Hej Månedens medlem af F-gruppen
– vil du præsentere dig for os?
Jeg hedder Tommy P. Christensen, er Master i Voksenuddannelse fra Roskilde Universitet (MVO) & cand.mag. (historie/kunsthistorie) fra Københavns Universitet.
Siden 1980’erne har min interesse kredset om en faglig, forsvarlig formidling af kulturhistoriske emner. Det har været så forskelligt som kvindehistorie, arbejdsløshedshistorie, bygningshistorie, søfartshistorie, retshistorie, slægtshistorie samt en del redaktionelle opgaver (p.t. anmelderredaktør på Personalhistorisk Tidsskrift) – og et par oversættelser for Gyldendal.
Hvad udmærker dine bøger sig med?
De fleste af mine bøger og artikler behandler kulturhistoriske emner og er ofte affødt af mine ansættelser på arkiv, museum eller undervisningsinstitutioner for voksne.
Udover ti år ansættelse på Det juridiske Fakultet ved Københavns universitet, hvor jeg underviste i retshistorie, har jeg også haft megen voksenundervisning på daghøjskoler, FVU, folkeuniversitetet og for AOF. Voksenundervisning, vejledning og voksenpædagogik har nok været i baghovedet ved mange af mine bøger.
Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?
Trebindsværket Det arbejdende folks Kulturhistorie udgivet af forlaget Fremad for SiD (1987-90) var et fantastisk kollektivt forfatterprojekt, hvor en håndfuld, unge håbefulde historiestuderende fra Københavns Universitet over en seksårig periode søgte at kombinere den historiefaglige formidling med det folkelige. Trods hård kritik fra litterater over det anvendte sprog (og irritation blandt flere ældre faghistorikere, der ikke var blevet tilbudt opgaven), betød værkets store popularitet blandt SiDs medlemmer (nu 3F), at jeg siden har været stærkt optaget af formidlingssituationens betydning. Uanset om man beskæftiger sig med skriftlig eller mundtlig formidling, kan formidlingssituationen være af erkendelseskonstituerende karakter for både afsender og modtager.
Hvorfor skriver du faglitteratur?
Som universitetslektor, arkivar eller museumsinspektør har der været et krav om, at levere forskning og formidling, selvom der ikke altid er afsat særlig megen tid til det. Så for mig giver det god mening at være tæt på det faktuelle, både i undervisningssituationen og når det drejer sig om skriftlig formidling. Mere fakta og mindre fiktion, også når det drejer sig om at forfatte anmeldelser af biografier og historisk faglitteratur, hvilket jeg gør jævnligt.
Derimod er det et langt vanskeligere felt, at forsøge at fastslå hvad faglitteratur er? Her er jeg på linje med Egon Clausen, når han hævder, at ingen véd hvad der tales om, når talen falder på faglitteratur. Nogle tror, at det drejer sig om skolebøger, andre tror, at det drejer sig om manualer eller kogebøger og børnepasningsbøger. Alt i alt en rodet komsammen af erindringer, biografier, lærebøger, opskrifter, pamfletter og essays.
Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?
Mange udenlandske (og en del danske) har gennem årene inspireret mig, men primært ved deres emnevalg og vinkling af historien. Senest har det været Stephen Grahams Vertical, Jørgen Burchardts Gods på vej og Frank Trentmanns Empire of Things. Tidligere har det bl.a. været gamle, klassiske kulturhistoriske forfattere som Hugo Matthiessen, Hartvig Frisch og Peter Riismøller.
Hvad skriver du på lige nu?
Jeg er netop blevet færdig med en lærebog i slægtsforskning for nybegyndere, der skal benyttes i folkeoplysningen, men også er velegnet til selvstudium. Undervejs (til en antologi) er en kulturhistorisk artikel om flyvningens påvirkning af hovedstadsområdet og den urbane livsform 1900-1945. En udgivelse om begyndelsen på Amagers industrialisering (fra 2016) skal have et bind 2 med perioden 1845-1945, men der venter fortsat megen research. Et par andre projekter er også i støbeskeen, men det er for tidligt at berette om dem, og de vil også blive delvis baseret på udenlandske faglitterære bøger og artikler.
Hvordan ser din almindelige arbejdsdag ud?
Selvom jeg bor i Malmø (hvor jeg tidligere var ansvarlig for de maritime samlinger på Malmö Museer), er mit nuværende sæsonarbejde indenfor folkeoplysningen ensbetydende med de fleste arbejdsdage falder i Østdanmark. Typisk i København og Næstved, hvor jeg begge steder underviser et par gange om ugen. De dage, hvor jeg ikke skal undervise, eller forberede undervisningen, er klart de bedste skrivedage, og der forsøger jeg fra morgenstunden at være helt fokuseret på et af mine bogprojekter. Men ofte er det først vel hjemme om aftenen – og en del af natten – at der bliver ro og tid til at skrive.
Som oftest har jeg 3-4 projekter på bedding: bøger, artikler og anmeldelser af vekslende omfang og karakter – samt udvikling af nye undervisningsforløb, der i løbet af en sæson kan omfatte op i mod et halvt hundrede foredrag og byvandringer. Uden genbrug af de tidligere års mange foredrag og byvandringer ville det være en komplet umulig fremgangsmåde.
Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?
Ofte får mine projekter en ganske lang startbane, og kan være flere år undervejs. Research og noter til forskellige projekter suppleres hen ad vejen med ny, udenlandsk litteratur, som jeg især finder (og køber) i Sverige, Tyskland og Irland. Research-arbejdet bliver næsten hver gang mere omfattende end planlagt, og ofte er det udenlandsk faglitteratur som tilfører inspiration og giver retning for projekterne. Heldigvis sker det også, at mine skriverier kan krydsbefrugte hinanden. Research, udvikling og vinkling er ofte mere tidskrævende, end selve skriveprocessen, der meget gerne må få karakter af ”flow”, da jeg så længe har gået og vendt og drejet på de afsnit jeg vil skrive.
Undervejs generer det mig ikke det mindste, at jeg stopper skrivningen af et kapitel og i stedet laver yderligere research til et andet projekt eller fordyber mig i, hvilke illustrationer der vil være mest velegnede. Når jeg først har fundet formen for den bog eller artikel jeg vil skrive, så lykkes det næsten altid at komme ”tilbage på sporet”.
Hvad synes du om faglitteraturens stilling i Danmark i dag?
Engang sagde Kristen Poulsgaard (medstifter af Fremskridtspartiet) fra folketingets talerstol, at: ”Danmark er for lille et sprogområde til at ha’ en ballet”. Dette lille guldkorn, har også gyldighed for den dansksprogede faglitteraturs stilling. Et lille sprogområde, som det danske, kræver at regering og folketing løbende sikrer den dansksprogede faglitteratur rimelige vilkår, hvis ikke dansk faglitteratur – med tiden – skal risikere at blive reduceret til fashionable, maskinoversatte, coffee table books, slankebøger og værtindegaver. Et lyspunkt er dog NewPub-bevægelsen, der i sig rummer muligheden for den smalle bog.
Findes der nogen anden forfatters bog, som du gerne ville have skrevet?
Næeh – men andre forfatteres bøger er en rig inspirationskilde, når det kommer til hvilke emner, der bør skrives mere om. Klimaproblemerne og hvad vi kan stille op, er et oplagt eksempel.