Vil du præsentere dig for os?
Jeg er historiefortæller, højskolemand og historiker – og forfatter. Jeg lever af at være direktør for Stiftelsen Georg Stages Minde, som ejer skoleskibet Georg Stage, men laver også foredrag, tv-programmer, podcast og meget andet historieformidling – samt er bestyrelsesformand for Brandbjerg Højskole.
Hvad udmærker dine bøger sig med?
De handler om vigtige ting og er til at læse. Jeg vil gerne skrive faglitteratur med poetisk ambition, politisk bid – og gerne også en solid portion humor.
Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
Altid den næste. Hvilket både er en gave, når der skal findes motivation og en forbandelse, når man engang imellem har brug for at trække vejret og hvile på laurbærrene.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Fordi den næste bog altid har været faglitteratur. En dag er det måske anderledes og så bliver det sådan.
Historie bliver altid rubriceret som faglitteratur, men i virkeligheden er det både historie og en historie. Den har jo også sin egen muse og jeg synes ikke kun det er godt, at den videnskabelige syge greb faget i 1800-tallet og gjorde litterær ambition til et fagligt tabu og tekniske artikler til et sprogligt forbillede.
Man kunne også sige, at jeg skriver faglitteratur fordi andre har bestemt at historie er faglitteratur, men føler ikke nødvendigvis altid, at det er den inddeling, som giver mest mening, når jeg klaprer i tastaturet.
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Man kan vel ikke være upåvirket af Grundtvig, når man gerne vil skrive underholdende historisk faglitteratur. Palle Lauring gjorde historien til allemandseje og min gamle lærer Benito Scocozza demonstrerede at humor, holdning og godt sprog ikke forhindrede solidt fagligt arbejde.
Jeg ville gerne skrive med samme humor som Donald E. Westlake, samme bid som Donna Harraway, samme overblik som Eric Hobsbawn og samme succes som Ian Kershaw. Det kommer jeg selvfølgelig aldrig til, men man må vel drømme? Og måske den næste bog …
Hvad skriver du på lige nu?
Vi er ved at være på det allersidste med en børnebog med fortællinger fra Danmarks Historie, som min faste samarbejdspartner, Haase Forlag, har fået Sissan Richardt til at illustrere. Det er en slags debut for mig, fordi den er til børn.
Til efteråret eller først i næste år kommer en voksenbog om Danmarkshistoriens mest berygtede skurke – den er ved at gå igennem redaktionsprocessen.
Når jeg skriver ny tekst, så er det til en bog om Georg Stage og et projekt som jeg har arbejdet med i årevis om at skrive en “Ualmindelig og kortfattet Europahistorie”, som skal supplere min Danmarkshistorie og som er skrevet, så man kunne håbe på en oversættelse.
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud?
Jeg er udpræget A-menneske og sidder oftest ved computeren kl. 5.30. Så er forfatteren på arbejde til et sted mellem 8 og 9. På det tidspunkt møder direktøren og er på arbejde til sidst på eftermiddagen, hvor familiefaderen tager over. Klokken 20 går jeg i fjernsyn – og klokken 22 ligger jeg i min seng. Sådan er det i princippet, men jeg tror ikke, at jeg har prøvet en almindelig arbejdsdag endnu – virkeligheden er noget mere rodet.
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Jeg har altid en række bøger i hovedet, som jeg vil skrive en dag. Sådan har jeg altid haft det, så ret store dele af min research er gjort for mange år siden og er bare blevet gemt og opbevaret i hovedet til senere brug. Sådan er det, når jeg skriver, men når jeg så skal til at redigere – og det tager meget, meget længere tid end selve skrivningen – så bruger jeg rigtigt meget tid på at tjekke oplysninger og finde referencer.
Hvad synes du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Det danske samfund lider stadig af den vrangforestilling, at faglitteratur skrives af mennesker med fast løn og tjenestemandspension – og at den er skrevet som en del af arbejdet. Sådan er det ikke – de fleste af os skriver ved siden af, og selv når man har forskningstid, så er det ikke bøger man skriver længere.
Som sprogområde er Danmark for småt til at kunne forsørge ret mange populærvidenskabelige forfattere og det er en skam. Hvis man anerkendte de faglitterære forfatterskaber og fandt ordentlige finansieringskilder, så ville niveauet og dermed den almene dannelse kunne få det langt bedre.
Men det ville kræve, at man tænkte ud af boksen og holdt op med at tænke på bøger som varer og på forfattere som udelukkende producenter til salg. Skriverierne er jo langt mere end det. Det er det lim, som binder et demokrati sammen – og løber vi en dag tør for lim fordi vi har sparet for meget på det, så vil det betyde noget for langt flere mennesker end dem, som køber bøger i dag.