Vil du præsentere dig for os?
Jeg er et storbybarn, vokset op på Østerbro i København i en arbejderfamilie med skolegang i en af kommunens tretårnede murstensskoler. Vi fik alle madpakke, mælk og vitaminer, lærte salmevers, skrev dansk stil og lærte geografi og hovedregning. Jo fællesskabet, magistraten, tog ansvar. Badeværelse var ukendt for de fleste af os. Man delte wc med naboen ude på køkkentrappen. Badning og svømmeundervisning foregik i Øbrohallen. Når jeg cyklede dertil, kom jeg forbi et plankeværk, hvor der med store hvide bogstaver stod malet: Til kamp mod krigens mænd! Dengang forstod jeg det ikke, krigen var jo slut, men i dag forstår jeg det alt for godt. Nå, skæbnen førte mig til Fyn, og jeg blev museumsmand på Langeland og er sidst landet på denne dejlige lille ø Strynø imellem Langeland og Ærø, hvor jeg kan glæde mig over stilheden, vejret, fuglene og gode naboer. Det er et godt sted at skrive, men også at et godt sted at bruge sine hænder, og så er der havet og sejlbåden, som man kan gå på togt med ud … i det blå.
Hvad udmærker dine bøger sig med?
Måske udmærker de sig ved deres forskellighed. Jeg er på strejftog i faglitteraturen og har skrevet om meget forskelligt dog med en stærk tendens mod havet, fordi vi er øboer og fjord- og sundboer her i Danmark. Det meste er kulturhistorie, men jeg har haft grænseoversskridende adfærd, f.eks. har jeg skrevet en historisk roman: ”København – fem fortællinger” og en kortnovellesamling ”Himmel og helvede og 31 andre historier om danskere”. Efter min mening skal der være en grænse mellem faglitteratur og fiktion, men man kan lære af hinanden og udvikle sig sprogligt ved at krydse grænsen.
Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
Det er utvivlsomt den bog det tog mig længst tid at skrive, en krabat på 606 sider: Sejlskibssøfolk fra Det sydfynske Øhav. Den blev skrevet efter den engelske historiske retning som hedder ”oral history”. Det handler kort sagt om at de som er øjenvidner og har haft skoene på skal fortælle, hvordan det var. Jeg interviewede 41 gamle søfolk og det blev en fantastisk rejse ind i deres verden og en enestående dokumentation af deres liv. Men de kom også til at præge mig med deres indstilling til livet og kammeratskab og arbejde. Jeg kom med en båndoptager til nogle gamle mennesker, og de fortalte løs om deres liv og det var ikke kedeligt. De var gode fortællere.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Ja det giver sig selv, når man er uddannet til at skrive om sit fag – i mit tilfælde historie og etnologi.
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Alle forfattere og ingen, for det som interesserer mig er mennesket, altså ikke det enkelte menneske men menneskets fællesskab, hvordan vi lever og hvordan vi klarer tilværelsens mange udfordringer og i nogle tilfælde ikke klarer dem… Den nimbus der står om forfattere, den gælder slet ikke for fagbogsforfattere og det synes jeg er helt fint. Det er indholdet af bogen, artiklen, digtet, skuespillet osv, som er sagen, ikke personen. Men vi lever i narcisismens tidsalder, hvor egoet har sat sig på første række. Hvis man ikke er kendt, så kan det man skriver da ikke være interessant … eller hur?
Hvad skriver du på lige nu?
Jeg skriver på en ny fagbog: Langelands historie i 100 år. Det er en stor mundfuld og den skal være kortfattet og med mange fotografier, ikke nogen let opgave, men spændende. Især er det interessant at se udviklingen fra en velfungerende driftig ø til i sted med store udkantsproblemer. Hvad var det der gik galt? Som jeg hørte i statsministerens nytårstale var det bl.a. ordet centralisering. Troen på at større enheder er bedre og billigere end små.
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud?
Der er ingen almindelig arbejdsdag. Jeg er pensionist og bestemmer selv. Sikke et privilegium. Aktiviteterne er meget forskellige, men jeg skriver f.eks. ikke så meget om sommeren. Så er det livet udendørs til lands og til vands, som kalder. At skrive er et temmelig ensomt arbejde, og at sidde en hel dag ved en skærm, det opfatter jeg som skadeligt. Man må og skal afbryde, bevæge sig, tale med nogen…
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Det er kun en fornøjelse at efterforske og undersøge, at grave sig ned i sagen. Deri ser jeg ingen modsætning. Og det falder mig let at samle trådene i en tekst, allerhelst en fortælling. Problemerne opstår, når man afskæres fra kilderne, f.eks. ved at adgangen indskrænkes på landsarkiver, rigsarkivet eller forskningsbiblioteker.
Hvad synes du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Fagbogen befinder sig i en krise. Det er meget svært at få udgivet fagbøger. De store forlag svigter fagbøgerne, og fagbogsskribenter er meget dårligt lønnede. Jeg deler den nye fagbogformands holdning, at det er en meget alvorlig sag, fordi fagbogen er en af vores samfunds grundpiller. De sociale medier og pressen leverer ikke verificeret og troværdig information og slet ikke viden.