Find oversætter

Månedens fagforfatter: Torbjørn Ydegaard

Jeg skriver, fordi der er noget, jeg gerne vil dele med andre

Af De faglitterære - 1. august 2019
Vil du præsentere dig for os?

Mit navn er Torbjørn Ydegaard. Jeg bor i Ittoqqortoormiit i Nordøstgrønland, hvor jeg er skoleinspektør. Jeg har en baggrund både i det socialpædagogiske (læs: ’socialistiske’) studium (studiet er for længst nedlagt igen) ved Universitetet i Oslo, og som vejleder i friluftsliv fra Norges Høgfjellsskole. Mit liv og mine bøger har på forskellig vis kredset om disse to poler, og nu kombinerer jeg det så i det Anders Lund Madsen har kaldt Den Yderste By. At bo her betyder to ting, når det gælder min forfattervirksomhed; dels er det at skrive en bibeskæftigelse, dels er der god tid til at skrive, både i de lange mørke vinternætter og nu hvor, hvor midnatssolen holder én vågen i alt for mange timer i døgnet!

Hvad udmærker dine bøger sig med?

Mit engagement i den konkrete tekst. Jeg skriver ikke for at blive kendt eller tjene penge. Jeg skriver, fordi der er noget, jeg gerne vil dele med andre. Og det ’noget’ veksler meget, afhængigt af hvor jeg selv er i mit liv. Jeg begyndte at skrive guidebøger til og rejseberetninger fra fjeld og bjerg, så skrev jeg pædagogisk faglitteratur og nu er jeg mere til det filosofiske. Mine bøger er nu selvudgivelser på print-on-demand. Det giver mig den frihed, jeg søger til at skrive om netop det, der i nuet interesserer mig allermest. Desværre er jeg ikke den store sælger, og selv om pengene ikke er det afgørende, er der plads til forbedringer på det felt!

Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig?

Fordi jeg skriver ud fra engagement, betyder hver enkelt bog noget særligt for mig: Der er minder fra vandreture i Grønland og Nordsverige, fra slæderejser i Thule og trekking i Nepal – og fra somre på Læsø. Der er fascinationen over stadigt nye horisonter i Karl Poppers videnskabsteori og Hannah Arendts analyser af den franske og den amerikanske revolution. Der er stoltheden over at kunne navngive en bog Get in Trouble!, efter et råd givet af den legendariske politiker John Lewis, der var med til at organisere borgerrettighedsmarchen over broen i Selma, der talte ved demonstrationen, hvor Martin Luther King holdt sin I have a Dream-tale, og som i mange år har siddet i Repræsentanternes Hus. Der er det sociale engagement, når skriveprocessen frisætter udsatte og misbrugte til selv at formulere sig, sætte ord på både fortid og fremtid og lykkes som forfatter. Og der er glæden ved rejsen tilbage, både fysisk og psykisk, til Laura Ingalls Wilders mange små huse på prærien, til barndommens læseoplevelser – og til det amerikanske nutidsdrama med rødder tilbage til Lauras nybyggertid.

Hvorfor skriver du faglitteratur?

Måske fordi jeg har en gammeldags tro på, at skal den immaterielle verden bevares for eftertiden, skal den sættes på ark og linjer, sys sammen i ryggen og genfindes på bibliotekernes reoler, i rygsække på vej i skole eller på langfart og i lommen i flysædet foran dig.

Hvilke forfattere inspirerer dig og hvorfor?

Lige nu er det især norske Lars Mytting, læst på originalsproget, der rammer mig dybt – blandt andet hans evne til at skrive faglige tekster ind i det skønlitterære, eller skrive det faglige som om det var skønlitteratur. Jeg ville ønske, jeg kunne skrive sådan – men det kan jeg ikke.

Hvad skriver du på lige nu?

En bog om den norske filosof, jurist og fjeldklatrer Peter Wessel Zapffe. Som jurist og filosof fører han menneskets sag mod Gud, blandt andet i en forførende udlægning af Jobs Bog. Og som en fjeldets mand var han én af de første – år før Rachel Carsons Silent Spring – til at påpege industrisamfundets skadelige virkning på natur og miljø, og dermed også på mennesket selv! Han er bare blevet mere og mere aktuel, som årene er gået.

Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud?

Jeg har ingen faste vaner eller rytmer. Meget afhænger af dagens arbejde i øvrigt og af vejr og vind – er jeg træt efter en lang skoledag, er der skiføre eller ligger byen underdrejet i en 3-dages storm? Den opstykkede skriveproces betyder til gengæld, at teksten ligger og ulmer i baghovedet og ord og vendinger dukker op i tide og utide og må fastholdes i nuet.

Hvordan håndterer du fagforfatterens vekslen mellem research og skriveri?

De tidligste bøger blev til på baggrund af praktiske erfaringer. De pædagogiske bøger ligeså. Og nu? Til trods for min forkærlighed til det trykte, henter jeg flittigt inspiration, især videnskabelig tekster, på nettet. Og da byens bibliotek ikke rummer noget af relevans for mig, vokser mit eget bibliotek støt og roligt med hvert nye skriveprojekt. I 2018 hjalp en tildeling fra Statens Kunstfond til at finansiere en researchrejse i Wilders ’hjulspor’ over den amerikanske prærie.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte