Find oversætter

PRISOVERRÆKKELSE

Af De faglitterære - 26. november 2019

 

Den Faglitterære Pris

Ole Steen Hansen modtog d. 22. november Den Faglitterære Pris 2019 ved en reception i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade på Christianshavn. Annemette Hejlsted motiverede prisuddelingen på vegne af F-styrelsen.

 

Prisoverrækkelsestale Den Faglitterære Pris 2019

Kære gæster og tilhørere se det for jer – en 140 år gammel boghandel i Grenaa med en fagforfatter, der skal præsentere sit seneste værk ”Syngeklubben, Leipzigerne og andre mennesker fra DDR” – det er årets modtager af den faglitterære pris, der på 30 årsdagen for murens fald, træder ind på scenen. Som akkompagnement har han lånt en lysebrun Trabant, der nu står ved siden af ham i boghandlen som en stum og alligevel højlydt kommentar blandt bøger, læsere og forfatter. Ja, kære gæster og tilhørere, sådan er årets prismodtager Ole Steen Hansen. Han skaber en stille forundring. Han gør tingene en lille smule mærkelige i sine bøger på helt samme måde som, når han slæber en Trabant ind i en boghandel.

Ole Steen Hansens forfatterskab har tre kendetegn, som jeg vil fremhæve som særligt betydningsfulde: Fortælleglæden, alsidigheden og det at han altid sætter mennesket i centrum. For det første er fortælleglæden hos Ole Steen Hansen uomgængelig. Han fortæller ikke for at vise sig frem, ikke for sin egen skyld, men for læserens og tilhørerens skyld, og ikke mindre for at gøre stoffet interessant og vedkommende. Og det er en stor udfordring, især når det drejer sig om teknik og trafik i den nørdede afdeling. Selv har han sagt følgende om faglitteraturen:

Meget faglitteratur – ikke mindst om flyvemaskiner – er skrevet uendelig kedeligt. Og det dur ikke. Historie skal være spændende. For det er det! Det handler om menneskelivet og dramaer og det, vi kommer fra. (Randers Amtsavis 31. august 2014)

 

 

 

For det andet lyser alsidigheden ud af forfatterskabet. Ole Steen Hansen har skrevet bøger med titler som ”Motorsport”, ”Fly”, ”Landbrugsmaskiner”, ”Stenalderen”, ”Tyskernes katastrofe”, ”Bombemål Berlin”, ”Katte, ”Heste”, ”Mellemøsten” og ”Turen går til Jylland”. Og Ole Steen Hansen holder sig ikke til det danske, han har også skrevet bøger på engelsk om Vietnam og fly, og oversat et utal af bøger fra engelsk til dansk. En række af hans bøger er skrevet på eller oversat til fremmedsprog – ikke blot engelsk og tysk, men også kinesisk. Årets prismodtager skriver for alle: for nørder, voksne med fuldtidsjob, små børn der skal have læst højt og videbegærlige teenagere. Årets prismodtager tager selv en stor del af de billeder, der indgår i hans bøger. Og jeg siger helt overlagt ikke illustrerer. For billeder, der indgår i Ole Steen Hansen bøger, er ikke blot afbildninger, der repræsenterer en faglitterær pointe. De fortæller selv en historie – tænk blot på forsidebilledet på bogen ”DC-3’eren fra Roskilde”, hvor det 75 år gamle fly svæver over et nutidig moderne København med vindmøller i horisonten.

For det tredje er det mennesket, der er i centrum hos Ole Steen Hansen. Han skriver ikke blot historier om de forhadte grænsevagter i DDR. Han forstår også barnets fascination af traktorer, landbrugsmaskiner og tog. Med afsæt i netop forståelsen af barnet, har han sammen med sin søn Jonas Svenstrup skrevet en række børnefagbøger om det der virkelig interesserer børn: maskiner, hunde, heste og katte.

Jokeren i Ole Steen Hansens forfatterskab er fantasien dvs. forfatterens evne til at anlægge nye usædvanlige vinkler på virkeligheden og bringe det velkendte og næsten naturlige i spil. At tage billeder af fly i luften – at konstruere et modelfly til bamser og udgive tegningerne i bogform – at skrive historie set fra skurkenes perspektiv er at bringe faglitteraturen hen et nyt sted, hvor faglighed, underfundighed og seriøsitet mødes til glæde for læseren. Derfor giver F-styrelsen Ole Steen Hansen Den litterære pris 2019.

Stort tillykke med Den Faglitterære Pris – Steen.

 

Annemette Hejlsted

 

 

 

 

Fotos gengivet med tilladelse fra henholdsvis Turbine, Ole Steen Hansen og Lykke Strunk

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte