 3. maj 2020
Vil du præsentere dig for os?

Jeg er Anette Harbech Olesen. Jeg holder til i Aarhus, men rejser meget og gerne, når muligheden byder sig. Lige nu, hvor landet er i Corona tilstand, går tiden med småskriverier, QiGong, klargøring af have, etablering af nyt drivhus og lange traveture. Jeg har skrevet mere end 30 bøger om mad og sundhed igennem de seneste 20 år, og så står jeg bag Madforlivet universet, der er en af Danmarks mest velbesøgte sundhedssites. Jeg udgiver løbende nyhedsbreve med nyt om sundhed og god mad, og jeg tilstræber at omsætte den seneste nye viden indenfor sundhedsområdet til praktisk anvendelige værktøjer og indbydende opskrifter.

Hvad udmærker dine bøger sig med?

Mit mål er som sagt at formidle kompleks forskning i et letforståeligt og praktisk anvendeligt sprog. Jeg er også af den opfattelse, at sund og nærende mad og daglig bevægelse skaber grundlag for en organisme i balance. Det har betydning for vores sundhed og modstandskraft, om vi vælger raffinerede, forarbejdede og næringsdrænede fødevarer, eller om vi er kvalitetsbevidste og vælger uforarbejdede næringsrige, økologiske råvarer og laver god mad fra bunden. Megen forskning kan omsættes til lettilgængelige og praktiserbare råd og velsmagende, opbyggende mad. Det er i al beskedenhed de budskaber, jeg forsøger at formidle.

Hvilke af dine bøger har størst betydning for dig?

Min allerførste bog, ’Det er ikke lige Fedt’, udkom i 2002, lige midt i en yderst fedtforskrækket tid. Det var en virkelig nørdet bog, uden et eneste billede, der baseret på Nobelprisbelønnet forskning detaljeret forklarede, hvorfor visse typer fedt er livsnødvendige for os, og hvorfor det i højere grad er kvaliteten end kvantiteten af fedtindtaget, der har betydning. Fordi den gik stik imod tidens anbefalinger, valfartede alle landets journalister til Aarhus for at interviewe mig. Den udgivelse var startskuddet på min forfatter karriere og på Madforlivet.com

Min bog Mad, Mening & Magiske øjeblikke, der udkom på Gyldendal i 2018, demonstrerer med stor tydelighed den rejse og udvikling, som både tiden har dikteret, men som også jeg har gennemgået. Denne udgivelse betragter jeg uden mindste tvivl som min livsbog. Bogen kommer hele vejen rundt om en krop i sundhed og balance, er fyldt til bristepunktet med den seneste nye viden på området, og opskrifterne er vellykkede og velsmagende. Jeg har her tilstræbt at skabe en bogoplevelse udover det sædvanlige, og så smuk, at den gerne skulle være vanskelig at lægge fra sig igen. Det synes jeg er lykkes, og derfor har denne bog en helt særlig betydning for mig.

Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?

Jeg læser rigtig meget, både videnskabelig litteratur, faglitteratur og skønlitterære bøger, når jeg skal slappe af. En velskreven bog er altid en stor nydelse at læse, og jeg føler mig dybt inspireret af smukke formuleringer, hvor de mange ord, der findes i det danske og engelske univers, anvendes og bearbejdes bredt og intelligent.

 

 

Jeg læser mest engelsk og amerikansk faglitteratur. Det er særligt i USA, der offentliggøres uvildige forskningsresultater indenfor mit fagområde. Det er et aspekt, jeg lægger stor vægt på, netop at forskningen er uvildig og uafhængig af industrielle og monetære interesser. Jeg kan nævne mange forskere og forfattere, der har inspireret mig, men skal jeg nævne et par stykker, så kan det eksempelvis være Leo Galland, hele teamet bag Institute for Functional Medicine, David Sanders, Walter Pierpaoli, Walter Willett, Dan Buettner, Michael Greger, Joshua McFadden og Michael Mosley, men også Jon Kabat-Zinn, Jonathan Saffran Foer, Oluf Borbye Pedersen og Tor Nørretranders inspirerer mig.

Hvad skriver du på lige nu?

For øjeblikket har jeg tre nye bogprojekter. Et af projekterne er allerede halvejs researchet, et andet har jeg slet ikke taget hul på. Mine overvejelser lige nu går på, hvornår og i hvilken rækkefølge, de skal udkomme.

Hvordan ser din almindelige arbejdsdag ud?

Jeg er en early bird og skriver klart bedst om morgenen. Når jeg er i bogproces, står jeg ofte op kl 5 om morgenen, laver og drikker min friskpressede, grønne juice og skriver. Ved 7-8 tiden får jeg morgenkaffe og morgenmad. Derefter Qigong og en travetur, og så skriver jeg videre til ved 13 tiden. Efter frokost ordner jeg ofte praktiske opgaver i forbindelse med driften af mit lille forlag. Jeg kan i høj grad takke min mangeårige osteopat, og jævnlige behandlinger hos ham, for, at jeg efter en alvorlig trafikulykke, er i stand til at kunne leve lige præcis det liv, der giver mening for mig. Det er jeg meget taknemmelig for. Er vejret godt, afsluttes dagen ofte med en kop te eller et glas vin i skæret fra de sidste solstråler.


Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?

Jeg læser ofte den litteratur og de studier, der ligger til grund for et bogprojekt, før jeg begynder skriveprocessen. Jeg taler også mange gange med eksperter, læger og forskere indenfor området. Når rammerne for bogens opbygning er lagt, så genlæser jeg og skriver, mens jeg løbende undersøger yderligere.

Hvad synes du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?

Jeg synes, den er udfordrende. Kampen om vores dyrebare tid til fordybelse er blevet hårdere.

Findes der nogen anden forfatters bog, som du gerne ville have skrevet?

Ja, der er en del bøger, som jeg ville ønske, at jeg havde skrevet. Den seneste er nok Tarme med charme af Giulia Enders.

 

(Foto: Sara Galbiati)

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte